Forsøg: Hvad virker bedst - ekstra lærer eller pædagog?

Forskere skal ved et randomiseret forsøg finde svaret på, hvad der giver de bedste resultater - en ekstra lærer eller en pædagog som ekstra person i klassen. Ministeren opfordrer skolerne til at melde sig til forsøget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der skal måles både på fagligt niveau i dansk og matematik, elevernes trivsel og på, hvor mange elever, der henvises til specialundervisning uden for klassen. På de paratmere vil man sammenligne effekten af den klassiske tolærerordning med en ordning, hvor en lærer og en ikke-læreruddannet medarbejder samarbejder om undervisningen.

Ministeriet for Børn og Undervisning åbner nu for ansøgninger til de nye forsøg, hvor 70 skoler skal deltage. Man kan søge om forsøg med en ekstra lærer "eller en anden relevant vidensperson for eksempel en pædagog".

"Jeg glæder mig meget til at få sat gang i forsøget. I det kommende år vil vi gennemføre forsøg med særligt fokus på dansk og matematik, hvor klassens faste lærere et helt skoleår får hjælp fra enten en lærer eller en anden relevant vidensperson for eksempel en pædagog", siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

"Det ny forsøgsdesign, som vi er ved at udvikle, vil både være en konkret økonomisk håndsrækning til de kommuner, der ønsker at arbejde med nye måder at organisere inklusionsindsatsen på, og det vil kunne skabe ny generaliserbar viden om inklusion til gavn for hele skolen".