Altid på vej, aldrig færdig - kunne være Lotte Østergaards motto. Sådan arbejder hun, og sådan kan hun lide det.

Læsekonsulenten i Lemvig brænder for de bøvlede børn - især dem i matematikvanskeligheder. Læsning er også vigtigt, men der er sat så meget i gang allerede, det har haft forskernes bevågenhed længe, og lærerne ved, hvordan man går til arbejdet med at få børn til at lære at læse. Men på matematikområdet er der stadig mange udviklingsmuligheder.

»I matematik er vi på forkanten af bølgen, så selv her i lille Lemvig kan vi gøre noget. Det er spændende. Børn i matematikvanskeligheder er mine hjertebørn, og vi skal have fat i dem tidligt. Helst i 1. klasse, for når man har vanskeligheder i matematikken, er der tale om grundlæggende vanskeligheder. Børnene er sårbare, og tingene bider let sig selv i halen. De får flere huller, bliver bange for matematik, og de risikerer at blokere over for faget. Derfor skal de have hjælp tidligt. Jeg tror, vi kan forebygge os ud af mange matematikvanskeligheder«, siger Lotte Østergaard.

Derfor har hun været tovholder for den forebyggelsesplan i matematik, som Lemvig Kommune præsenterede 6. juni sammen med kommunens matematikportal. Læsekonsulenten har haft ansvaret for arbejdet med forebyggelsesplanen, der er udarbejdet sammen med tre lærere og en pædagog. (se link til højre)

Man får lov til noget i Lemvig, understreger hun.

»Vi kan dét, vi selv kan, med de kompetencer og de penge vi har. Vores force er, at vi lettere kan gå i gang«.

Blev klogere af pilotprojekt

På Harboøre Skole gik en gruppe lærere i 2010 i gang med et pilotprojekt i tidlig matematikindsats sammen med læsekonsulenten. En gruppe elever i indskolingen blev testet og fik ekstra matematiktimer. Det hjalp eleverne, og resultatet holdt også året efter. Både elever, lærere og læsekonsulent blev klogere.

Systematisk arbejdede lærerne med eleverne om tallene, regneforståelse, spil og regnehistorier, og så havde de hjemmearbejde, for eksempel med vendespil med kortene fra 70-100. Arbejdet blev dokumenteret undervejs.

»Nogle steder kan man måske give 70 timer ekstra til tidlig matematikindsats. Det kan vi ikke i Lemvig, men vi gjorde dét, vi kunne. Vi gav elever i matematikvanskeligheder ekstra timer, og lærerne begyndte at gøre nogle ting anderledes i undervisningen. De var meget strukturerede, og det betød, at de fik overskud til at se det enkelte barn på en anden måde. Dét forløb har jeg lært utroligt meget af. At høre deres refleksioner undervejs«, fortæller Lotte Østergaard.

Hun holder af at strukturere. For når der er struktur, bliver der ro til at se sammenhænge, og så kan man lettere løse problemer. For eksempel i åben rådgivning, hvor forældre og børn kan komme og stille spørgsmål til konsulenten i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Eller i it-klassen, hvor hun blandt andet hjælper ordblinde elever med at bruge deres it-rygsæk bedst muligt.

Redaktør af bladet »Matematik« Lene Christensen kender godt Lotte Østergaard. Hun har skrevet flere artikler i bladet og har holdt foredrag på Matematiklærerforeningens sommerkursus.

»Lotte er fremsynet og en dynamisk foredragsholder med et godt budskab. Det er så vigtigt, at hun stiller fokuspunkter op og fortæller om de forskellige årsager, der kan være til børns matematikvanskeligheder, og hvad man kan gøre for at hjælpe børnene. Det er noget, der virker, men det er også noget, der koster. Og det har de så besluttet, at de vil i Lemvig. Jeg er sikker på, at hun vil kunne løfte budskabet videre ud til andre lokalpolitikere og skolebestyrelser«, siger Lene Christensen.

I lysegul Fiat gennem byen

Læsekonsulenten kendes af mange. Når hun kommer kørende i sin lille gule Fiat Panda med lysegult indtræk og en pandabjørn i plys i bagruden, så bliver hun let genkendt og vinket til. Også i dag, hvor turen går gennem Lemvig og til Ramme Skole.

På skolen mødes Lotte Østergaard med Martins forældre, skoleleder og tre lærere.

Det er hende, der lægger ud. Mødet er en tilbagemelding på de test, hun har foretaget med Martin i 1. klasse. Hun fortæller, at han er meget vellidt på skolen. Han er godt begavet og i mere ro nu, end han har været.

»Det vigtigste, når noget bøvler for et barn, er, at der er nogen, der holder af det. Og vi synes heldigvis alle, at Martin er en dejlig dreng«.

Lærerne bekræfter og uddyber med små historier. Lotte forklarer, at Martin har svært ved at få automatiseret sin viden. Han har en god sprogforståelse, men han har svært ved at finde ordene, og lydene volder ham problemer. Derfor skal de voksne hjælpe ham med at finde ordene, når han leder, og han skal have hjælp til at få dem ind på rygraden.

»For mig var det svært at lære at cykle og lære at køre bil. Netop at få det automatiseret, men jeg har lært det. Det volder mig ikke problemer i dag, og Martin kan også lære det«.

Lotte Østergaard uddyber med, at man kan tale om, at man har biblioteker i hjernen, men at nogle af dem kan være lukkede. Derfor skal han have hjælp, når han leder efter ord. For han er på overarbejde. Hun får fortalt, at han kan være i risiko for at udvikle ordblindhed, men siger til forældrene, at de ikke skal være bekymrede. Der findes mange gode hjælpemidler i dag, og man må bruge computeren hele vejen i undervisningen.

Sammen kan vi gøre en forskel

Det bliver Lotte, der taler meget på mødet, fordi det er en tilbagemelding, og fordi hun skal introducere iPad'ens muligheder for forældre og lærere. Hendes forslag er nemlig, at Martin får en iPad. Han er for lille til en it-rygsæk, men en iPad tror lærere og forældre vil være lettere for Martin at betjene.

Hun har det lidt skidt med at have talt så meget. Skolelederen driller hende, og det er okay, men hun kan bedst lide procesmøder.

»Jeg kan godt lide dér, hvor vi tilsammen kan gøre en forskel for nogle børn. Dér bliver det rigtig sjovt. Her bliver jeg meget fagkonsulenten. Jeg kan bedre lide, når vi sidder med nogle forskellige brikker, stiller nogle spørgsmål, og så sker der noget. Sammen kan vi samle et puslespil. Proces er det sjoveste«.

Egentlig er hun uddannet cand.silv. - det vil sige kandidat i skovbrugsvidenskab fra Københavns Universitet. Måske mest fordi hendes far mente, at hun skulle være lærer. Som ung sad hun hjemme i Tullebølle på Langeland sammen med sin far og papirerne til lærerseminariet - men lærer var bare det eneste, hun ikke skulle være. Hun ville altså ikke være lærer, bare fordi hendes far ikke var blevet det. Derfor blev det cand.silv. i 1997.

I 2002 sluttede hun sin meritlæreruddannelse fra Aalborg Seminarium. Og året efter havde hun også taget linjefag i dansk.

I alt har hun undervist i syv år som vikar, privatlærer, i folkeskolen og som viceforstander på en efterskole for ordblinde.

»Jeg kan lide at undervise. Jeg tror også, at jeg har lærersjælen. Min uddannelse som forstkandidat er målrettet mod forvaltning. Men uddannelsen betyder, at man kan sætte sig ind i et vidensområde, kan forvalte og implementere. Det skal man også som læsekonsulent på PPR«.

Lotte Østergaard bor med sin familie på kanten af Klosterheden syd for Lemvig. Hendes mand er også uddannet cand.silv. Familien har får og en hest på den syv hektar store grund. Og i baghaven er der bævere. De diskuterer jævnligt, hvilke træer der skal fældes dér i baghaven, men det er altid bæverne, der vinder.

Vi skal også passe på de voksne

Hendes niche er børn i matematikvanskeligheder. Men de bøvlede børn har hun brændt for, siden hun mødte dem i jobbet på Tømmerby/Lild Skole.

»I mit arbejde handler det om at passe godt på nogle børn, forældre og lærere. Børn med svære problemstillinger skal hjælpes, men vi skal huske, at det kan være rigtig svært at være voksen også. Forældrene er pressede, og det er ikke let at være lærer i en klasse med to inkluderede elever og fire, der sidder under bordet«.

På PPR er hun den person, der ser færrest børn. Men en gang imellem skal hun altså ud at møde nogle børn. Hendes grundholdning er også, at man skal huske at spørge dem, det handler om, hvordan de oplever hverdagen.

Sådan er det også denne dag på Ramme Skole. Lærere og forældre byder ind med eksempler om, hvordan Martin arbejder, hvor han har sine styrker og svagheder - og hvor man kan hjælpe ham. En konklusion bliver, at drengen skal have automatiseret sin brug af bogstaverne. Dertil kan man bruge alfabetets bogstaver i lamineret form, så han også kan træne derhjemme. En lærer tilbyder at producere laminerede bogstaver.

»Jeg vil rigtig gerne have jer begge med i fem minutters træning af bogstaver hver dag. Dér må I gerne presse ham, men så heller ikke mere«, siger Lotte til forældrene.

Tallene må vente, til bogstaverne står faste og klare i Martins hoved.

»Fik vi rundet det ordentligt af? Fik I det, I gerne ville?« spørger hun, da mødet slutter, og skolen får overdraget den iPad, som Martin skal have henne på skolen. Hjemme har han én.

Skoleleder Ellen Herping fortæller, at de har stor glæde af Lotte som læsekonsulent.

»Vi kan lige ringe og spørge om noget, og hun kommer hurtigst muligt. Hun er meget faglig, så vi skal sørge for, at forældrene forstår det hele, men hun er en fantastisk læsekonsulent«, siger Ellen Herping.

Man skal stå på tæer

Det var et langt møde med fem kvarters tale. Den gule Fiat ruller tilbage mod PPR. Et nyt

møde er aftalt til opfølgning med Martins forældre og lærere.

Fotografen vil gerne fotografere Lotte foran nogle bøgetræer. Bøgene står så flot for tiden, og så vil de stå godt til hendes cerisefarvede trøje og strømper. Han husker nogle bøgetræer ved Museet for Religiøs Kunst i udkantet af Lemvig. Lotte mener, at jorden er for sandet til bøg, men vi tager af sted. Bøgene er der, konstaterer hun. Det er bare hjemme på Klosterheden, at jorden er for sandet. Det ligger nemlig på den anden side af istidsranden.

Det piner hende, at hun talte så meget ved mødet. Skolelederen drillede hende også bagefter. Procesmøder er altså bedre, hævder Lotte Østergaard.

»Det positive ved mit arbejde er, at jeg får lov til at have kontakt med så mange dygtige lærere. Jeg bliver lidt klogere hver gang. At høre alle deres overvejelser om det, der også interesserer mig. Og så er jeg den, der får lov til at bringe det videre. Det bliver aldrig rutinepræget arbejde«.

At opleve noget nyt, skabe noget, at undgå rutinen - er vigtigt. Hun føler sig privilegeret og holder af at være på gyngende grund. Det er jo dér, tingene sker, selv om det også kan være frustrerende. Ligesom hun mener, at børn lærer bedst, når de skal stå på tæer, så lærer hun også bedst, når hun skal anstrenge sig.

Martin er ikke drengens rigtige navn.