For et halvt år siden sendte en desperat lærer et læserbrev til Folkeskolen. Hun fortalte om en skole i problemer med inkluderede elever, som placerede afføring rundtomkring på skolen - og en lærerstab, som var slidt ned af opgaven med pludselig at skulle inkludere uden støtte.

Hovedløs inklusion

Redaktionen tog til Vordingborg Kommune og talte med lærere, børn, forældre og forvaltning for at finde ud af, om der var tale om en undtagelse. Men desværre. Selv om de alle mener, at inklusion er en god ide, og at der er succeshistorier, så er resultatet 
rystende: Lærere, som må gå forbi skrigende børn på gangen, fordi der er for mange problemer. Elever, som driver rundt på gangene eller slår ting i stykker. En elev, som truer med selvmord. En desperat mor, som må bruge al sin faglige kunnen som specialundervisningslærer på at skaffe hjælp. Landsrekord i antallet af klager.

Det betaler sig at klage

Samtidig lever politikerne i en parallel virkelighed, som er grundlæggende positiv. Det er bare overgangsproblemer, siger de. Når det hele er faldet til ro, kommer det til at fungere fint. »Det mest robuste i denne verden er vores børn«, siger borgmesteren.

Det hele er et lærestykke i, hvordan man ikke skal gøre.

Den økonomiske model skaber i sig selv problemer. Der er endt med at være kæmpestor forskel på skolernes muligheder. Inklusionsprocenten varierer fra 7,6 til 0,7 fra skole til skole. Men alle elever får samme pose penge med ud på deres skole - samtidig med at det samlede skolebudget er skrumpet.

Ministeriet for Børn og Undervisnings ekspert i inklusion, professor Susan Tetler, advarer mod modellen, som efter hendes vurdering betyder, at »kommunerne løber fra deres ansvar« ved at lægge beslutningerne ud til skolelederne.

Processen: Da de mødte i skole efter sommerferien, kendte lærerne hverken elever eller skemaer. Og de kunne dårligt spørge skolelederen, for lederne var flyttet til nye skoler, samtidig med at de 13 skoler i kommunen var lagt sammen til fem. Der var indført heldagsskole, aktivitetstimer og linjer i udskolingen.

I Vordingborg er inklusion og heldagsskole nu hverdag

Hele øvelsen var planlagt i en gruppe, hvor lærerne og lederne ikke deltog. Venstre-næstformanden i gruppen havde ganske vist foreslået, at man inddrog dem, men uden held. Han siger, at han mener, at tempoet har været for voldsomt. »Man spænder elastikken for meget, når man inkluderer 174 børn, samtidig med at man gør klasserne større«, siger han. Men på borgmesterkontoret lyder kommentaren: »Jeg synes ikke, det er gået stærkt«. Sikkert ikke på hans kontor, fristes man til at sige.

Det er et farligt eksperiment, som går ud over de svageste børn. Og det nytter ikke noget, at problemerne måske har løst sig om fire-fem år. Det er afgørende år i et barneliv!

Christine Antorini burde løfte hovedet fra 
sin reform og se ud i den virkelighed, som hun har lovet ikke er en spareøvelse!