Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Med afsæt i fortidens umenneskeliggørelse af afvigende børn argumenterede pædagogikforsker Thomas Nordahl for den fuldstændige afskaffelse af specialundervisning, da jeg forleden deltog i et inspirationskursus med titlen: ’Styrkelse af skolens inkluderende praksis’ i regi af Den Mangfoldige Folkeskole.

Her fremhævede forskeren den norske kommune Lillehammer, hvor man har nedlagt alle specialklasser og i stedet flyttet ressourcerne ind i almenområdet. Det er en fortælling, der ræsonnerer bredt i skoledebatten, i en tid hvor stigende udgifter til specialområdet lader til at være skolens brændende platform.

Undervejs i kurset brugte han også en sportsmetafor, som jeg efterhånden er stødt på flere gange i skoledebatten:

Folkeskolen er som en etape i Tour de France, hvor hovedfeltet repræsenterer almenområdet. Så længe man er i feltet mindskes vindmodstanden for en stor del af rytterne, som dermed lettere når målstregen. De ryttere, som bliver sat af fra feltet, bliver billedet på de elever, som segregeres til specialundervisning. 

Sættes man først af fra feltet, bliver det stort set umuligt at nå i mål indenfor tidsgrænsen. Så segregeres man først til specialundervisning, er ens muligheder for succes senere i livet, hvis man abonnerer på Nordahls forståelse, stort set ikke eksisterende.

Her valgte forskeren at bevæge sig videre til næste slide i præsentationen uden at nævne det oplagte fænomen: Gruppettoen.

Høje bjergtoppe

Begrebet gruppetto dækker i cyklingens verden over netop den gruppe af ryttere, der ikke formår at holde de andres tempo, og i stedet finder sammen i en mindre gruppe bag ved hovedfeltet, hvor de støtter og hjælper hinanden frem til målstregen.

Det er især på de store bjergetaper i Tour De France, hvor rytterne undervejs skal passere stigninger og høje toppe (billedligt velsagtens Folkeskolens Nationale Overgangstests), og hvor målstregen findes på toppen af de stejleste bjerge uden for kategori, at fænomenet opstår. 

I skolesammenhæng må der her være tale om specialklassen. Elever, som i almenklassen har været socialt og fagligt marginaliseret, finder i specialklassen et alternativt fagligt og socialt fællesskab med deltagelsesbetingelser, der ekskluderer færre.

I det nye fællesskab mindskes mistrivsel, belastningssymptomer og skolevægring, hvilket, foruden denne udviklings egenværdi, genetablerer forudsætningen for deltagelse i skolens fællesskab.

Et roligt tempo

Hvis det at nå målstregen indenfor tidsgrænsen er billedet på at bestå samtlige afgangsprøver ved folkeskolens afslutning, må jeg medgive Nordahl, at specialklassen undertiden fejler. Faktisk pointerede Nordahl som led i argumentationskæden om specialundervisningens værdiløshed, at elever, som segregeres, udmærker sig negativt statistisk i relation til uddannelse og job senere i livet.

I min optik negligerer han, at et børne- og ungdomsliv har en egenværdi, som ikke kan reduceres til en sådan instrumentalisering. En specialklasse kan – når det ikke lykkes i almenklassen – give eleverne mening, identifikation, tilhørsforhold, almen dannelse og et fagligt fællesskab. Det, mener jeg, har værdi i sig selv.

Måske bliver det i det hele taget en kende ekstremt at sammenligne folkeskolen med en elitesport som cykling, men hvis målet er at undgå gruppettodannelse, er det måske hensigtsmæssigt at reducere fokus på konkurrenceaspektet og ændre ruten, så de hårdeste bjergafslutninger droppes. 

En tur rundt i Nordjylland i et roligt tempo med tid til at nyde naturen og fordybe sig i et par seværdigheder i et trygt cykelfællesskab kunne måske være et bud?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk