DLF i Fælles Mål-arbejdsgruppe: Balancen er tippet væk fra skolen og fagenes formål

Jeanette Sjøberg fra Danmarks Lærerforening er med i arbejdsgruppe, der skal sikre, at arbejdet med Fælles Mål bliver enklere for lærerne. Hun arbejder for, at lærerne kan undervise ud fra deres vurdering af elevgruppen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En rådgivningsgruppe under Undervisningsministeriet arbejder på højtryk med at sikre, at de politiske ambitioner om en reel forenkling af Forenklede Fælles Mål også slår igennem helt ude i klasseværelserne.

Lærere og fagfolk skal følge forenklingen af Fælles Mål

Forenklingen består hovedsagligt af, at over 3.000 viden- og færdighedsmål bliver vejledende i stedet for bindende.

Et flertal i Folketinget har i den forbindelse ønsket at forhindre, at kommunerne kan lave egne mål for undervisningen, men umiddelbart ser det ud til, at en paragraf i folkeskoleloven vil give kommunerne muligheden for fortsat at gøre alle mål bindende inden for kommunegrænsen.

Udsigt til KL-sejr: Kommunerne må fortsat sætte egne mål for folkeskolen

Arbejdet med at afklare, om det i sidste ende er folketing eller kommunerne, der har sidste ord i forhold til antallet af bindende mål, har "været en elefant i rummet", når rådgivningsgruppen, som KL også er repræsenteret i, har mødtes.

Det fortæller Danmarks Lærerforenings repræsentant i gruppen, formand for foreningens undervisningsudvalg Jeanette Sjøberg:

"Men vi ved også, når vi er til møder i rådgivningsgruppen, at den elefant er der. Jeg oplever, at der er en vilje til at sikre, at Fælles Mål først og fremmest er brugbare for lærerne".

Vil sikre bedre balance mellem mål og formål

Arbejdsgruppen mødtes første gang den 26. oktober 2017, og skulle efter planen aflevere udkast til nye læseplaner og undervisningsvejledninger i april i år. På grund af omfanget af arbejdet er deadline dog blevet flyttet til oktober 2018.

Jeanette Sjøberg vil arbejde for at sikre balancen mellem folkeskolens formål, fagenes formål og Fælles Mål, fortæller hun.

"Som lærere har vi en folkeskolelov, vi skal leve op til, og den består ud over Fælles Mål af en formålsparagraf, fagenes formål, brede læringsbegreber og en dannelsesopgave. Det synes jeg, er blevet presset ud. Balancen er simpelthen tippet over i forhold til den konceptuelle læringsmålsstyring", siger hun.

Læringsmålsstyringen er gået for vidt

Undervisningsministeriet nedsatte i december en arbejdsgruppe under den overordnede rådgivningsgruppe om forenklingen af Fælles Mål. Den skal kigge specifikt på de digitale læringsplatforme i relation til Fælles Mål.

Lærer skal rådgive ministeren: Læringsplatformene målstyrer undervisningen

I den forbindelse meldte Merete Riisager klart ud, at hun forventer, at leverandørerne af læringsplatformene ændrer dem, så de afspejler, at arbejdet med Fælles Mål nu skal være meget mere vejledende end hidtil.

Merete Riisager: Læringsplatformene skal ændres

Jeanette Sjøberg mener, at de nye Fælles Mål generelt er blevet styrende i forhold til lærernes metodefrihed.

"Jeg har en kritisk tilgang til, hvor tekniske og instrumentelle de nye Fælles Mål er blevet. Det vil sige, at de er blevet rigidt styrende for, hvordan lærerne skal undervise. Det skal være lærernes faglighed, indsigt og dømmekraft, der styrer, hvilke metoder de bruger i forhold til elevgruppen".

"Det er blevet det modsatte af en forenkling af Fælles Mål, og nu hvor det er besluttet at gøre viden- og færdighedsmål vejledende, så er det for at give lærerne den konkrete vurdering  af, hvornår det giver mening at arbejde med den slags mål", siger hun og understreger, at hun oplever en velvilje i hele gruppen til at leve op til et bestemt krav til gruppens arbejde, som hun vægter meget højt:

"Der er et helt håndgribeligt krav om, at der skal komme noget ud af det, lærerne kan bruge konkret, samtidig med at man respekterer den enkelte lærers dømmekraft i konteksten".