Til sommer kan ordblinde og læsesvage 9.-klasseelever bruge det ordopslagsprogram, de bruger til dagligt, når de skal til prøve i retskrivning

Ordblinde kan få it-hjælp til retskrivningsprøven

For første gang bliver det nu - på forsøgbasis - tilladt for elever med store læse-/stavevanskeligheder at bruge et ordforslagsprogram ved afgangsprøven i retskrivning.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi skal støtte alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. Og elever med for eksempel læsevanskeligheder skal ikke bremses unødigt ved ikke at have adgang til et hjælpemiddel, som de allerede benytter i den daglige undervisning og ved de andre afgangsprøver. Forsøgene skal nu undersøge, hvordan vi bedst muligt tilbyder eleverne ordforslagsprogrammet ved retskrivningsprøven", siger undervisningsminister Christine Antorini på uvm.dk

Forsøg med it-rygsæk til ordblinde i udskolingen

Hidtil har elever, der bruger ordforslagsprogrammer til daglig, godt måttet bruge dem ved afgangsprøven i skriftlig fremstilling, men ikke ved retskrivningsprøven, hvor man kun må anvende almindelige trykte eller elektroniske ordbøger. Forskellen på et ordforslagsprogram og en elektronisk ordbog er blandt andet, at forslagsprogrammet foreslår ord ud fra konteksten, også selvom man skriver forkert begyndelsesbogstav.

"Vi har oplevet massiv efterspørgsel på muligheden, så vi har besluttet, at alle skoler med elever med særlige behov som udgangspunkt deltager i forsøget", fortæller Dorte Møller Jensen fra Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen.      Skolerne skal bidrage til evalueringen af forsøget. På baggrund af evalueringen vil man vurdere, som der skal justeres på det inden en anden forsøgsrunde i maj/juni 2015. Forsøget skal blandt andet bruges til at vurdere, hvilken betydning brugen af programmerne i udskolingen har for undervisningen og dermed elevernes færdigheder i retskrivning.

Forsøg: Frit slag for internet ved skriftlig fremstilling og gruppeprøve i fysik