Lone Karrebæk stirrer på brevet i sin hånd. Hun er lige kommet ind ad døren til køkkenet, og familiens dansk-svenske gårdhund skøjter hen over trægulvet for at fange hendes opmærksomhed. Men hun har ikke tid. Endelig har hun fået en visitationsafgørelse om, hvor hendes søn Mads skal starte i 7. klasse. I marts fik hun et standardbrev om, at Mads fremover skal gå i normalklasse. Nu - en uge inde i sommerferien - har hun modtaget det endelige brev om, hvad der skal ske.

Men brevet giver ingen reelle svar.

»Mads tilknyttes 7.b og hold 4. 7.b består af 28 elever. Hold 4 er knyttet til 6. og 7. årgang og består i 1. periode af 12 elever«.

Men hvad betyder det? Han skal ikke længere gå i den specialklasse, som han hader, men får han så den støtte, han har brug for?

Hun griber med det samme ud efter telefonen for at få en forklaring af skolelederen, men han er ikke til at få fat på. For nylig har hun fået at vide, at der fremover er fem skoler i stedet for 13, og at skolelederne skal byttes rundt mellem de nye skoler. Så ingen ved reelt, hvad der skal ske med børnene.

Hun kan mærke vreden komme op fra maven og svedpletterne, der vokser under skjorteærmerne. »Det her er simpelthen ikke i orden«. Det seneste år har Mads gået i specialklasse på Svend Gønge-Skolen. Og han har hadet det hele vejen igennem.

»De her børn ligner ikke mig, mor«, siger han tit. Forleden havde en af drengene fra specialklassen slået på en af pigerne fra 3. klasse. »Tænk, hvis de andre tror, at jeg også er sådan, fordi jeg går i den klasse«, kom han brødebetynget hjem og sagde.

"Jeg går ud foran bilerne, mor"

Og nu vil de så putte ham i normalklasse, men uden støtte? Da han gik på friskole, mente de, at 13 timers støtte var passende. Da de ikke kunne få mere end fem timer, ville de ikke længere tage ansvar for hans læring.

Lone ringer til skolechefen, men han kender ikke ordlyden af brevet. Og da hun får fat på Svend Gønge-Skolens leder, får hun indtryk af, at ingen ved, præcis hvad de har tænkt sig at gøre.

På brevets tredje side står der, at en eventuel klage skal sendes til skolen, som så vil sende den videre til Klagenævnet for Specialundervisning. »Det bemærkes, at eventuel klage skal være Vordingborg Kommune/skolelederen i hænde senest onsdag den 1. august 2012 (inklusive fem dage til forsendelse)«, står der.

Det betyder, at hun ikke kan nå at se, hvordan tilbuddet bliver, før klagefristen er udløbet. Lone er selv specialundervisningslærer i en anden kommune, og hun har ikke tænkt sig at løbe den risiko. Mens hun sætter vandet over til en kop kaffe, begynder hun i hovedet at formulere den klage, som hun om lidt vil gå i kælderen og skrive.

Ny skolestruktur i Vordingborg

28. marts 2012 modtog forældrene til 174 børn med særlige behov et identisk brev fra Vordingborg Kommune. Her stod, at børnene fremover skulle gå på den lokale skole. Standardbrevene vakte uro. Da sommerferien begyndte, modtog forældrene breve med den endelige afgørelse. På det tidspunkt var samtlige ledere på vej til nye skoler på grund af den nye skolestruktur, og lærerne vidste endnu ikke, om de skulle blive, og hvilke elever de skulle undervise.

På overarbejde syv timer om dagen

»Mor, det er bare det rigtige for mig. Det er rart at være sammen med nogle, der trives og ligner mig lidt«, siger Mads en af de første dage efter sommerferien.

Men glæden er kort. Selvom det socialt kører fint med de 27 andre børn, har han ikke en chance for at følge med i timerne. Han skal være i skole fra 8 til 15 hver dag, så det er slut med ridningen. Og når han dødtræt smider sig på den hvide sofa, er der ikke nogen, der får noget godt ud af at fortælle ham, at han skal stille sin taske på plads. Fodboldmålene i haven kalder, og hunden skubber til ham med snuden og logrer med halen, men han orker ikke at rejse sig igen.

Næste morgen starter en ny dag med syv timer på konstant overarbejde. Når læreren stiller et spørgsmål, bliver der ofte svaret, før Mads når at tænke sit eget svar igennem. Han har svært ved at følge med i de bøger, der skal læses, og dagen føles endeløs. Han begynder at smutte fra timerne og slentrer omkring på gangene sammen med de andre elever, som også føler sig tilovers.

Lærerne er søde, og som hans mor siger, så har de ikke en chance for at hjælpe ham, når de samtidig skal tage sig af de 27 andre elever.

Indimellem drømmer han sig tilbage til friskolen, hvor han gik de første fem år. Der var de kun mellem otte og seksten i klassen. Han elskede at gå i skole. Men på et tidspunkt kunne de ikke have ham længere, og nu er han her. Og han kæmper. For han vil så gerne lære noget. Det er bare så svært.

Heldagsskole og mange klager

Samtidig med fuld inklusion har Vordingborg Kommune indført heldagsskole, så udskolingseleverne går i skole fra 8-15, mellemtrinnet fra 8-14 og indskolingen fra 8-13. Der er ikke tilført ekstra resurser til de ekstra timer.

Den nye inklusionsstrategi har betydet, at Vordingborg sammen med Holbæk er den kommune i landet, der har flest klager over specialundervisningstilbud per indbygger. 12 klager i Vordingborg mod for eksempel 20 klager i hele København. Men kun i en af sagerne har forældrene fået medhold.

Den bedste julegave

Den dag, Lone går på juleferie, står hun igen med et brev i køkkenet. Det er tusmørke, og hun tøver med at åbne konvolutten. Det er fra Klagenævnet, og det er altafgørende, hvad der står.

Det seneste halve år har hun brugt mange timer på at overbevise skolen, kommunen og Klagenævnet om, at Mads har brug for støtte. Flere gange har det slået hende, hvor uretfærdigt det er, at man skal være velformuleret, have et stort overskud og en masse faglig viden for at kunne begå sig i det her system.

Undervejs sendte hun et bekymringsbrev til kommunen og politikerne, og så blev hun for alvor en varm kartoffel. Hun har løbende talt med vicelederen, og som den første forælder fik hun et af de dialogmøder, som alle forældre til børn med særlige behov var blevet lovet tre af årligt. Her forklarede skolelederen hende, at Mads skam fik støtte, men en del af den var indirekte - timerne gik til det generelle inkluderende læringsmiljø, til trivselscoachen, læsevejlederen og til møder med ledelsen.

Hun bliver vred igen, når hun tænker på det. »Det skal være så fantastisk det hele, og det er det bare slet ikke. Hvis de i det mindste bare kunne erkende, at de har for meget at se til og ikke har penge til at give den støtte, der er behov for. Det ville jeg kunne forstå. Men at påstå, at alt er godt …«.

Med bankende hjerte sprætter hun brevet op. Og her står det sort på hvidt, at Mads skal tildeles ni støttetimer ugentligt a 60 minutter. Og timerne skal gå til Mads og ikke til generelle

 støtteforanstaltninger.

Hun løsner det lille hvide tørklæde med de blå engle, som hun har om halsen. Sparker skoene af og går på bare tæer over det tykke gulvtæppe med de stærke blå, orange og røde farver. Mod sædvane blander hun sig en gin og tonic og lægger sig på den hvide sofa. Hun stiller glasset mellem de små buddhaer i vindueskarmen, lukker øjnene og puster ud. »Det her var den bedste julegave, jeg kunne få. Det her kan betyde, at Mads igen kan blive glad for at gå i skole«.

Svend Gønge-Skolens skoleleder har set artiklen og haft mulighed for at kommentere den.