Psykologiprofessor Svend Brinkmann blev verdenskendt i Danmark med bogen: »Stå fast - Et opgør med tidens udviklingstvang« fra 2014. I slutningen af august udkom så opfølgeren: »Ståsteder - 10 gamle ideer til en ny verden«.

»Stå fast« blev Svend Brinkmanns folkelige gennembrud, selvom der tidligere har været opmærksomhed om hans forskning i diagnoser og i mindre grad hans arbejde som medredaktør på bogserien »Uren pædagogik«. I dag er der tusindvis af reaktioner, når Brinkmann skriver et opslag på Facebook, og som han selv siger: »Når de ringer fra 'Kender du typen', så ved du, at du har gjort noget galt«.

»Stå fast« var et opgør med og et nej til bølgen af selvhjælpslitteratur og selvudvikling, men hvad skal man stå fast på?

Ved at hoppe op i luften kan læseren forvisse sig om, at det er svært at stå fast i det bare ingenting, derfor giver det mening, at Brinkmann med den nye bog forsøger at finde ståsteder. Bogen gør op med instrumentaliseringen, hvor handlinger bliver et »instrument, middel eller redskab for noget andet end sig selv og dermed ikke fremstår som et mål i sig selv«, mens Brinkmann kalder de fænomener, der er mål i sig selv, for ståsteder, »da de giver os noget at stå fast på i en ellers omskiftelig verden«.

Ifølge Svend Brinkmann er denne problemstilling »især relevant i forhold til skole- og uddannelsesområdet, der i disse år er særligt truet af en ekstrem top-down-instrumentalisering (»pisaficering« kunne man kalde det) på bekostning af den dannelse, der er forbundet med at blive en borger, der kan indgå i oplyste diskussioner om mening og værdi i fællesskab med andre«.

En udvikling, der er accelereret med folkeskolereformen, som er blevet kaldt en »læringsrevolution«, hvor alt i skolen skal have en positiv effekt på elevernes læring. Hvilken effekt har elevernes leg i frikvarteret på læringen? Når de skal bevæge sig, hvordan påvirker det så læringen? Til skolereformen har Undervisningsministeriet opfundet begrebet »læringsmålstyret undervisning«, der flytter fokus fra undervisningens indhold til undervisningens resultater i form af elevudbytte.

Folkeskolen har fået Svend Brinkmann til at uddybe sin kritik af den instrumentalisering af skolen, og hvis læseren hænger på igennem kritikken, kommer Brinkmann senere med et bud på et nyt professionsideal for lærerne, nemlig »Læreren som håndværker«.

Tågesnak

Men vi tager først analysen og kritikken af læringsmålstyret undervisning, skolens fokus på »synlig læring« og tanken om, at den enkelte elevs læringsmæssige progression kan måles og skal være det væsentligste i skolen:

»For mig er det den rene forfaldshistorie. Vi kan ikke komme længere ned. Der findes ikke læring som noget løsrevet fra det, som vi lærer noget om. Det, der findes i vores verden, er galakser, symfonier og tal, køer, heste, demokrati - der findes alle mulige objekter i vores verden, og dem skal vi lede børnene hen til. Der er ikke noget, der hedder læring som et abstraktum, der gælder for, hvordan vi tilegner os viden om alle de her objekter. Hvis vi tror det, så er det efter min mening at spænde vognen for hestene«, siger Svend Brinkmann. Og han kalder det tågesnak at tale om at lære at lære.

»Det bygger på en psykologisk forestilling om, at vi har de her kognitive hierarkier inde i vores hoved, som vi kan få et selvrefleksivt forhold til. Det er efter min mening langt hen ad vejen en ideologisk konstruktion om mennesket, der ikke er i overensstemmelse med realiteten. Selvfølgelig lærer voksne og børn, men der findes ikke noget særligt, som hedder 'at lære at lære'«, siger Svend Brinkmann. Men selv hvis begrebet var forankret i virkeligheden, ville han afvise, at det var værd at stræbe efter.

»Det er fuldstændig ligegyldigt at lære at lære. Det afgørende er, hvad man lærer. Vi vil ikke have, at man lærer at lære, hvordan man bliver terrorist, samfundsnedbrydende antidemokrat, kreativ bogholder eller skattesnyder. Læring bliver tømt for indhold, når man siger sådan noget - det bliver et rent instrument«, siger Svend Brinkmann. Han mener altså, at undervisningen må tage udgangspunkt i et konkret indhold - for det er sådan, verden er.

»Det er ikke bare noget, jeg synes, det er i overensstemmelse med den situerede tilgang til psykologi, som jeg er opdraget med, og som jeg mener er rigtig: Vi er altid forbundet til et sted. Vi er ikke et abstrakt intellekt, der kan lære at lære. Der findes ikke læring, der findes det at lære noget om noget bestemt«, siger Svend Brinkmann. Og det er her, vi er ved at være fremme ved det varslede professionsideal: »Læreren som håndværker«.

En objektorienteret pædagogik

For at forstå idealet må man lige forklare Brinkmanns definition af en håndværker: Det er både en bogstavelig praksis, hvor håndværkeren griber ud efter verden med sine hænder, og ment som et billede:

»Det er også en metafor for en livspraksis, der har den her opmærksomhed på tingene. Håndværkeren er fordybet i tingene. I dét, vedkommende arbejder med. Og ikke i sin egen selvudvikling eller læringsstrategi. Det er genstanden, der er vigtig, og det er genstanden, han elsker. Det er den, han vil vise frem, når han har skabt den. Læreren som håndværker kunne godt være et professionsideal«, siger Svend Brinkmann og forklarer:

»Det ville jo være en person, der er optaget af sagen - af genstandene. Det er indholdet, der har forrang. Pædagogisk bør man have fokus på opmærksomhed. Ideen stammer helt tilbage fra de gamle grækere. Platon ville sige, at erkendelsesudvikling er at få drejet sjælen, så man kan se objekterne. Og det bør læreren gøre som håndværker: Vise børnene, hvad der findes - der findes matematiske objekter, hvorimellem der er forskellige forhold, som er enormt spændende at lære om. Der findes sprog, og der findes lande, der findes historie, der findes planeter, der findes molekyler, og der findes videnskab om de selvsamme fænomener. Det her er en objektorienteret pædagogik«, siger Svend Brinkmann.

Pædagogisk udgangspunkt i kærligheden

Anmeldelse: Brinkmann bygger op

I bogen »Ståsteder« skriver Brinkmann om ti forskellige begreber, der kan være meningsfulde ståsteder. Et af disse begreber er »kærlighed« - og netop den forståelse af kærlighed, som er i bogen, er vigtig for Brinkmanns pædagogiske ståsted. Han tager udgangspunkt i et citat fra den irske filosof Iris Murdoch:

»Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt. Kærlighed, herunder kunst og moral, er en opdagelse af virkeligheden«.

Iris Murdoch skriver et sted om at lære russisk:

»Opgaven er vanskelig, og målet er fjernt og kan muligvis aldrig opnås. Mit arbejde er en fortløbende afdækning af noget, der eksisterer uafhængigt af mig. Opmærksomheden belønnes af en viden om virkeligheden. Kærlighed til russisk leder mig væk fra mig selv og hen imod noget, der er mig fremmed; noget, som min bevidsthed ikke kan overtage, opsluge, nægte eller gøre uvirkeligt«.

Svend Brinkmann er betaget af Iris Murdoch, der skrev både fag- og skønlitteratur, hvor hun rettede opmærksomheden ud mod verden.

»Der ligger hele mit pædagogiske udgangspunkt - at noget andet end en selv er virkeligt, det er det, man skal vendes mod og have udsigt til. Selvudsigt snarere end selvindsigt. At vende opmærksomheden mod noget andet, der findes, det kalder Iris Murdoch kærlighed - kærlighed kan altså være erkendelsen af, at russisk findes! Ligesom Inger Christensen, der skriver »Cikaderne findes« - russisk findes, og vi kan blive opmærksomme på russisk, gå ind i det og glemme os selv i det«, siger Svend Brinkmann.

Bogen »Ståsteder - 10 gamle ideer til en ny verden« er udkommet på Gyldendal.