Denne store fortælling indledes med et citat fra Tagores "Flakkende fugle" (1916): "Ingen takker det udtørrede flodleje for dets fortid".

Denne metafor anvendes i bogen til at beskrive fortvivlelsen over at være vokset op med en far, Amin, der var far-fraværende i familien, fordi han spejlede sig i fordums stolthed som kommunistisk revolutionær i shahens Iran. I virkeligheden var han far-nærværende som eksiliraner i Avedøre - med en tilværelse, der tappede ham for status og fyldte ham med indre dæmoner, som blandt andet fandt afløb i voldelig adfærd over for familien og endte med mord på Aydin Soeis klassekammerats far.

Men metaforen kan også betragtes som afsæt for Aydin Soeis forsøg på at få isen på de mange bjerge af frustration, skyld og vrede til at smelte, så floden kan løbe igen i nutiden og mod fremtiden, hvor dens vand kan lutre forfatteren selv, så han kan leve med at være morderens søn, og så skylden og skammen ikke skal gå i arv til hans søn, Adam.

Fortælleteknisk har bogen to stemmer: Soeis mor, Farideh, giver sin version af familiens historie, og Aydin selv bidrager med sin. I bogen er det tydeligt markeret med fed indledningsskrift, hvem af de to der er fortælleren. Og det er en stor hjælp for læseren, der i forvejen har nok at holde sammen på, da vi oplever store spring imellem de steder, hvor handlingen udspiller sig (Iran, Sovjet og Danmark), og derfor også i tid. Men de to fortællestemmer supplerer hinanden, så vi får et mere nuanceret billede af Amin, som Aydin stort set kun erindrer som den voldelige, mens Farideh også husker ham som den stolte og omsorgsfulde.

Fortællingen falder i to halvdele: en om familiens liv i Avedøre og en om familiens tilværelse efter farens dom og udvisning. Men karakteristisk for begge afsnit er, at fortællingen, især den del, som er Aydins, er præget af associationer og krydsklip, så vi får et særligt indblik i de vilkår, indvandrerfamilier kunne leve under, men også bliver ført rundt i det storpolitiske univers, i de iranske indre spændinger og i krigen mellem Iran og Irak, som førte til familiens flugt.

Bogen er skrevet i et sprog, der flyder så let som floden selv. Her er ingen udtørring, og man lader sig føre med strømmen igennem de landskaber af forundring, forvirring, forbandelse og forklaring, der måske fører til forsoning. Drivkraften her er indledningsbemærkningen om, at Aydin modtager meddelelsen om farens død med ligegyldighed; han havde sagt farvel til ham 14 år tidligere. Og forløsningen, da Aydin kan konstatere, at "din forbandelse er brudt". Men her er ikke tale om en banal tilgivelseshistorie, men om en forsoning på trods af faren.

Aydin Soeis fortælling er autofiktion, altså en fiktionssættelse af privatlivet. Dette er ensbetydende med, at forfatteren nok udleverer sig selv, men også at andre fra forfatterens omgangskreds får deres privatliv inddraget i den fiktionerede fortælling, hvilket kan give anledning til kontroverser. Vi kender det fra Knud Romers Falster-fortælling og fra Yahya Hassans Gjellerup-digte, men ikke mindst fra norske Knausgårds store værk, "Min kamp", som "Forsoning" minder mest om i både omfang, detaljerigdom og sproglig elegance.

Bogen har da også skabt røre, og børnene af den mand, som Soeis far myrdede, har krævet fogedforbud mod bogen. De fik imidlertid ikke medhold, da retten fandt det godtgjort, at de passager i bogen, som lå til grund for kravet om tilbagekaldelse af bogen, byggede på almene journalistiske principper. Dette ændrer ikke ved, at det kan føles brutalt at se sig citeret for kontroversielle udsagn, når først det kommer til at stå på tryk. Så den myrdedes families reaktion er i det mindste interessant som udtryk for det, der sker, i grænselandet mellem privat og offentlighed - et dilemma til moden overvejelse i medieundervisningen.

Men man må holde fast i, at Soei har givet os en læseværdig fortælling, der i særdeleshed bringer os ind i en ramt families intimsfære og i almindelighed kan give os en oplagt anledning til at reflektere over nogle af tilværelsens grundlæggende dilemmaer og desuden give os en helt særlig fornemmelse for, hvad det vil sige at vokse op i det, vi kalder for et udsat boligområde.

Bogen har en drive og en nerve, der gør den til en fin læseoplevelse, selv om der måske kunne være kappet 100 sider af omfanget. På den anden side er netop pejlingen i ord en væsentlig side af forsoningsprocessen.

Bogen giver lyst til at genlæse Aydin Soeis tidligere fagbøger, "Skyld - historien bag mordet på Antonio Curra" og "Vrede unge mænd", som begge får endnu mere tyngde, når man har forfatterens "Forsoning" med sig som ballast.

"Forsoning" kan også læses som et udtryk for, at vold ikke behøver at gå i arv, og at radikalisering derfor (kun) kan bekæmpes med andet end magtanvendelse. Det må være muligt at vaske volden ud i Soeis ordrindende flod.

Anmeldelsen er rettet 7/4 - 2016