Med Notas overtagelse af Materialebasen har elever, som har svært ved at læse uden at være ordblinde, mistet en mulighed for at få læst undervisningsmaterialer højt af en computer.
Foto: kate_sept2004/istock.com
Rosenkrantz-Theil skal tage stilling til oplæsning for 'gule' elever
Læsesvage elever har kunnet få læst skolebøger højt via Materialebasen, men efter at Nota har overtaget portalen, kan kun ordblinde elever få adgang til indholdet. Nu spørger SF ministeren, om elever i Ordblindetestens gule kategori fortsat har mulighed for at få læst op.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Indtil sommerferien i år kunne lærere hente undervisningsbøger som pdf-filer i Materialebasen, så deres læsesvage elever kunne få læst dem op af en computer. Det vil sige elever, som typisk er endt i gul kategori i den nationale Ordblindetest og altså har svært ved at læse uden at være ordblinde.
Nu kan lærere få vekslet analoge læremidler til e-bøger til elever med læsehandicap
Lærere har haft adgang til Materialebasen via SkoleKom, men i og med portalen bliver nedlagt, har Nota overtaget indholdet. Det betyder, at kun elever, som er diagnosticeret ordblinde, har adgang til materialerne, da Nota er bibliotek og videnscenter for folk med et dokumenteret læsehandicap.
Gule elever kan være prisgivet
I foråret udtrykte John Klesner, formand for Danmarks It-vejlederforening, sin bekymring for de elever, der befinder sig på kanten af ordblindhed.
"Det er problematisk, at vi endnu ikke ved, hvor de elever, der befinder sig i en gråzone i forhold til hjælp med læsningen, skal få hjælp", sagde han i en artikel på folkeskolen.dk om, at hvad der skulle ske med Materialebasen, når SkoleKom lukker.
Skolekom lukker---hvad-sker-der-med-materialebasen
På det seneste har to læsevejledere uafhængigt af hinanden luftet deres bekymringer for eleverne i gul kategori på Undervisningsministeriets Ordblindenetværket, hvor læsekonsulenter, læsevejledere og lærere udveksler ideer og erfaringer.
Ejer- og navneskifte skal gøre ordblindenetværk mere attraktivt for lærere
"Det er det samme dilemma, vi står i igen og igen. De gule elever kan og får ingen hjælp, og de kan ikke altid træne sig ud af deres vanskeligheder", skriver den ene, mens den anden læsevejleder peger på, at eleverne i gul kategori er prisgivet, når de trods en indsats med et Vaks-forløb (Vælg afkodningstrategi, red.) og brug af kompenserende it stadig har store vanskeligheder med at læse.
SF: Kan læsesvage elever få adgang til Nota?
Nu følger undervisningsordfører Jacob Mark fra SF op på bekymringerne med to spørgsmål til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
"Vil ministeren oplyse, hvorvidt de læsesvage elever, for eksempel elever som i en ordblindetest kommer i gult felt eller elever med dansk som andetsprog, som havde gavn af Materialebasen, stadig kan få mulighed for at få oplæsning af undervisningsmateriale, nu da Materialebasen er blevet overtaget af Nota", spørger Jacob Mark.
Derudover beder undervisningsordføreren ministeren oplyse, hvorvidt det er muligt at give ikke kun ordblinde elever, men også læsesvage elever adgang til Nota.
Riisager afviste at give flere elever adgang til Nota
I efteråret 2018 fik en hoc-gruppe under Samråd for ordblindhed og andre læsevanskeligheder, ROAL, foretræde for Folketingets undervisningsudvalg. Her argumenterede gruppen for, at de mellem 12.000 og 20.000 ordblinde elever i indskolingen skulle have adgang til digitale tekster hos Nota.
Udvalg vil give indskolingselever adgang til Nota via risikotesten for ordblindhed
"Nota accepterer, at Ordblindetesten giver adgang til biblioteket, men eleverne kan først tage testen i slutningen af 3. klasse", forklarede Visti Søvsø Hansen fra ad-hoc-gruppen til folkeskolen.dk. Han er leder af Kompetencecenter for Læsning i Aarhus.
Henvendelsen fik undervisningsudvalget til at spørge daværende undervisningsminister Merete Riisager (LA) om, hvad der skal til for at give elever i risiko for ordblindhed adgang til Nota.
Merete Riisager svarede, at der i Notas samarbejdsaftaler med rettighedshaverne ikke er hjemmel til at give elever i risikogruppen adgang til Nota, da loven kræver, at man skal have et læsehandicap.
Riisager afviser fortsat at give indskolingselever adgang til Nota
Undervisningsudvalget spurgte også ministeren, hvad det vil koste at give indskolingselever i risiko for ordblind adgang til Nota. Det kunne Merete Riisager ikke sætte tal på, da det vil bero på forhandlinger med rettighedshaverne.