Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Hvis man er forælder til en elev i 9.-10. klasse, er det ikke sikkert, man tænker, at der er behov for at lære at skændes. Ikke desto mindre er Foreningen Åndsfrihed gået sammen med Grundtvigsk Forum og Center for Karakterdannelse om et undervisningsprojekt, der hedder ’Et ordentligt skænderi’ – henvendt til netop 9.-10. klasse. Ambitionen med projektet er at adressere en stigende tendens til polarisering og introducere eleverne til nogle af de tanker, der gemmer sig bag ordet ’åndsfrihed’, og dets betydning for demokratiet.

Af folkeskolens formål fremgår det nemlig, at ”skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Åndsfrihed har med tankefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og foreningsfrihed at gøre. Og hvis man læser lidt om, hvad for eksempel N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Hal Koch (1904-1963) skriver om åndsfrihed, så vil man først og fremmest oversætte ordet med ’samvittighedsfrihed’. For hos begge handler det om friheden til at være ærlig: At kunne sige højt, hvad man opfatter som sandt og rigtigt – også når man har holdninger, der går imod flertallet.

Og det geniale ved de tre ord i formålsparagraffen er, at de både hører tæt sammen og udfordrer hinanden. Sat på spidsen betyder åndsfrihed nemlig, at du har frihed til at afvige fra flertallet i så markant grad, at du endda må være modstander af demokratiet. Men det er samtidig netop kun i et frit demokrati, at der er frihed til at skændes om kontroversielle og yderliggående synspunkter.

Forstærkes af misforståelse

Rigtig mange velmenende initiativer, der handler om demokratisk dannelse, lægger imidlertid mere vægt på, at eleverne skal lære at tale respektfuldt til hinanden end på, at man indimellem kan møde mennesker, der har holdninger, man faktisk ikke har respekt for.

Jeg har egentlig ikke respekt for, at man opfatter køn som noget, der medfører faste roller i familien og samfundet, eller at man kan sætte klimadagsordenen allerbagerst. Ikke desto mindre skal jeg jo leve sammen i et samfund med mennesker, der ser helt anderledes på det.

Og tendenserne til polarisering i vores tid forstærkes af den misforståelse, at samtaler skal handle om at blive enige eller finde lighedspunkter hos hinanden. For hvad gør man så, når man ikke kan det?

Med projekt ’Et ordentligt skænderi’ vil vi pege på, at en samtale først er mislykkedes, når parterne giver op og går hver til sit – eller bliver voldelige.

Vi skændes videre i morgen

Da Folkeskolen bragte en notits om ’Et ordentligt skænderi’ 24. oktober, førte det både til mange positive henvendelser i min indbakke, men også til kritiske bemærkninger i kommentarsporet. Kritikken gik på, hvorfor vi ikke lagde op til at diskutere i stedet for at skændes. Og om hvorvidt projektet mest af alt handler om at lære at stå fast på egen – eventuelt radikale – holdning, eller handler om at kunne respektere, at andre tænker anderledes end dig selv.

Når vi har valgt at kalde projektet ’Et ordentligt skænderi’ og ikke ’En god diskussion’, så skyldes det, at vi gerne vil pege på, at holdninger kan bunde i dybe overbevisninger – politiske, religiøse, værdimæssige – og derfor kan diskussioner spidse til. Og det faktum, at det ikke sker så tit, skyldes ikke, at uenighederne ikke findes, men snarere at vi i højere og højere grad grupperer os med dem, der ligner os selv.

Polariseringstendenserne bliver selvfølgelig ikke bremset med et enkelt undervisningsprojekt, men vi vil med projektet udforske det åndsfrihedsprincip, at man både kan udtrykke en holdning og kæmpe for friheden til at mene det modsatte. For respekt viser sig også ved, at du ikke opgiver samtalen, men derimod insisterer på, at vi skændes videre i morgen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk