Lærer Winnie Berg underviser på Gladsaxe Skole, da det banker på døren. Udenfor står skolens viceinspektør. »Du har en vigtig samtale på kontoret klokken 10«, siger han. Da hun kommer ind på kontoret, får hun at vide, at det møde, hun skal til nu, er fortroligt. Ved et lille mødebord på kontoret sidder en mand og en kvinde og venter. Viceskolelederen forlader kontoret.

De fremmede begynder med at fortælle, at det er vigtigt, at det, de skal til at fortælle, ikke kommer videre. »Jeg siger det ikke til en sjæl«, lover Winnie Berg.

»Aydins far har stukket en mand ned, og manden er død«, er budskabet på kontoret. Winnie Berg er chokeret. For første gang tænker hun, at det ikke bare er de børn, der mister en far i et drab, der er ofre, men også Aydin i 5. klasse, hvis far er morder.

»Hvad med familien?« spørger Winnie Berg og tænker på hans mor og bror. »Han har meldt sig selv og er kommet i fængsel«, lyder svaret.

»Hvem er I?« spørger Winnie Berg og får at vide, at de er venner af familien. Mødet tager ikke engang 20 minutter. Winnie Berg ringer derefter til Aydins mor, Farideh Azadi, for at spørge, om der er noget, hun kan gøre for at hjælpe.

»Jeg skal nok passe på Aydin«, siger læreren, inden hun lægger røret på.

Marts 2016

Aydin Soei mener, at hans lærer, Winnie Berg, har en del af æren for, at han har haft held til at ryste farens slag og spark og paranoia af sig og er blevet den sociolog, forfatter, foredragsholder og far, som han i dag er. Da han var elev i Winnies klasse, var han sammen med klassen på besøg i villalejligheden i Ordrup en gang om året. Nu er Aydin Soei tilbage.

»Jeg har været her før, ikke?«

Aydin Soei træder ind i Winnie Bergs stue. Hun nikker bekræftende. Bordet er dækket med lagkager og mega-muselmalet porcelæn. I køkkenet står plastbokse med resterne af iransk köfte, som Aydin Soeis mor, Farideh Azadi, har haft med. De to kvinder mødtes til et foredrag, som Aydin Soei holdt i anledning af udgivelsen af bogen »Forsoning« om hans familiehistorie - og hurtigt blev kvinderne enige om at mødes.

»Og der er lagkage«, siger Aydin Soei tydeligt imponeret. Lagkagerne er rester fra en fejring i familien, men det passer godt, når nu Aydin Soei dagen før fyldte 34, forklarer læreren.

Respekten om bordet er lige så tyk som cremen, der holder lagkagen rank. Og snakken er ustoppelig. Om Winnie Bergs børn. Om børnebørn. Og om hvad der blev af alle de andre elever, som blev Aydin Soeis klassekammerater, da han satte sig på stolen i Winnie Bergs 4. klasse i 1992. Om hvordan hun anmodede ham om Facebookvenskab, da han udgav sin første bog »Skyld - historien bag mordet på Antonio Curra«.

»Ikke at vi har snakket sammen, men vi har da ønsket tillykke med fødselsdagen«, siger Winnie Berg.

Skolekultur afgør elevens livschancer   

En særlig lærer

Winnie Berg har holdt sit løfte til de to fremmede på skolens kontor. Faktisk har hun ikke engang snakket med Aydin om mordet. Men hun har altid haft en særlig opmærksomhed over for både ham og hans mor i de år, Aydin var en del af hendes klasse. Hun troede på ham og blev ved med at snakke om hans potentiale. Og langsomt gik det op for Aydin Soei, at han måske kunne mere, end han troede.

»Winnie var der. Der var ikke noget filter. Hun fortalte om sit privatliv, om sine børn - især om David, som var lige så gammel som os. Hun spurgte altid om, hvordan jeg havde det. Hvordan det gik med min mors uddannelse. Hun var lærer med hud og hår på en måde, som jeg ikke havde mødt før«, siger Aydin Soei.

Selv fortalte han ikke så meget. Heller ikke at hans voldelige far boede sammen med ham og moderen, da han var elev i Winnie Bergs klasse.

»Jeg mødte kun dig og din mor til forældresamtaler. Jeg har aldrig set din far. Du snakkede kun om din mor, som om hun var alene med jer. Jeg anede ikke, at han var der«, siger Winnie Berg.

Fortielsen

Da Aydin Soei i begyndelsen af marts fik de første eksemplarer af den 650 sider tunge bog i sin lejlighed på Nørrebro, gik han ned på gaden. Her mødte han Winnies søn David - og dermed blev Winnie Berg en af de første, som fik lov til at læse Aydins historie.

»Det har berørt mig dybt. Især alt det, som jeg ikke har set. Jeg var slet ikke klar over, hvor meget I var udsat for. Hvor slemt det stod til«, siger Winnie Berg med tårer i øjnene og et halvt spist stykke lagkage på tallerkenen.

»Jeg studsede meget over, at jeg var alene på kontoret den dag, og at det ikke måtte komme videre. Men jeg har ikke sagt det til en levende sjæl«, siger Winnie Berg. »Og jeg tror heller aldrig, jeg har snakket direkte med dig om det«.

»Men jeg vidste, at du vidste det. Jeg tror, du fornemmede på mig, at jeg ikke havde lyst til at snakke om det. Jeg vidste, at når du spurgte ind til, hvordan jeg havde det, så var det også, fordi du havde en bekymring på grund af det«, siger Aydin Soei.

Men Winnie Berg er alligevel i tvivl om, hvorvidt hun handlede rigtigt.

»Jeg ved ikke, om det var rigtigt ikke at tale mere om det. Men jeg havde ikke en løsning. Det var helt nyt for mig«, siger hun.

»Jeg tror ikke, du skulle have hevet mig til side i skolen. Skolens rum var helle. Hvis du havde behandlet mig som et offer, så havde jeg lagt afstand til dig«, siger han.

Winnie Berg tror, at hun måske havde grebet det anderledes an, hvis hun havde haft den fulde forståelse af forholdene i hjemmet, som bogen har givet hende.

»Jeg tror, jeg havde forsøgt at hjælpe mere. Jeg ville have taget endnu mere fat i dig, Farideh«, siger hun henvendt til Aydins mor. »Men det havde også været svært, når din mand var derhjemme«.

Hvis Aydin Soei i dag som sociolog skulle give Aydin i 5. klasse et råd, ville han have sagt, at mordet ikke skulle skjules.

»Den voksne Aydin ville sige, at et reaktionsmønster, hvor du vender alt indad i skam og skjuler din familiehistorie for alle og enhver og ikke engang snakker med din egen mor om det, det er der intet barn, der bør gøre. Det er dårligt for barnets selvværd«, siger Aydin Soei.

Men han tror på, at hans og Winnie Bergs valg om ikke at snakke om det var rigtigt.

»Jeg er også nødt til at gøre op med mig selv, at jeg er den, jeg er blevet til, og det er gået godt. Det, at jeg ikke har snakket højt om min far, har været en positiv ting i folkeskoletiden, for børn har en tendens til at proppe hinanden i båse, der er svære at bryde ud af«.

I slutningen af 9. klasse kunne Winnie Berg annoncere, at Aydin Soei var en ud af fem fra klassen, som var erklæret egnet til gymnasiet. Til stor overraskelse for Aydin selv og flere af klassekammeraterne.

»Men jeg har altid troet på dig. Og jeg er stolt af dig«, siger Winnie Berg.

Skolen set med en flygtnings øjne

August 1999

Lejrskolen er slut. Eleverne i 9. klasse sidder i toget på vej hjem fra London. Aydin har lånt en Game Boy af en klassekammerat. Han sidder ved siden af Jesper. Ud mod gangen. Pludselig kommer tre store drenge fra Avedøre gennem toget. Da de passerer Aydin, stopper de op. »Hey, er det ikke dig med ham faren?« spørger den ene stille. »Jo, det er mig«, siger Aydin med tilbageholdt åndedræt.

Den ene klapper ham forsigtigt på skulderen og siger: »Det er også synd for dig. Du mistede også din far«. Så går de videre.

»Hvad var det?« spørger Jesper. »Det var ingenting«, svarer Aydin, men indeni bruser blodet og tankerne. Aydin har aldrig tænkt, at det skulle være synd for ham. Han er bare glad for, at hans far er væk. Aydin forsøger at kaste opmærksomheden ind i Game Boy'ens elektroniske figurer. En halv time senere kommer Dennis og tager Game Boy'en fra ham.

Aydin farer op. Knytter næven og slår, så hårdt han kan. Han skal bare have tæv. Winnie Berg ser det og styrter forbløffet til, får Aydin væk og skælder ham ud.

Hun ringer til hans mor og fortæller om Aydins umotiverede overfald på en klassekammerat.

»Jeg er så bange for, at han ligner sin far«, siger Farideh Azadi i telefonen.

»Du må aldrig, aldrig sige den sætning igen. Det vil være en stor fejl, hvis du siger det til Aydin«, siger Winnie Berg.

Anmeldelse: Floden løber atter

Marts 2016

»Husker du dengang i toget?« spørger Aydin læreren.

»Jeg ved lige, hvad du tænker på«, siger Winnie og lytter intenst, mens Aydin genfortæller episoden og dvæler ved, hvordan hele skolekulturen, den negative gruppedynamik og omgangstonen fra skoletiden i Avedøre indtog hans krop, da drengene fra hans gamle by kontaktede ham i toget - og hvordan uroen i hans indre forplantede sig til en knytnæve i Dennis' nakke.

Winnie Berg slår ud med armene og ser lettet ud.

»Jeg så jo, du slog ham. Tænk dig. Så mange år efter, så får jeg en forklaring. For det er jo en indlysende forklaring. Det forklarer din sindsstemning. I klassen var du jo populær. Du havde det godt med drengene og med pigerne, og du var ikke udadreagerende. Du havde vreden. Det kunne jeg mærke. Men jeg synes, jeg havde din tillid. Hvor er jeg glad for, at du fortæller mig det, for jeg forstod det ikke«.

Også Farideh Azadi kan huske telefonsamtalen med læreren.

»Du var bestemt, du satte mig på plads. Du sagde, at det kunne være en stor fejl for mig, hvis jeg sagde til Aydin, at jeg var bange for, at han lignende sin far. Det var en stor hjælp. Jeg brugte dig som sparringspartner. Jeg talte ikke med andre om familieforhold. Men jeg talte med dig. Du ser begge sider«.

»Men jeg har også haft en særlig kærlighed for jer. Jeg har selv været gift med en iraner. Jeg har en fornemmelse af kulturen. Jeg har også haft en voldelig far. Ikke fordi det kan sammenlignes. Men jeg har snakket med min mor om det igen og igen. Hver en sten er blevet vendt. Jeg er kommet videre«, siger Winnie Berg.

Winnie Bergs far er død. Det er Aydin Soeis også. I Iran. Proppet med medicin, som holdt sindets dæmoner i skak. Aydin Soei har arbejdet på bogen i to et halvt år, men selv om bogens titel er »Forsoning«, så fortæller han selv, at han stadig ikke kan se noget godt ved faren.

Farideh Azadi rydder tallerkener og lagkagefade væk. Aydin Soei takker af. Han skal ud at løbe. Selv om de to kvinder prøver at overbevise ham om at blive hængende. Da døren er lukket, sætter Winnie Berg sig ned med Farideh Azadi og snakker om, hvor vigtigt det er, at hun og Aydin nu begynder at snakke om alt det, som skete. Ligesom hun har snakket om episoderne i sin barndom med sin egen mor, lyder opfordringen. Læreren passer stadig på sin elev.

Lærerne skal hjælpes til at støtte udsatte børn