Entreprenørskab

Analyse: Få lærere kender til undervisning i innovation og entreprenørskab

I en analyse fra Fonden for Entreprenørskab peger over halvdelen af de knap 400 tilfældigt udvalgte grundskolelærere på, at de kun i nogen grad eller slet ikke kender til undervisningsformen innovation og entreprenørskab (I&E), som blandt andet giver kompetencer, der kan bruges som iværksætter senere i livet. 

Kun cirka 6 procent af lærerne svarer, at de kender I&E fuldt ud.

Direktør i Fonden for Entreprenørskab Christian Vintergaard siger, at det vidner om, at det kræver en større kulturændring og mere fokus på efteruddannelse, hvis grundskolen for alvor skal åbne flere elevers øjne for iværksættervejen.

”Jeg er glad for den store politiske opbakning og vilje til at få mere entreprenørskab på undervisnings- og uddannelsesområdet. Men innovation og entreprenørskab er en lidt anden undervisningsform, som kræver opkvalificering eller efteruddannelse, samtidig med at det skal sikres, at rammerne og tiden er til stede ude på skolen, så man rent faktisk oplever, man kan prioritere entreprenørskab”, siger Christian Vintergaard.

Det tyder til gengæld i analysen på, at der er en velvilje blandt lærerne til at arbejde mere med I&E. Det gælder i hvert fald den gruppe, der definerer undervisningsformen som noget, der giver eleverne livskompetencer såsom robusthed, selvtillid og kreativitet. 

Læs hele analysen her

via.ritzau.dk: Ny analyse: Trods politisk efterspørgsel kender få lærere til undervisning i innovation og entreprenørskab