Der hersker en forventningsfuld stemning på den lyse gang foran lokalet, som i dag er reserveret til 9.-klasseprøven i mundtlig dansk på den sikrede institution Koglen i Midtjylland. Døren er lukket, og på den anden side står 17-årige Maria og får sin endelige bedømmelse. I det tilstødende lokale sidder jævnaldrende og lettede Christina. Hun var oppe før Maria og fik 10. Senere deler hun stolt nyheden med alle, men lige nu er hun stille, mens hun venter på, at Maria kommer ud.

Pludselig brydes stilheden, og Maria brager ud af lokalet.

»10!« siger hun højt, og lærere og andre ansatte strømmer til for at give Maria store kram. Smilene er brede. De ønsker pigerne tillykke med deres flotte karakterer. I dag stod den på eksamen i mundtlig dansk, og det var den sidste ud af seks. Pigerne har i alt samlet syv 7-taller, fire 10-taller og et enkelt 12-tal.

Havde man sagt til dem for bare et år siden, at de ville stå med pæne karakterer i dag, havde de nok kigget mærkeligt. Pigerne slås nemlig med en tungere bagage end de fleste i den alder, og deres skolegang har været karakteriseret af modgang og nederlag.

Et liv uden struktur

Koglen ligger i den lille midtjyske by Stakroge en halv times kørsel fra Herning. Institutionen er omringet af træer og marker. De eneste lyde er vindens susen i træerne og fuglenes kvidren. Det første, man ser, er et flere meter højt hegn med ståltremmer, som indrammer institutionens areal.

Der findes otte sikrede institutioner for børn og unge i Danmark. Nogle af dem er omkranset af en høj betonmur, som får stålhegnet ved Koglen til at se ganske uskyldigt ud.

Unge, der ender på Koglen, har typisk været ude i kriminalitet og venter på deres dom, mens de er der. Flere er vokset op med forældre, der ikke kunne tage hånd om dem, og de unge har haft flere afbrudte forløb med forskellige skoler.

Maria og Christinas lærere, Søren og Lene, har arbejdet på Koglen i henholdsvis to og otte år. Tidligere har Søren arbejdet i folkeskolen i otte år, mens Lene kom til institutionen direkte fra lærerseminariet. I hverdagen tænker de ikke på, hvorfor eleverne befinder sig bag stålhegnet.

»Vi ser ikke eleverne som kriminelle, for hvis det er det, vi skal beskæftige os med, så kan vi ikke undervise eller skabe en relation til dem. Så vi ser dem som de elever, de er«, siger Lene.

Lærer bag tremmer

Et lyst, aflangt rum udgør institutionens skole. ABC-plakater pynter væggene sammen med elevernes skemaer, hvor der i firkanterne står ting som »Skriv pænt« og »Dus med dansk«. Eleverne har en fast plads med en computer, og skemaerne er skræddersyet til den enkelte elev. De opdateres cirka hver anden uge. Der er tre lærere til fem unge. Det giver tid til hver elev, og det er især vigtigt for disse unge, siger Lene.

»Det er gennemgående for vores elever, at de aldrig har haft en rigtig hverdag. Der har ikke været nogle forældre, der har taget hånd om dem, i langt de fleste tilfælde. Her oplever de, at der er nogle voksne, som gider være sammen med dem og hjælper dem til at skabe en mere struktureret hverdag. Det, at vi er så mange lærere per elev, gør, at det er meget svært at gemme sig nede bagerst i klassen«, siger hun. Lene bakkes op af Søren:

»For de fleste unge, vi får, er det lidt 'stands ulykken' at komme her. Lige meget hvem der kommer, har de været ude i noget værre skrammel. Så kommer de her og finder en hverdag uden stoffer, mad at spise, søvn og voksne. Vi tager trykket af dem, så de kan finde en rytme«.

Giver ikke op

I selskab med de to lærere ryger Maria og Christina en cigaret i den asfalterede gård med borde og stole. Pigerne bliver aldrig trætte af at råbe »ti!«, når ansatte på institutionen stikker hovedet ud i gården og spørger til deres eksamen. Christina tager sig til kinderne og fortæller, at hun får helt ondt af at smile sådan.

Christina og Maria er ikke undtagelser fra beskrivelsen af de unge, der kommer til Koglen. Da Christina kom til Stakroge, var hun høj på stoffer og havde levet på gaden. Maria var i gang med en retssag, som hun netop har fået en dom i. Ét år og ni måneder skal hun nu afsone for vold. En veninde havde stjålet fra hende, så Maria slog hende ned.

Christina vil helst ikke interviewes, men Maria fortæller gerne. Hun har aldrig kunnet lide at gå i skole. Hun blev mobbet, og en lærer sagde til hende, at hun var dum. Men på det halve år, hun har været på Koglen, har hun rykket sig to skoleår, så hun blev klar til at tage 9. klasses afgangsprøve. Maria har selv et bud på, hvorfor hun har fundet lysten til at gå i skole:

»Jeg er altid blevet opgivet af lærerne. Men her har lærerne betydet rigtig meget. Havde det været nogle andre, tror jeg ikke, at jeg var kommet til eksamen. Her har jeg kunnet mærke, at lærerne gerne vil mig, selvom jeg ikke altid forstod, hvad de forklarede mig. Men de blev bare ved, indtil jeg forstod«, siger Maria.

Det er helt bevidst, at lærerne gør meget ud af at opbygge tætte relationer til eleverne, så de får en voksen, de kan regne med.

»Relationen, vi får opbygget til de unge, gør, at de vokser meget mere, fordi de har nogle positive rollemodeller. Nogle voksne, de kan stole på, som gør det, de siger, og mener det, de siger. Det giver en ramme omkring de unge, som gør, at de ikke vælter, som de gjorde ude i folkeskolen«, siger hun.

Før Maria kom til Koglen, endte hendes prøver typisk med et 02, og så var hun for det meste påvirket af hash. Nu har både Maria og Christina planer om at starte på social- og sundhedsuddannelsen. Det har Maria drømt om længe.

»Jeg har været bange for, at det ikke ville lykkes på grund af mine karakterer, men også fordi jeg skal være sammen med så mange. Men jeg har nemmere ved at være sammen med mennesker nu«, siger Maria.

Fællesskabet fylder meget på Koglen. Lærerne løber med til konditionstest i idræt og spiser morgenmad med eleverne. Da Maria kom, var hun ikke meget for skole, men hun fandt ud af, at hvis man meldte skolen fra, meldte man også fællesskabet fra.

»Jeg har altid været en lille voksen«

Succesoplevelser

Christina har overtaget rundvisningen i biblioteket ved siden af skolelokalet. Hun vil gerne vise alle de bøger, hun har læst i sin tid på Koglen. Det må have været mange, for lærer Lene mener ikke, at der er tid til at vise dem alle. Biblioteket indeholder titler som »Dragonfly«, »Skammerens datter« og »Harry Potter«. De unge har ikke fjernsyn på værelserne, så når de går i seng, har de tit en bog med.

Lærerne gør meget ud af, at de unge skal gennemføre det, de går i gang med. Problemet for mange er nemlig, at de tidligere har haft svært ved at bruge tid på noget, de ikke kunne se formålet med.

»Vores elever har aldrig gennemført noget i deres liv. De blev ikke færdige med skolen, de følger ikke en hel sæson til svømning. Når vi har forløb, hvor de gennemfører, er det en kæmpe sejr for dem. Og de har virkelig knoklet for det«, siger Lene.

De unge på Koglen har behov, som de færreste unge står med. Mange bliver let distraheret. De har skullet kæmpe for opmærksomheden hos deres forældre, og i skolen har opmærksomheden ofte været negativ. Det er derfor nødvendigt, at Koglen kan tilbyde mere støtte, tålmodighed og tid. Og det mener Søren, at de kan:

»Hvis vi kigger på stedet som en efterskole med hegn om, så siger det lidt om, hvilke tilbud vi kan give. Man kan se på en institution som en straf for dem, der kommer, men vi skal også huske, at det er børn, vi har med at gøre. Og det er børn, der er blevet svigtet. Udfordringen for os som lærere er næsten mindre her, end den er i folkeskolen, fordi vi er så mange lærere per elev. I en specialklasse i folkeskolen står man tit alene, også i konfliktsituationer«.

For Søren og Lene er der nogle elever, der sætter sig bedre fast i hukommelsen end andre. Søren fortæller, at flere ringer til dem for at fortælle, hvordan det går. I dag er lærerne meget stolte af Marias og Christinas resultater.

»Vi gør en forskel for nogle. Langtfra dem alle sammen, men nogle får en ny start«, siger Lene.

Elevernes navne er ændret, og lærerne optræder kun med fornavn. Redaktionen er bekendt med deres rigtige navne.