Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I 2024 har jeg brugt langt flere kræfter på at forsvare lokale læreruddannelsers blotte eksistens, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

I foråret kom meldingen om at læreruddannelsen i Skive og Nørre Nissum skulle lukkes. Heldigvis lykkedes det os, sammen med andre gode kræfter at bevare uddannelsen i Skive – indtil videre. Kort tid efter fik de lærerstuderende i Haderslev pludselig besked om, at de fremover skulle modtage store dele af deres undervisning online – stik imod deres ønsker og tanker om, hvad god læreruddannelse er.

Sagen fra Haderslev er desværre ikke løst endnu og jeg tror, at det kun er et spørgsmål om tid, før den næste sag om nedskæringer eller forringelser banker på døren.

Det er bundærgerligt, og det er kommet utroligt meget bag på mig, at jeg overhovedet har skullet bruge tid på disse konkrete sager fra Skive, Nørre Nissum og Haderslev. For det er blot to år siden, at politikerne, i tæt samarbejde med os, landede en god og vigtig politisk aftale om den nye læreruddannelse, hvor der med aftalen fulgte et permanent løft på 125 millioner kroner årligt.

Danmark står overfor en stor mangel på lærere. Derfor burde debatten handle om, hvor vigtigt det er at have stærke lokale læreruddannelser i alle dele af Danmark. Uddannelser som kan sikre lokal sammenhængskraft og tiltrække lokale studerende, så vi kan komme lærermanglen til livs – ikke det modsatte.

Nu står vi så her, ved udgangen af 2024, og jeg er nødt til at understrege, at det ikke kan blive ved på den her måde, hvis vi skal løse læreruddannelsens rekrutteringsudfordringer og skolernes lærermangel.

Som altid, når vi lærerstuderende peger på problemer, har vi selvfølgelig også en række bud på, hvad der kan gøres ved dem.

Holdtaxameter og tomme stole 

For det første bør der indføres et holdtaxameter i stedet for det individuelle taxameter på mindre uddannelsessteder uden for de store studiebyer. En underviser på et hold ”koster” jo det samme, uanset om der er 10 eller 25 studerende på holdet. Vi må ikke gå på kompromis med de mindre uddannelsers kvalitet og en vis bredde i deres udbud af fag, hvis vi vil tiltrække flere studerende til uddannelsen. Det kræver en ændring i uddannelsernes økonomiske tilskudsordning.

For det andet bør kommunerne tage et langt større ansvar for, at dem som underviser i folkeskolen, er uddannet til det. I dag har næsten  hver femte underviser i folkeskolen ikke en læreruddannelse. 

Det er der ingen kommuner, der kan eller må se sig tilfredse med. Slet ikke, hvis der samtidig er tomme stole, på den lokale læreruddannelse. Derfor skal kommunerne intensivere arbejdet for at indgå partnerskaber med lokale læreruddannelser for at få uddannet de undervisere, som lige nu ikke har en læreruddannelse. Både til gavn for læreruddannelserne, lærerne og særligt eleverne i skolen.

For det tredje bør professionshøjskolerne i langt højere grad prioritere, at man kan mærke, at man går på en læreruddannelse. Når man træder over dørtærsklen til en læreruddannelse, skal studiemiljøet emme af dannelse, faglighed og lærerånd. Det gør der langtfra alle steder i dag. Desuden kan professionshøjskolerne arbejde med specifikke og særlige profiler for de enkelte, lokale læreruddannelser og de særegne kendetegn og traditioner, som gælder for lige netop deres læreruddannelsessted eller lokalområde. Faglig stolthed er centralt for os i lærerprofessionen. Det er en stolthed og identitetsfornemmelse, som historisk er startet allerede i studietiden, men som efter afskaffelsen af seminarierne, slet ikke skinner tilstrækkeligt igennem på de danske læreruddannelser anno 2024.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk