I dag begynder de længe ventede forhandlinger om en erstatning for de nationale test.

Nu begynder forhandlingerne om et ny testsystem: Se her, hvad der forhandles om

I dag begynder de længe ventede forhandlinger om en erstatning for de nationale test. Op til forhandlingerne har partier og interesseorgansationer meldt sig med emner og forslag til forhandlingerne. Folkeskolen.dk forsøger her at give dig et overblik.

Offentliggjort

I aftalen mellem partierne i forligskredsen fra 21. februar 2020blev partierne om, at et nyt testsystem skal:

  • Skabe gennemsigtighed for forældre og elever i forhold tilelevens faglige standpunkt.
  • Understøtte det pædagogiske arbejde i klasseværelserne.
  • Give et styringsmæssigt indblik i skolernes faglige formåensamt et ledelsesmæssigt indblik i lærernes undervisning.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tilføjet video fra Børne- og Undervisningsministeriet, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler sig om forhandlingerne. Se videoen nederst i artiklen 

Efter gentagne forsinkelser sker det endelig. Det var helt tilbage i februar sidste år, at partierne i forligskredsen blev enige om, at de omstridte nationale test skal udskiftes med et nyt landsdækkende bedømmelses- og evalueringssystem.

De forhandlinger tager partierne langt om længe hul på i dag.

Her skal folkeskoleforligskredsen blandt andet blive enige om, hvorvidt man vil gå væk fra det udskældte, nuværende adaptive testprincip, hvor ofte og hvornår på skoleåret elever skal testes, og hvilke fag de skal testes i.

Forhandlingerne om nyt testsystem begynder i næste uge 

Optakten har vist, at der er lagt i kakkelovnen til nogle interessante forhandlinger. Allerede før første møde har Venstre eksempelvis anklaget De Radikale for at være på vej ud af folkeskoleforliget med partiets holdning til de nationale test.

Skoleudspil har skabt forvirring

Radikale har nemlig i forbindelse med partiets nye og stort opslåede skoleudspil meldt ud, at partiet ønsker nationale test helt afskaffet.

Overfor folkeskolen.dk forklarer partiets undervisningsordfører Lotte Rod partiets udgangspunkt inden dagens forhandlinger:

"Vi forhandler naturligvis inden for den ramme, der er. Men vores udgangspunkt er, at vi ikke synes, at vi skal have nationale test længere. Vi mener ikke, at det, at staten laver test af alle elever, er en god måde at bruge lærerne og elevernes tid på", siger Lotte Rod.

Venstre-undren: Er de Radikale ved at melde sig ud af folkeskoleforliget? 

Partiet foreslår i stedet, at eleverne fremover kun testes nationalt i læsning og matematik.

"Testene skal være meget mere snævre end de nationale test. Problemet med de nationale test er jo, at de fylder for meget i forhold til, hvad vi vægter i skolen, og hvis man læser nogle af de anbefalinger, vi har fået i forbindelse med de nationale test, så siger de også, at man i stedet bør teste snævert på læsning, så vi kan sige 'ja, okay det er læsning, vi snakker om her'", forklarer Lotte Rod.

Organisationers fælles forslag får central rolle

Dermed lægger partiet sig op ad det fælles forslag, som Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og KL sammen præsenterede i maj.

KL, DLF og Skolelederforeningen laver fælles forslag til afløser for nationale test 

De tre foreninger ser nemlig også gerne, at man skærer kraftigt ned på antallet af fag og klassetrin for de landsdækkende test, og at man fremover kun tester i læsning og matematiske kompetencer.

Og netop organisationernes fælles forslag ser ud til at blive centrale i forhandlinger. Ifølge folkeskolen.dks oplysninger vil ministeren mere eller mindre gøre forslaget til regeringens udgangspunkt for forhandlingerne.

Rosenkrantz-Theil: Forløbet om nationale test skal være prototype på ændringer af reformen 

Også andre ting på bordet

I ugens løb har diverse udmeldinger fra partierne vist, at der også kommer andre ting end en egentlig direkte erstatning for de nationale test på forhandlingsbordet.

Pernille Rosenkrantz-Theil har udtalt, at hun håber på, at partierne blandt andet kan blive enige om gøre det til et krav om, at skolerne fremover senest i 1. klasse skal teste elever, der viser tegn på læsevanskeligheder, for ordblindhed.

Minister vil indføre karakterer for elevernes arbejdsindsats

Og i går kom det frem, at ministeren også har et stort forsøg med en helt ny form for karakterer med i ærmet til dagens forhandlinger.

Ministeren mener, at eleverne ikke kun skal belønnes for deres faglige præstationer. Nu skal de også have karakterer alene for deres arbejdsindsats.

Regeringen vil indføre krav om test for ordblindhed senest i 1. klasse 

I den forbindelse vil hun gerne lave et treårigt forsøg, hvor de deltagende skoler skal give karakterer for elevernes flid i alle fag, hvor de i forvejen får en standpunktskarakter.

Og så ser det også ud til, at uddannelsesparathedsvurderingerne kommer på forhandlingsbordet. Regeringen tilkendegav allerede for over to år siden i S-regeringens og støttepartiernes såkaldte forståelsespapir, at uddannelsesparathedsvurderingen skal ændres. Ifølge SF er det nu tid til, at der bliver fulgt op på den ambition.

Forhandlinger: SF vil også afskaffe uddannelsesparathedsvurdering nu

Tilføjet kl. 07:37

Minister: Nye test skal give mening med lærerbriller

Pernille Rosenkrantz-Theil bekræfter her til morgen, at forhandlingerne tager udgangspunkt i fællesforslaget fra Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og KL i en video på ministeriets Facebookside.

Årsagen er, at de kommende test modsat de nuværende nationale test skal være et redskab, som "vil give mening at have, hvis man ser på det med lærerbriller".

"Der skal være det pædagogiske sigte, og så er det selvfølgelig stadig vigtigt, at man også som elev kan få den her konkrete tilbagemelding på, hvordan står det til lige nu, og hvad skal der arbejdes med lige nu. Så både en test, men også noget feedback, som man kan bruge i det kommende års arbejde", lyder det videre fra ministeren.

Pernille Rosenkrantz-Theil fortæller også, at de kommende test formentlig skal ligge i starten af skoleåret i stedet for sidst på året som de nuværende test.