Vinder af Undervisningsprisen vil have vvs’eren til at huske Oehlenschläger
Susanne Christensen har vundet Politikens Undervisningspris. For læreren på Baltorpskolen i Ballerup handler det blandt andet om at give eleverne drømme, de tør forfølge.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jeg skulle egentlig have været på tur, men havde fået at vide, at jeg skulle blive hjemme, fordi distriktsskolelederen skulle på besøg. Det var jeg faktisk blevet ret irriteret over. Men det viste sig jo, at de havde spundet en løgnehistorie".
Sådan gengiver Susanne Christensen, lærer i dansk og engelsk på Baltorpskolen i Ballerup, starten på en usædvanlig mandag.
"For at det skulle være lidt troværdigt kom distriktsskolelederen ind for at høre om, hvordan det er at være elev på Baltorpskolen afdeling Grantoften. Lige pludselig vælter det ind med mennesker. Uddannelsesredaktør på Politiken Jacob Fuglsang i front - og mange jeg ikke kender", fortæller læreren om mandagens store overraskelse.
Susanne Christensen vidste på forhånd, at hun var blandt fem lærere, der havde mulighed for at tage prisen som bedste underviser i grundskolekategorien, men at valget endeligt faldt på hende, kom som en overraskelse, fortæller hun til folkeskolen.dk
Drømme og forbundsfæller
Indstillingen kom fra tre af drengene fra 9.y. "De forventninger til en og den entusiasme, Susanne har, har rykket hele klassen. Vi har fået det faglige største løft nogensinde", skrev de om dansk- og engelsklæreren.
"Jeg er meget stolt over, at det er det, de nævner i indstillingen. Det er noget af det, jeg prioriterer som lærer. At eleverne skal have noget med sig fra min undervisning, hver eneste dag", siger Susanne Christensen.
"Det vigtigste for mig er, at jeg giver børn og unge nogle kundskaber, så de kan gå ud og være hele mennesker, der kan have en indflydelse på egne drømme, som de har modet til at forfølge. Og så synes jeg, at det er fedt, hvis vi har en vvs'er, der ved, hvem Oehlenschläger og Pontoppidan er fra undervisningen i folkeskolen. Det handler om dannelse. At lære at forstå sig selv og at forstå andre".
Avis vil belønne den bedste fjernunderviser
For Susanne Christensen er det også vigtigt, at eleverne kan bruge litteraturen til noget. Det kan blandt andet hjælpe dem, der gennemgår udfordringer ved at spejle sig i det, de læser.
"For mig handler litteratur også om, at man kan få nogle forbundsfæller. Eksempelvis hvis man har det svært ved at ens forældre skal skilles, og at man samtidig læser om en, der går gennem det samme. Det skaber forhåbentlig en tro på, at tingene nok skal gå".
I august er hun inviteret til prisfest i Politikens Hus. Det ser hun frem til:
"Jeg glæder mig da helt vildt! Jeg er meget spændt på, hvem jeg skal sidde ved bord med. Det bliver en festlig aften. Jeg vil nyde hvert sekund".
I denne uge bliver i alt ti lærere udpeget som vindere af Politikens undervisningspriser i forskellige kategorier.
Årets lærer: Min forberedelse går også til elevernes fritidsinteresser