Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I 2012 blev det besluttet, at over 10.000 børn skulle flyttes fra specialklasser til den almene folkeskole inden 2015. Den beslutning, der blev truffet med de bedste intentioner, har desværre haft negative konsekvenser for både elever og lærere, som nu står over for opgaver, der tidligere blev varetaget af specialskoler.

Baggrunden for lovgivningen var et ønske om at undgå stigmatisering ved ikke at opdele børn i kategorierne ”normale” og ”specielle”. Målet var at integrere børnene fysisk i folkeskolen med forventningen om, at de ville tilpasse sig det eksisterende fællesskab.

Den umiddelbare effekt af denne inklusionsstrategi var dog en forstærket opdeling mellem såkaldt ”normale” og ”specielle” elever, som blev endnu mere fremtrædende for folkeskolens elever. Specialundervisning blev organiseret på skolen, som blot resulterede i en endnu tydeligere kløft mellem de to grupper.

På det tidspunkt arbejdede man i Danmark på integration af elever med specialbehov, hvor fokus var på, at barnet skulle tilpasse sig den almene folkeskole. Det står i kontrast til egentlig inklusion, som kræver, at skolen tilpasser sig en mangfoldig børnegruppe. Med integration lå ansvaret for tilpasningen hos barnet, ikke skolen.

Mangelfuld forståelse

Det er en ubehagelig sandhed, at forsøgene på at håndtere inklusionsproblematikken i folkeskolen ofte afslører en overfladisk og mangelfuld forståelse af, hvad inklusion egentlig indebærer.

Problemet, som mange er bekendt med, er kun blevet betydeligt større over tid. Jeg mener, hovedårsagen ligger i, at inklusionsprojektet i folkeskolen fra starten har været præget af alvorlige mangler. Først og fremmest undlader man at anerkende, at den reelle drivkraft bag projektet ikke er et ærligt ønske om at forbedre skolegangen for alle børn, men snarere nødvendigheden af at begrænse udgifterne til specialundervisning.

En elev kan godt være placeret i en almenklasse uden reelt at være inkluderet. Inklusion indebærer, at man er en accepteret og aktiv deltager i det sociale og faglige fællesskab. Hvis en elev blot befinder sig i almenklassen uden at indgå som en integreret del af fællesskabet, er der snarere tale om en form for passiv tilstedeværelse end om ægte inklusion.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har for nylig hævdet, at mange skoler er tæt på at have ”knækket inklusionsnødden”. Men denne optimistiske udmelding står i skarp kontrast til den hverdag, som mange forældre, lærere og elever oplever. Skoler landet over kæmper med begrænsede ressourcer, lærere, der føler sig pressede til det yderste, og elever, der mistrives.

De aktuelle protester fra lærere og pædagoger i hele landet, som kræver bedre arbejdsvilkår og mere tid til eleverne, understreger denne kløft. Der er fortsat en udbredt misforståelse af, hvad inklusion indebærer. For mange børn betyder ordet inklusion blot fysisk tilstedeværelse i en almenklasse, uden at eleverne reelt er en del af fællesskabet. Mistrivsel blandt børn med særlige behov er stigende, og deres klassekammerater risikerer samtidig at miste fokus på grund af den manglende balance i klasserne.

Komplekse behov og andre spilleregler

Det kræver en grundlæggende forståelse af, hvad inklusion indebærer. Den misforståede forståelse af inklusion forekommer i alle mine klasser. 

Elever i den almene folkeskole skal være forberedte på at gå i klasse med børn, der har behov for ekstra støtte, både fra mig som lærer og fra specialpædagogisk personale. Eleverne skal også vænne sig til klassekammerater, der har særlige behov, og derfor kan have individuelle regler og hensyn. Vi siger ofte, at 'lige børn leger bedst,' så hvorfor forventer vi, at børn med komplekse behov og andre spilleregler kan inkluderes på lige vilkår med deres klassekammerater?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk