For dansklærer Christina Laurberg Petersen og hendes 1. klasse på Søndervangskolen i Glostrup uden for København er fjernundervisning ikke det samme som onlineundervisning.

For da regeringen før jul skærpede coronarestriktionerne og sendte landets skoleelever hjem igen, gik det op for Christina Laurberg Petersen, at hun ikke kunne undervise sine elever online.

"Det skyldes simpelthen, at nogle af eleverne ikke har nogen devices (apparater, redaktionen). Flere forældre har sagt, at de ikke har devices nok derhjemme, fordi de også selv skal bruge nogle", fortæller Christina Laurberg Petersen.

Derfor indleder hun skoledagen med at lave en lille video, som hun sender ud til sine elever og deres forældre hver morgen på Aula. Her fortæller hun lidt om, hvad eleverne skal lave - for eksempel med et lille oplæg til læsebogen og lidt om drilleord. Eller hun fortæller, at eleverne skal læse tre sider i læsebogen og derefter finde navneord og skrive dem ned. Og bagefter skal de hoppe udenfor, mens de øver sig på ordene - inden de finder en voksen, som de kan stave ordene for.

Men selv om hun gør, hvad hun kan, er Christina Laurberg Petersen ikke tilfreds.

"Det er overhovedet ikke tilfredsstillende. Som jeg har sagt til min ledelse: Jeg har jo ikke styr på, hvad de laver - og jeg synes jo ikke, at de lærer noget".

Noget af det værste er, at læreren ikke får tilbagemeldinger fra eleverne.

"Det savner jeg rigtig meget. Jeg har ingen føling med, om der sidder nogen, hvis forældre har så travlt, at de slet ikke får lavet noget. Eller om der sidder nogen, der bare er færdige med det hele. Jeg aner det ikke. Det er dødfrustrerende", siger Christina Laurberg Petersen.

I et forsøg på at råde bod på den manglende kontakt med eleverne har hun et par gange holdt åbent hus derhjemme, hvor eleverne og deres forældre kunne komme og få noget undervisningsmateriale. Hun har også hentet bøger på skolen og cyklet rundt og smidt dem i postkasserne hos eleverne.

Samtidig har hendes skoleleder lovet, at hvis nedlukningen fortsætter, så får eleverne mulighed for at låne en chromebook på skolen - og kort inden redaktionens slutning forlængede regeringen så nedlukningen af skolerne.

"Det kan godt være, at det ikke bliver egentlig undervisning, men så kan jeg i hvert fald lige møde dem om morgenen og fortælle, hvad de skal - og lave en opfølgning senere på dagen", siger Christina Laurberg Petersen.

Små elever føler sig ladt i stikken

Men spørger man skoleforsker og professor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, Lars Qvortrup, er adgang til en computer ikke afgørende for de yngste elevers oplevelse af nedlukningen.

"Selv om de har devices, har de meget svært ved at koncentrere sig og finde ud af det. Halvdelen af tiden går jo med at få trykket på den rigtige knap. Omvendt er det meget vigtigt, at eleverne oplever at blive set. Men eleverne i de små klasser har svært ved at overskue sådan en skærm med 24 andre ansigter på", siger han.

Sammen med andre skoleforskere fra DPU og Syddansk Universitet stod Lars Qvortrup i foråret bag en undersøgelse om nødundervisning under coronakrisen med knap 6.000 elever fra 3. til 9. klasse og 5.000 forældre.

Og undersøgelsen taler sit eget sprog. Nedlukningen og den efterfølgende fjernundervisning rammer i markant grad de yngste elever hårdere end de ældre. De yngste oplevede dårligere relationer til lærerne, kammeraterne og skolen end gennemsnittet - og havde samtidig sværere ved selvstændigt at varetage skolearbejdet.

"Vores tal viser, at 3.-klasserne på en lang række områder ligger meget lavere og dårligere end gennemsnittet af resten. De yngste elever rammes hårdest både fagligt og trivselsmæssigt", siger Lars Qvortrup og tilføjer:

"En stor del af dem føler, at de ikke kan håndtere det, og de føler sig ladt i stikken".

Det kan lærer Sannie Ravn fra Kobberbakkeskolen i Næstved tale med om.

I modsætning til hendes kollega fra Glostrup, Christina Laurberg Petersen, har hun ganske vist mulighed for at fjernundervise sine 2.-klasseelever online. Men alligevel er det vanskeligt. Ikke blot fordi halvdelen af tiden typisk går med at få alle eleverne koblet på. Hun fortæller, at hele situationen giver hende en følelse af at skulle præstere det umulige.

Ikke lyst til at acceptere det

"Vi har børn, der har mange forskellige dia­gnoser, i klasserne. Jeg har elever i 2. klasse, der endnu ikke er undervisningsparate eller kan læse eller koncentrere sig. Så det med at forlange, at de skal sidde foran computeren og høre, hvad jeg siger, og forstå det - det er rigtig svært. Nogle børn er rigtig dygtige og selvkørende og har resursestærke forældre, der kan hjælpe dem. Og så har jeg børn, der står og danser og viser tyggegummi i stedet for at gøre det, de skal gøre", siger Sannie Ravn.

Hendes skoleleder fortæller hende, at hun bare må acceptere vilkårene, som de er lige nu.

"Men det har jeg ikke lyst til. Det er så frustrerende, at jeg kan se, at der sidder børn tilbage og slet ikke magter opgaverne og ikke laver andet end at sidde foran computeren og kigge tomt ud i luften", siger Sannie Ravn.

Hun fortæller, at de selvkørende elever ikke ser meget til hende, fordi hun bruger det meste af sin tid på de elever, der har det rigtig svært.

"Så overtager jeg deres skærm og guider, så godt jeg kan. Men vi får ikke produceret særlig meget. De sidder med den følelse af, at de er dumme, at de ikke kan og ikke forstår det".

Sannie Ravn ville hellere dele eleverne op i små grupper, men det må hun ikke, fordi eleverne på Kobberbakkeskolen skal følge den almindelige undervisning - time til time.

"Så kunne de måske få nogle succesoplevelser. Men i stedet bliver det altså endnu værre for deres selvværd", siger hun.

Længerevarende effekter

Hvis man først har elever, som ikke føler, at de kan klare skolen, skal der meget til for at samle dem op, påpeger professor Lars Qvortrup.

"Der skal virkelig gøres en stor indsats for at samle op på de små elever, så de igen føler sig set og anerkendt og oplever noget succes", siger han og understreger, at især eleverne i 0. og 1. klasse ikke bare lærer nogle faglige ting:

"De lærer at få undervisning, at være en del af en klasse, have kammerater, holde frikvarter og så videre. Det, vi så i undersøgelsen fra foråret, var, at de havde svært ved at holde kontakt med læreren og med at samarbejde med kammeraterne", siger han, og derfor skal der tænkes anderledes, når eleverne kommer tilbage:

"Det faglige efterslæb er ikke løst med en sommerskole. Lærerne og pædagogerne skal indstille sig på at begynde forfra med at lære børnene at gå i skole. Det skal øves, og det er i høj grad noget socialt. Det faglige bekymrer os ikke så meget, de skal nok få lært at plusse. Men de har brug for mestringsoplevelser, at få en fornemmelse af, hvad det er at gå i skole".