Jeg ser en god del universitets-snobberi i det her, siger Venstres Bertel Haarder, der er gået sammen med SF's Annette Vilhelmsen i sin kamp for, at lærere skal kunne læse videre til skolepsykologer.
Foto: Scanpix
Ny PPR-uddannelse måske på trapperne
SF's Annette Vilhelmsen og Venstres Bertel Haarder lægger nu i fællesskab pres på uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (De Radikale) for at få hende til at sikre, at lærere igen skal have mulighed for at videreuddanne sig til skolepsykologer. Uddannelsesministeren anerkender, at der er gået alt for lang tid, men hun tror nu på "et nyt uddannelsesudbud".
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bertel Haarder fremhævede i foketingssalen det usædvanlige makkerskab mellem en SF'er og en Venstre-mand:
"Det vidner om, at der nok er et flertal, som mener, der skal ageres på det her felt. For fire år siden havde Aarhus Universitet jo en skuffeplan klar, men måske på grund af påvirkning fra psykologforeningen bakkede universitet alligevel ud. Jeg ser en god del universitets-snobberi i det her", sagde Bertel Haarder og kritiserede, at man i universitetsverdenen ikke anerkender fire års læreruddannelse.
2011: Ny psykolog-uddannelse til lærere i støbeskeen
"Det er rigtigt, at i 2011 troede vi, at der kunne komme en løsning, hvor man fik autorisation efter tre et halvt år, men vi må erkende, at i 2013 meldte Aarhus Universitet alligevel ud, at man ikke mener, det er fagligt forsvarligt", forklarede uddannelsesministeren.
Hun understregede i Folketingets spørgetid igen og igen, at hun ikke har indflydelse på universiteternes udbud af nye uddannelser - det hører ifølge universitetsloven til universiteternes selvstyre. Til gengæld har hun og hendes forgængere i årevis forsøgt at formidle en dialog mellem KL, som i stigende grad mangler skolepsykologer med lærerbaggrund til at hjælpe skolerne med inklusionsopgaven, og så Aarhus Universitet, som udfasede cand.pæd.psych.-uddannelsen i 2000.
"Kunne man ikke forestiller sig andre muligheder end Aarhus Universitet?", spurgte Annette Vilhelmsen. "Man kunne jo tale med andre universiteter, som har større tradition for at samarbejde med professionsuddannelserne".
Det svarede Sofie Carsten Nielsen i første omgang ikke på, men da Bertel Haarder gentog spørgsmålet, svarede hun:
"Der er ikke noget i universitetsloven til hinder for at oprette en ny uddannelse - der er ikke nogen form for forbud eller eksklusivitet".
Nye lærere skal lære at undervise efter mål
Samtænk med læreruddannelsen
Annette Vilhelmsen opfordrede til, at man tænker muligheden for at videreuddanne sig til skolepsykolog ind i den igangværende revision af læreruddannelsen:
"Så vi undgår, at vi står om et halvt år og har lavet læreruddannelsen om, så den ikke længere rummer det, der skal til for at bygge ovenpå".
Det lovede uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen at være opmærksom på, samtidig med at hun undertregede, at læreruddannelsen ikke er under revision nu - den bliver blot tilpasset folkeskolereformen. Hun er enig i, at det har været et utilfredsstillende forløb for alle involverede parter.
"Jeg er optaget af, at vi overvejer alle muligheder for at løse det rekruttteringsbehov, KL vurderer, der er for medarbejdere med både psykologfaglighed og kendskab til undervisning i skolen", sagde hun og understregede, at det er KL som arbejdsgiverpart, der sammen med uddannelsessektoren skal finde løsningen.
"Mit ministerierum gør en meget aktiv indsats for at bringe parterne sammen og har netop endnu engang indledt en fornyet og nu meget konstruktiv dialog om, hvordan uddannelsesbehovet i PPR-regi kan løses. Og den dialog tager udgangspunkt i at afsøge mulighederne for konkret udvikling af et nyt uddannelsesudbud, der kan imødekomme kommunernes behov", lover uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen.
Læs mere
Vilhelmsens og Haarders paragraf 20-spørgsmå medsvar