Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Kan du ikke bare styre dine følelser og lade være med at ødelægge det, jeg forsøger at sætte i gang?”.

Måske ovenstående sætning er sat en smule på spidsen, men alle, der har haft med børn at gøre, vil kunne huske, at det på et tidspunkt har været svært, og at de måske selv har tænkt noget lignende. For det er en helt almindelig og menneskelig reaktion på, at noget ikke går, som man havde forestillet sig.

Hvis voksne ikke kan eller har mulighed for at reflektere professionelt over deres egne følelser, reaktioner og antagelser, falder de ofte tilbage på at opføre sig på den måde, som der er kultur for, der hvor de arbejder. Det kan for eksempel være ved at irettesætte, ignorere, skælde ud eller glemme, at alle børn har ressourcer og en grundlæggende lyst til at deltage i sociale fællesskaber. Hvis de vel at mærke kan.

Mindre indgribende

Skolelederforeningen har for nylig offentliggjort resultaterne af en rundspørge om, hvordan det står til med inklusionsopgaven i folkeskolens almenundervisning.

Undersøgelsen viser, at inklusion står højt på kommunernes dagsorden. I 48 pct. af tilfældene er kommunerne i gang med at se nærmere på, hvordan de laver strukturelle ændringer, der kan reducere antallet af elever i særskilt specialundervisning.

Undersøgelsen viser også, at kommunerne i 65 pct. af tilfældene har indført en ’øget brug af mellemformer’ i inklusionsarbejdet. Mellemformer er pædagogiske metoder i undervisningen, der kombinerer tilgange fra både almen- og specialområdet. Det kan for eksempel være to-voksenordninger og en undervisning, der imødekommer elevers særlige behov gennem inddragelse, forudsigelighed og fleksibilitet.

Der er flere gode grunde til, at skoleledere og forvaltningsansatte ønsker at sadle om på skoleområdet og inkludere flere elever fra specialområdet i almenundervisningen. Antallet af elever, der modtager særskilt specialundervisning, stiger, og det udfordrer almenskolernes økonomi, samfundets sammenhængskraft og den enkelte elevs livchancer.

Mellemformer er også en god måde at reducere antallet af elever, der får specialundervisning. For mellemformer er ofte billigere og mindre indgribende end specialtilbud, og de giver mange elever med særlige behov både fagligt og socialt udbytte i en mangfoldig skole. Eleverne oplever, at de bliver værdsat som deltagere i skolens faglige og sociale fællesskaber. De oplever at blive mødt af voksne, der vil dem og ser deres ressourcer.

Men det er ikke nok at se på mellemformer som strukturelle ændringer.

Skal kommunerne lykkes med udviklingen af mellemformer og bedre inklusion på almenområdet, handler det også om børnesyn og inkluderende samarbejde blandt de professionelle på skolen.

Det lyder nemt

For eksempel kan dét at være to i undervisningen være afgørende for inklusionsarbejdet, men det kræver, at de professionelle kan planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen sammen. Det lyder nemt, men det er faktisk svært at undervise sammen, når man som lærer har været vant til at være alene om klasseledelsen. Ineffektiv undervisning – hvor kun den ene lærer er aktiv, og den anden bliver en såkaldt radiatorlærer, er stadig udbredt. Ikke fordi nogen vil det, men fordi det kræver viden og øvelse at spille hinanden gode og udvikle undervisningen sammen.

Hvis ikke kommunen eller skolen prioriterer tid og opmærksomhed til opgaven og giver de professionelle kompetencerne, så vil de ekstra ressourcer, som mellemformer muliggør, ikke skabe bedre faglige og sociale deltagelsesmuligheder for flere elever i undervisningen. Så kan mellemformer udvikle sig til at blive en ny eksklusionsstruktur inden for den almene skole, hvor børn med særlige behov underkendes og lever på tålt ophold.

Mellemformer er et godt greb i arbejdet med at reducere antallet af elever, som modtager segregeret specialundervisning, men ikke uden udvikling af en inkluderende samarbejdskultur og kompetencer, der øver de professionelle i at værne om et anerkendende børnesyn.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk