Jeg kan lige så godt lægge kortene på bordet: Jeg er imponeret over Trivselskommissionens nylige rapport og samtidsdiagnose. Det er en vigtig rapport med mange hegnspæle og kloge anbefalinger til alle os, der arbejder med børn og unge. Der er strukturelle anbefalinger både på makroniveau og til skolefolket på gulvet – og endda til alle os forældre. Det er grundigt og godt arbejde, som også rummer markante baggrundsdata om udviklingen af mistrivsel i Danmark.

Men jeg bliver også vildt provokeret over kommissionens fokus på diagnosesprog og patologisering. Tesen om, at vi har sygeliggjort de unge gennem den måde, vi taler om mistrivsel på. At det almindelige er blevet sygeliggjort, og at vi står med en generation af børn og unge, der er efterladt med et ”diagnostisk vokabularium til at forstå almenmenneskelige forhold”.

Trivselskommissionen fremhæver blandt andet som argument, at ordet mistrivsel har optrådt 5.000 gange i perioden 2019-2023 i medierne – i modsætning til sølle ti gange tilbage i perioden 1989-1993. Derfor anbefaler kommissionen, at vi alle nævner det ord færre gange. Fordi det ord – ifølge kommissionen – skaber patologisering og en ny optagethed af trivsel hos de unge. Det samme gør sig gældende med de nationale trivselsmålinger, som ifølge kommissionen simpelthen skal ændre navn, og så skal antallet af målinger reduceres.

Kafka og Orwell

Jeg må indrømme, at det fokus overrasker mig. Det gør det blandt andet, fordi baggrundsdata til rapporten sort på hvidt viser, at flere børn og unge har det rigtig skidt. Så for mig er der både lidt Kafka og en god portion Orwellsk nysprog i løsningsforslagene. Altså, hvis vi bare dropper bestemte ord, så skal det nok gå alt sammen, og så vil vi se, at langt flere får det bedre.

Og lad mig slå det fast med det samme: Langt de fleste unge har det heldigvis godt, og ingen har selvfølgelig gavn af diagnosesprog, eller i at man spekulerer i at få en diagnose for at komme nemmere gennem tilværelsen. Men hvor mange gør nu lige det i den virkelige verden ude på skolerne? Jeg har mødt meget få gennem de sidste 20 år.

De af os, der arbejder på skolerne hver dag, møder desværre mennesker af kød og blod med udslukte og triste øjne, som virkelig kæmper med livet. De har det rigtig svært, og der er flere af dem end for ti år siden. Det er ikke, fordi de laver navlebeskuende og patologisk introspektion, taler i diagnosesprog eller bliver syge af den hyppige frekvens af ordet mistrivsel i medierne. Ej heller af de trivselsundersøgelser, som de har svaret på. De bruger ikke deres diagnose eller sårbarhed som løftestang til noget som helst. Det har de slet ikke overskud til.

De unge, der kæmper med selvmords-tanker, angst, diagnoser eller et hjem i opløsning, får det ikke dårligere af den måde, vi taler om tingene på. Disse børn og unge findes i alle klasselokaler – også på min skole og min tidligere skole. Og hvis nogen benægter det eller tror, at det skyldes semantik, så har de aldrig talt med et barn eller en ung, som virkelig er ramt – eller stået i et klasselokale med en, der har en angstdiagnose, ADHD eller en bipolar lidelse. I samme lokale.

Et liebhaverråd

Derfor er jeg ked af, at Trivselskommissionen skøjter lidt hen over den kæmpestore opgave, skoler og ungdomsuddannelser har med at holde mange børn og unge flydende, når livet gør ondt. Mange skoleledere, lærere og studievejledere kæmper en indædt kamp mod vindmøller og ventelister i et presset psykiatrisk system.

Kommissionen anbefaler blandt andet som modtræk, at vi skal arbejde med karakterdannelse og myndiggørelse, og det kan ingen jo være uenige i: De unge skal lære, at livet både er lort og lagkage. Men sorry, de af os, der har siddet og talt med en ung pige eller dreng med ar og sår op ad armene, ved godt, at det ikke lige er første step.

Jeg ville også gerne – som Trivselskommissionen anbefaler – kunne sende flere børn og unge på efterskoler og højskoler for at styrke karakterdannelse og duelighed for livet. Jeg er også helt vild med Grundtvig. Men helt ærligt. Det er virkelig et liebhaverråd fra en osteklokke, som totalt misser, at mange børn og unge vokser op i familier med indkomster og livsbegivenheder i bagagen, der ikke muliggør sådan en luksus.

Så nu vil jeg gerne være den, der for en gangs skyld og sikkert meget provokerende siger: Det er ikke vores børn og unge, den er gal med, eller vores italesættelse af mistrivsel – det er os voksne og samfundet, den er gal med. For det er det sgu. Vi kan ikke længere bare tørre den af på de unge og sige, at der er tale om en særligt sårbar generation, at vores børn mangler karakterdannelse, eller at de bare skal lære at glemme sig selv på en efterskole til 100.000 kroner om året, når livet gør ondt. Det her handler om det samfund, vi har bygget. Det handler om de strukturer, som presser de unge til evig paratgørelse til næste heat i livet, så de glemmer at nyde livet og hverdagen. Hver dag.

En rigtig skole for livet

Den tilgang er også omdrejningspunktet for den bog, som jeg netop har udgivet. Titlen er ”Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet”. Den overskrift vil sikkert provokere mange i den debat, der lige nu kører i kølvandet på Trivselskommissionens rapport. Det er godt. Jeg mener, vi har brug for at få foldet andre tanker ud. Og ikke mindst med eksempler af kød og blod fra den praktiske hverdag i virkelighedens verden.

Vores børn og unge er fantastiske, og det er ikke deres skyld, at de er vokset op i det samfund, som vi voksne har skabt til dem – lag på lag. Vi har lavet gentagne skolereformer og kvælende testregimer, vi har strammet skruer, vi har udgivet rapporter, og vi har kloget os på de unges liv, med og uden skærme, igen og igen.

I stedet burde vi voksne være en smule ydmyge, sige undskyld, tie stille og så slå ørerne mere ud. For det er på tide, vi tager ansvar for udviklingen og sørger for rammer til at skabe kærlige og omsorgsfulde uddannelsesinstitutioner for hele mennesker. En rigtig skole for livet.