Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

En nylig sag på vores skole har skabt betydelig opmærksomhed i medierne og på de sociale platforme. Sagen, der i udgangspunktet handlede om en intern dialog mellem en lærer og forældregruppe, har udviklet sig til en offentlig debat, hvor kun én side af historien har fået plads. Vi ønsker ikke at kommentere på de konkrete detaljer, men ser behov for at adressere de principielle udfordringer, som denne sag rejser – både for vores faglighed og for skole-hjem-samarbejdet. Det er en udvikling, der rejser væsentlige spørgsmål om balancen mellem mediernes rolle, respekten for privatliv og tilliden i skole-hjem-samarbejdet.

Skole-hjem-samarbejdet bygger på gensidig respekt og tillid. Det er en ramme, hvor der naturligt kan opstå uenigheder om alt fra pædagogik til principielle værdier. Sådanne uenigheder bør løses i et rum, hvor de involverede parter – skole og hjem – sammen finder løsninger til gavn for barnet, forældrene og skolen. Når en sag i stedet løftes ud i offentligheden, ofte uden mulighed for at høre alle perspektiver, risikerer vi at bryde den tillid, som er afgørende for samarbejdet.

Fragmenterede oplysninger

I en tid, hvor sociale og landsdækkende medier kan accelerere en historie på få timer, opstår en skævhed. Institutioner som skoler er underlagt tavshedspligt og kan ikke deltage på lige fod i debatten. Det betyder, at kun én vinkel – ofte baseret på fragmenterede oplysninger – præsenteres som sandheden. Denne dynamik kan skabe mistillid til både skolen og de principper, vi som samfund bygger vores uddannelsessystem på.

At være lærer handler om mere end at undervise. Det kræver autenticitet, engagement og evnen til at skabe trygge rammer for elevernes læring. Vi finder det kritisabelt, at forældre frit kan dele skriftlig kommunikation fra for eksempel Aula og viderebringe private oplysninger i offentlige fora uden konsekvenser. Når sager bliver personificerede, og både skole, klasse og navngivne lærere nævnes, kan det være med til at skade den autentiske lærer. Det lægger et massivt pres på lærere og skaber en usikkerhed, som i sidste ende går ud over eleverne.

Medierne spiller en afgørende rolle i at oplyse og skabe debat. Men med denne rolle følger også et ansvar for at sikre en fair og afbalanceret dækning, især når sager involverer børn, familier og offentligt ansatte. En tendens til at personificere konflikter og skabe sensationshistorier risikerer ikke kun at skade de involverede parter, men også at underminere respekten for vores fælles institutioner.

Når skoler, lærere og forældre mødes i medierne i stedet for i tryg dialog, går noget tabt. Den offentlige debat bør handle om principper og løsninger – ikke om enkeltpersoner. Vi må som samfund overveje, hvordan vi ønsker, at sådanne konflikter håndteres – og i hvilken arena.

Skal uenigheder mellem skole og hjem være genstand for offentlig debat, eller bør de løses med fokus på samarbejde og gensidig forståelse?

Debat

DLF mener: Refleksioner i en nissetid

Personlige konflikter

Denne sag er ikke enestående, men den understreger behovet for refleksion over, hvordan vi bruger medierne, og hvilke konsekvenser det har, når personlige konflikter gøres offentlige. Vi har som samfund brug for et stærkt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem. Det kræver, at vi værner om de rum, hvor dialogen kan foregå konstruktivt, uden frygt for offentlig eksponering.

Vi opfordrer til en bred diskussion om, hvordan vi kan skabe bedre rammer for at beskytte det professionelle samarbejde i institutioner som skolen, samtidig med at medierne fortsat kan udøve deres vigtige rolle. Respekt for både privatliv, faglighed og samarbejde må være i fokus.

Emilie Løie Jespersen, der er tillidsrepræsentant på Gungehusskolen, skriver på vegne af alle lærerne i deres faglige klub, hvor indlægget er blevet til.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk