Det er en bunden opgave for producenterne af læringsplatformene at signalere metodefrihed i lærernes arbejde, siger Merete Riisager.

Merete Riisager: Læringsplatformene skal ændres

Læringsplatformene skal ændres, så de signalerer større metodefrihed, bebuder undervisningsministeren. Flere tusinde læringsmål bliver nu vejledende i stedet for bindende, og derfor skal de platforme, alle skoler har købt, også ændres, lover ministeren.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folketinget har vedtaget, at 3.170 delmål i de forenklede Fælles Mål gøres vejledende i stedet for bindende, og det kræver ændringer af læringsplatformene, hvis det skal realiseres i praksis.

Det slår undervisningsminister Merete Riisager fast over for folkeskolen.dk. Hun kalder de elektroniske læringsplatforme, som alle skoler har været forpligtet til at tage i brug i dette skoleår, for "den fysiske manifestation af læringsmålene".

"Derfor skal de også ændres, så de afspejler intentionen med lovændringen. Det er sådan med teknologi, at den er styrende for praksis. Teknologien bliver nødt til at afspejle den forventning, vi har til arbejdet ude på skolerne", siger hun.

Aftale: Tusindvis af bindende mål bliver vejledende

Da platformene blev skabt, var alle mål lovbestemte. Derfor er de indrettet på en måde, der signalerer, at man skal bruge alle målene, mener ministeren.

"Derfor er det en bunden opgave for producenterne at sikre øget fleksibilitet. Man skal kunne arbejde på flere måder i platformen", siger Merete Riisager.

Selvevaluering er kørt af sporet

Hun understreger, at det ligeledes er et krav, at læringsplatformene ikke bliver for komplekse, samt at arbejdet på platformene retter sig mere mod folkeskolens formålsparagraf og mindre mod læringsmål.

"Læringsplatformene er naturligvis forskellige, men jeg er i hvert fald bekendt med en platform, hvor eleven skal selvevaluere helt ned i indskolingen", siger ministeren og understreger, at eleverne aldrig må have ansvar for egen læring.

"Det er lærerne, der har ansvar for undervisningsafholdelse. Og det skal platformene afspejle. Tvinger man gennem designet af læringsplatformen en didaktik ned over skolerne, hvor børn i indskolingen spilder kostbar undervisningstid på at gætte på, hvor langt de er kommet i forhold til et komplekst læringsmål, så er det altså kørt af sporet".

Portaler skal signalere valgfrihed

Producenterne siger selv, at arbejdet med læringsmål fylder meget lidt på platformene, og at det i flere af dem er frivilligt ,om man vil vælge læringsmål, selv lave nogen eller helt undlade dem?

Lærer skal rådgive ministeren: Læringsplatformene målstyrer undervisningen

"Sådan opleves det ikke. Og så er det altså producenternes ansvar at rette ind efter det politiske signal. Og det vil de gerne. Det er dygtige mennesker, der har indrettet portalerne efter de daværende politiske signaler, men nu har de ændret sig således, at portalerne meget tydeligt skal signalere valgfrihed".

Hvorfor ikke også give den enkelte lærer valgfrihed til at fravælge platformen, hvis man ikke synes, det rent didaktisk giver mening at bruge den?

"Sådan som det er nu, er det op til kommunerne at bestemme, hvordan læringsplatformene skal bruges i praksis på den enkelte skole. Det er aftalt, at kommunerne skal anskaffe sig dem, men ikke i hvilket omfang, de skal anvendes. Det er op til kommunerne selv at vurdere".

SF vil gøre læringsplatformene frivillige i landets to største kommuner

Der er netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på læringsplatformene i forbindelse med reduceringen af bindende mål. De aflægger rapport i løbet af foråret. Hvorfor ikke vente på deres anbefalinger, inden du kræver platformene ændret?

"Arbejdsgruppen har fået besked på at forholde sig til det politiske signal der ligger i, at 3.000 mål er gjort frivillige. Det er ingen hemmelighed, og det er hele grundlaget for deres arbejde, at de skal kigge på, hvordan de digitale værktøjer kommer til at afspejle loven. For det gør de ikke nu".

Undervisere opretter 800.000 egne læringsmål i Meebook

Læs mere

Kommissorium forarbejdsgruppen for implementering af Fælles Mål på læringsplatforme(pdf)