»Jeg er en lærer, der underviser voksne. I et fængsel. I den rækkefølge«.

Sådan siger Benny Kent Nielsen. Han er først og fremmest lærer, men hans matematikelever er nogle af de indsatte, der afsoner de længste fængselsdomme i Danmark. Det er mere end 12 år siden, at han begyndte at undervise i matematik på Anstalten ved Herstedvester, hvor virkeligheden bag murene ikke minder om livet i en skolegård. Udsigten fra klasseværelsernes vinduer er skæmmet af tremmer, og hele fængslet er omkranset af en høj, sandfarvet mur med silhuetter af vilde ænder og fritstående træer. Der er hegn, pigtråd og slusesystemer mellem parallelverdenen Herstedvester og det omgivende samfund.

Hvis han ville, kunne Benny Kent Nielsen med sine 66 år bare gå på pension. Han kan, i modsætning til sine elever, bare tage skoletasken og drage ud i friheden. Men det gør han ikke. Han er ikke klar til at opgive arbejdslivet endnu. Han nøjes indtil videre med aldersreduktion, hvor han underviser 18 timer om ugen i matematik.

»At være lærer i et fængsel er både fagligt og personligt udfordrende. Her bliver jeg ved med at undre mig over didaktikken, hvordan man rent faktisk lærer noget«, siger Benny Kent Nielsen.

Kvindelig lærer: Det handler om sikkerhed

Anstalten ved Herstedvester er et lukket fængsel med speciale i psykologisk og psykiatrisk behandling. Alle fanger har pligt til at arbejde, mens de afsoner deres domme, men de har også ret til undervisning. Omtrent en tredjedel af de 150 indsatte har valgt at gå i skole. Deres bagland, udfordringer og forudsætninger er vidt forskellige, og derfor spænder undervisningsdifferentieringen fra indskolingsniveau til hf-niveau. Spredningen på de enkelte hold kan være ganske stor.

»Selvom der kun er cirka fem elever i hver klasse, er der noget at lave hele tiden. Jeg har ikke tid til at læse så meget som en linje i avisen i løbet af min dag«, fortæller Benny Kent Nielsen.

Foruden Benny Kent Nielsen er der fire andre fuldtidslærere, en deltidslærer og en uddannelsesvejleder. For tre år siden var de kun tre lærere, der underviste i engelsk, dansk og matematik. I dag er fagene udvidet med naturvidenskab, fransk, samfundsfag og et livsanskuelsesfag. Udvidelsen af både lærerstaben og de faglige tilbud er et resultat af statens satspuljemidler og har medført, at to ekstra lokaler bag murene er opført for at få plads til alle kursisterne.

En lykkelig slutning

Det er lidt tilfældighedernes spil, at Benny Kent Nielsen er blevet lærer i et fængsel. Han er seminarieuddannet med linjefag i matematik og fysik/kemi. Han har undervist i 25 år på Sankt Joseph-skolen på Østerbro i København, og det var her, han »lærte at blive lærer«. Men et voksende høretab kombineret med tinnitus gjorde til sidst klasserumssituationer utålelige med den larm, skratten og snakken, der følger med.

Mindre klasser og mere ro var det, der skulle til, hvis Benny Kent Nielsen skulle blive ved med at være lærer. Det medførte et pitstop på Ungdomsskolen Amager, men det var først, da han fik jobbet bag Herstedvesters tykke mure, at han fandt de optimale rammer for sine udfordrede ører.

»Her skal jeg ikke bede om ro. Jeg var glad for mit arbejde på Sankt Joseph, og jeg havde aldrig forladt det, hvis ikke min hørelse var blevet nedsat. Men nu kunne jeg ikke tænke mig at arbejde på en grundskole igen. Så på den måde er Herstedvester blevet en lykkelig slutning på mit arbejdsliv«, siger han.

Som fængselslærer tjener man mindre end »almindelige« lærere. Lønnen er der dog ingen tvivl om, når hans kursister går til eksamen og får høje karakterer: »Får jeg virkelig løn for det her?« udbryder han i et kæmpe smil. Der er ingen tvivl om, at han er stolt over, at han gør en forskel.

»Før, da jeg arbejdede på Sankt Joseph, undgik jeg specialklasser og satte nok mest pris på de dygtige og artige børn. Men her er det så skævt, som det overhovedet kan blive. Det har jeg lært at holde af«.

Skolen som frirum

Omgangstonen på gangene i den lille skolebygning bag murene er venlig, drillende, uformel. Ikke ulig en almindelig folkeskole. Det er den, tonen, fordi lærerne ikke bærer uniformer ligesom fængselsbetjentene. Lærerne er dog udstyret med overfaldsalarmer og nøgler ligesom de andre ansatte.

»Jeg har aldrig følt mig utryg. Jeg er så gammel, at jeg bliver en faderfigur for nogle - vi går jo op ad hinanden hver dag. Der er endda nogle, der har siddet inde så længe, at de også var her, da jeg startede for 12 år siden«, siger Benny Kent Nielsen.

Skolen er på mange måder et frirum for de indsatte. Her kommer betjentene ikke, og hvis man har en dårlig dag, bliver man bare i sin celle. Derfor slipper lærerne også for de ubehagelige konfrontationer, fortæller Benny Kent Nielsen. Det er betjentenes job at tage sig af det.

Som almindelig seminarieuddannet lærer har Benny Kent Nielsen aldrig haft med hverken specialpædagogik eller -undervisning at gøre. Og hvordan man som lærer håndterer voksne kriminelle med diagnoser, er ikke noget, der findes en håndbog i.

»Jeg har brugt mine almindelige menneskekundskaber, resten har jeg lært hen ad vejen. Man er altid opmærksom på, hvordan ens kursister har det, og vil altid reagere på pludselige lyde i et andet lokale«, siger han. Lærerne bruger så meget tid sammen med de indsatte, der modtager undervisning, at det nogle gange er dem, der ser de første tegn på depression og udsving, som de underretter betjentene om.

Syv lange, syv brede

Uddannelsen i fængslet er en del af den Almene Voksenuddannelse, hvor man har mulighed for at læse 9.- og 10.-klassefag på forskellige niveauer og afslutte med adgangsgivende eksamen til eksempelvis en hf-uddannelse, som fangerne kan tage som selvstudium. I modsætning til grundskoleelever skal de indsatte ikke gå til eksamen, hvis ikke de har lyst eller føler sig klar. Og hvis de har meldt sig til afgangsprøverne og skifter mening, er det også okay.

»Det er en af kvaliteterne ved arbejdet, at jeg kan følge tingene helt til dørs i deres eget tempo. Men det kan også være svært at balancere indholdet i undervisningen, hvis der er en i klassen, der vil til eksamen, hvor de fire andre har brug for at tage den mere med ro«.

Undervisningen er ikke en plade, Benny Kent Nielsen vender ved et nyt skoleår. Han finder nye opgaver løbende, så de passer til hans kursister. Også selvom de tager det samme forløb om. Når det så er sagt, fylder forberedelse ikke alverden, selvom han underviser i matematik på mange forskellige niveauer i løbet af en dag og en uge. Det, der sluger mest tid ud over undervisningen, er alt det administrative. Overlevering til betjentene, evaluering, at læse journaler og nogle gange også opdatere dem.

Når først dagen er i gang, er der ingen huller eller mellemtimer. Klokken 7.30 møder Benny Kent Nielsen ind, og klokken 14.30 går han igen - de fleste dage.

»Det tager syv lange og syv brede at komme ind og ud af fængslet, så man går ikke lige en tur til købmanden mellem to lektioner«, siger han. Tingene går heller ikke så hurtigt inden for murene; mangler der kridt, skal han selv bestille det. Mangler der materialer, må man selv samle det sammen.

Det er ikke byens bedste børn, der bor bag sluserne til resten af verden. Fordi de har gjort forfærdelige ting, er deres frihed blevet taget fra dem, men de har stadig deres ret til uddannelse. Og Benny Kent Nielsen er først og fremmest lærer.