Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I noget, der ligner et desperat forsøg på at få styr på et voksende problem, taler man nu på højeste niveau hos undervisningsministeren, i DLF og i Skolelederforeningen om at lovliggøre lærerens brug af fysisk guidning. Læreren skal have tilladelse til at lægge en hånd på skulderen af en stærkt forstyrrende elev og ledsage ham ud af klassen.

Forslaget kan givetvis tage en del småkonflikter i opløbet. Det byder jeg velkomment. Men i skolens virkelighed svarer det til et plaster på et åbent benbrud. Jeg ser følgende problemer:

1. Forslaget adresserer ikke de hyppigt forekommende, langt alvorligere situationer, hvor børn, typisk i indskolingen, råber og skriger, slår, spytter, sparker, bider og kaster med stole. En hånd på skulderen vil ofte resultere i, at de tænder endnu mere af.

2. Hvor skal læreren føre eleven hen? Ud på gangen, hvor eleven så skal opholde sig uden opsyn? I Naboklassen eller ned på kontoret, hvor ingen vil ane, hvad de skal stille op?

3. Hvad skal resten af klassen lave, mens læreren tumler med den ene elev, der er ved at splitte det hele ad? Inden læreren kan vende tilbage til klassen, kan der være gået så lang tid, at den i mellemtiden kan være faldet fra hinanden.

4. Hvordan skal læreren kunne genoptage undervisningen? Vi taler her om sindsoprivende episoder, som intet normalt menneske sådan lige kan ryste af sig.

5. Hvad skal en lille, midaldrende dame stille op med en voldsomt ophidset og truende elev?

6. Hvad sker der med de helt afgørende, værdifulde og sårbare relationer mellem lærer og børn, bygget op over lang tid, når en klasse raseres af sådan et uvejr? For mange børn er det direkte angstprovokerende, og det kan tage lang tid at genoprette trygheden i klasserummet. Hvis det overhovedet lader sig gøre.

Forslaget om fysisk guidning skal ses i sammenhæng med de eksisterende bestemmelser omkring magtanvendelse, der tillader læreren at gribe fysisk ind i situationer, hvor en elev er til fare for sig selv eller andre eller er i gang med at ødelægge skolens materiel. I kølvandet på episoder af denne art følger ofte langtidssygemeldinger, eller at læreren aldrig mere sætter sine ben på en skole.

Læreren som fængselsbetjent

Skolen er i bund og grund en grundlovsfæstet tvangsforanstaltning, og det er ret beset et sundhedstegn, at elever indimellem slår sig i tøjret. Det skal lærere kunne takle på rimelig og anstændig vis - med et vist overskud og stænk af humor og selvironi. Magter man ikke det, skal man ikke være lærer.

Men det er ikke rimeligt at kræve af en lærer, at hun skal kunne agere som en politimand eller en fængselsbetjent. Opstår der situationer i klassen, som ikke kan tackles inden for undervisningens rammer, men kræver akut indgriben fra en decideret ordensmagt, kan det ikke være lærerens bord. Det er uforeneligt med hendes rolle som lærer, og hun er ikke uddannet til det.

Derfor skal der her og nu på alle større skoler etableres bemandede, særligt kvalificerede akutberedskaber, som kan tilkaldes af læreren med øjeblikkeligt varsel og overtage ansvaret for den elev, der er røget så langt ud tangenten, at lærerens pædagogiske redskaber ikke længere rækker, hvorefter undervisningen kan genoptages. En sådan ordning vil tilgodese elevens, klassens og lærerens akutte problem.

Derudover skal skolens struktur ændres med henblik på at minimere forekomsten af disse rædsomme episoder. Men det er et meget langsigtet projekt, som både beror på nye, endnu ikke bredt erhvervede indsigter og forståelser og på en række anderledes politiske prioriteringer, økonomiske såvel som styringsmæssige. Den slags tager tid. Så meget desto mere haster det med at komme i gang.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk