"Er der eller noget, du mener, jeg bør vide. Noget der gør dig trist, deprimeret eller andet". Skolesygeplejersken virker utålmodig. Ivrig efter at få næste elev ind.

"Min far slog min tidligere kammerats far ihjel for nogle år siden", siger Aydin Soei.  

Han går i 8. klasse på Gladsaxe Skole. Tidligere har han gået i skole i Avedøre. I klasse med drengen, hvis far ikke længere lever. 

Sygeplejersken mener, han har brug for en psykolog. Hun tager et ringbind frem. "Du ringer bare til kommunen", siger hun. "Hvilket nummer?", spørger han. "Jeg går ud fra, at du bare ringer til kommunens hovednummer og forklarer, så ekspederer de dig videre".

Fuck dig, tænker han, da han går ud af lokalet.

Få fat i de vrede unge mænd

Tre generationer - tre verdener

'Forsoning' er sociolog Aydin Soeis tilbageblik på sin egen historie. En historie om tre generationer af fædre og sønner, der vokser op i forskellige verdener. Fra familiens flugt fra Iran i 1980'erne, over et ophold i Sovjetunionen, til skoler på den københavnske vestegn og Gladsaxe. Bogen er 650 sider lang og leverer glimt af, hvordan den danske skole modtager flygtninge, set med flygtningedrengens øjne.

Aydin Soei begynder i børnehaveklasse i Avedøre. Få måneder efter inviterer hans mor og far lærerne til middag. Aydin Soei sidder i polo og jeans og har lyst til at stikke af. Men frygten for, hvordan hans fra vil reagere og det, at det vil være pinligt for hans forældre, at han ikke er der, når lærerne kommer, holder ham tilbage.

Kirsten og Bo kommer. Hans mor har lavet den iranske gryderet fisangan, som Aydin Soei mener i lærernes øjne må have lignet en "gryde lort". Samtalen kører akavet, og lærerne går inden regnbueisen, som moren har købt, kommer på bordet.

"Jeg synes, det var en god idé. Og nu ved de, at vi er en god familie", siger hans mor, da lærerne går. I Iran gengælder lærerne en invitation, og efterfølgende spørger moren ofte, om lærerne ikke har nævnt middagen.

I det hele taget er Aydin Soeis mor meget overrasket over, hvor lidt kontakt, der er med skolen.

"Udover de halvårlige forældresamtaler blev hun kun kontaktet af skolen en enkelt gang, og det var da viceinspektøren nogle år senere ringede hende op for at fortælle, at de overvejede at smide mig ud af skole, fordi jeg konstant røg i slagsmål. Det kom som et chok for min mor", skriver han i bogen. "Hun havde ved forældresamtalerne gennem årene fået at vide, at jeg stadig var lidt urolig i timerne, men at det gik fremad med læsningen, og jeg virkede som en sød dreng".

Uventet læsehjælp

Læsningen var en af de ting, som voldte Aydin Soei store problemer. En dag, da han sidder og forsøger at gøre sig usynlig i klasseværelset, stikker en kvinde hovedet ind i klassen og råber hans navn. Han kigger forvirret på sin dansklærer, som siger: "Ja, det er dig. Du skal med Susan i læseklassen". Og Susan får åbnet øjnene for Aydin Soies læselyst. Spørger ind til hans interesser og finder bøger, der matcher. Da han har læst sidste bog i serien om Plet, der nu er blevet far til sit eget kuld hvalpe, vender han tilbage til klassen i dansktimerne - og med sig har han oplevelsen af, at han ikke er dum.

"Min selvforståelse og mit ry som en af de dumme elever, der konstant kom op at slås hang ved, men evnen til at læse kunne ingen tage fra mig", skriver Aydin Soei.

Skole på første klasse

Under et ophold med sin mor og bror på et krisecenter begynder Aydin Soei i 4.a på Tranegårdsskolen i Gentofte. Første dag bliver han overrasket over en runde i klassen, hvor eleverne fortæller, hvor mange sider, de har læst.

"Da turen nåede til Line, var jeg blevet chokeret så mange gange, at jeg næsten tog det som en selvfølge, at hun havde læst 1200 sider. Selvfølgelig havde hun det. Jeg havde gået i den nye klasse i en halv time og havde allerede lyst til at gøre mig usynlig".

Aydin Soei nåede ikke at være i klassen længe nok til at komme med på klassebilledet. Heldigvis, mener han selv.

"Hvis der fandtes et fotografi med påskriften; Find fem fejl, er der ikke nogen tvivl om, at ethvert menneske ville have peget på det lille brune fugleskræmsel, der var mig".

Når læreren giver livsmod

På Gladsaxe Skole oplevede Aydin Soei, at færre klassekammerater var ballademagere og flere var stræbere end i Avedøre. Selv tror han, at det var medvirkende til, at hans lærer Winnie så på ham med et meget større overskud, end lærerne i Avedøre havde gjort.

"Mens mine gamle lærere end ikke spurgte til mig og min familie, da jeg vendte tilbage til Avedøre efter at have boet på krisecenter, hev Winnie jævnligt fat i mig for at høre, hvordan det gik derhjemme".

Kulturen i klassen med bogligt dygtige elever smittede langsomt af på Aydin Soei. Det begyndte med dårlig samvittighed over for klasselæreren Winnie, som holdt fast i, at han havde "potentiale".

Stærke forældre forlader ghettoskoler

"Skyldfølelsen fik mig til at læse op til Winnies timer i dansk og engelsk, selv om jeg holdt fast i, at de andre var mere duksede end mig. Og i alle andre fag end klasselærerens, agerede jeg da også alt andet end stræbsom".

Aydin Soeis bog udkommer i dag. Da han lige havde fået den fra forlaget, gik han ned på gaden og mødte tilfældigvis Winnies søn. Således er hun en af de første, som fik bogen i hånden. Redaktionen planlægger et interview med Aydin Soei i et kommende nummer af Folkeskolen.