Det er svært at forstå, hvad Magnus vil sige i timerne. Han leder længe efter helt almindelige ord eller bruger ét, der ikke giver mening. Han retter sig ofte ikke efter fælles beskeder og har svært ved at forstå, hvad han læser. Måske kommer han tit i konflikt i frikvartererne. Og efter spisefrikvarteret er han totalt udbrændt.

Magnus kunne også hedde Marie eller Muhammed. Han kan komme fra mere eller mindre resursestærke hjem og være mere eller mindre stærk i matematik eller praktisk-musiske fag. Men fælles for Magnus, Muhammed og Marie er, at de almindelige pædagogiske greb, dansklæreren plejer at bruge for at hjælpe eleverne på vej, ikke rigtigt virker.

”Det er her, de første lamper bør blinke. Og det er her, jeg virkelig gerne vil, at læreren bliver nysgerrig på, hvordan det er med Magnus’ sprogfærdigheder. Spørge de andre lærere i teamet, hvad der virker for dem, og lige så stille spore sig ind på, om der kan være tale om DLD”, siger Rikke Vang Christensen.

Hun er lektor på Københavns Universitet og har gennem de seneste 20 år – skiftevis som logopæd i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og som forsker og underviser på Københavns Universitet – arbejdet med børn, der er ramt af det, der i dag betegnes DLD – Developmental Language Disorder.

”At et barn har DLD, betyder, at barnet har vedvarende vanskeligheder ved at tilegne sig sprogfærdigheder på samme niveau som sine jævnaldrende. Det kan handle om forståelsen, om brugen og om produktionen af sprog”.

Det er en sprogforstyrrelse, man er født med, og man kan se, at den går igen i familier, og at den ikke går over, forklarer Rikke Vang Christensen:

”Sprog er så kompleks en størrelse, så der er ikke bare ét gen, vi kan pege på. Og der er heller ikke bare én test, vi kan tage for at påvise DLD, for vanskelighederne kan vise sig på mange forskellige måder og handler i høj grad om, hvordan man kan bruge sproget i den kontekst, man er i. Men den gode nyhed er, at man kan hjælpe de her børn. Og man kan komme langt med relativt enkle pædagogiske redskaber”.

Et detektivarbejde med hvert barn

Da Rikke Vang Christensen, før hun begyndte at læse, var pædagogmedhjælper i en småbørnsgruppe på taleinstituttet i Aarhus, arbejdede man med begrebet dysfasi, når man talte om børn med sproglige vanskeligheder.

”Jeg var ansat i et års tid, og helt fra starten blev jeg nysgerrig på, hvad det er, de her børn, som snubler i sproget og ikke kan mobilisere ordene, slås med. Det blev min vej ind i logopædistudiet, og det har det været siden”, fortæller hun.

I løbet af hendes studietid blev betegnelsen ændret til specifikke sprogforstyrrelser eller SLI.

”For 30 år siden troede man, at man havde fundet SLI-genet, og man lavede en masse underkategorier, men børnene passede ikke i kasserne. I dag har man så den overordnede kategori DLD, og så kan man med det enkelte barn se på styrker og svagheder, og hvordan man kan sørge for, at børnene bruger de resurser, de har, bedst muligt”, siger hun.

Og netop det har Rikke Vang Christensen brugt de seneste 20 år på at hjælpe med. Skiftevis ude i praksis i blandt andet PPR i Brøndby og Rødovre og teoretisk på Københavns Universitet, hvor hun har skrevet ph.d. om børn med sprogforstyrrelser, og hvor hun underviser kommende audiologopæder i emnet.

”Jeg tror, at for de allerfleste audiologopæder er det praksis, der trækker. Det at gøre noget godt for nogen. Det er et detektivarbejde, når man sidder med et barn og prøver at finde ud af, hvad der kan gøre forskellen for netop dette barn. Men jeg føler også, at jeg kan gøre en forskel ved at hæve mig op og se dem som en gruppe og finde ud af, hvad der kan hjælpe dem, og ved at uddanne andre til at hjælpe dem”, siger Rikke Vang Christensen.

Bliver let overset eller misforstået

Man anslår, at syv procent af alle børn har DLD. Det svarer til, at der sidder mindst ét barn med DLD i hver skoleklasse, og at DLD er lige så udbredt som ordblindhed og langt hyppigere end for eksempel autisme. Alligevel er der langt færre i skoler og børnehaver, der kender til DLD.

”DLD er nok den mest udbredte udviklingsvanskelighed hos børn og unge, som de fleste aldrig har hørt om. En af grundene til, at DLD er ret ukendt, kan være, at det kommer til udtryk på forskellige måder hos forskellige børn. En anden kan være, at sprogvanskelighederne ændrer sig over tid, og når børnene holder op med at begå talefejl, tror vi, at vanskelighederne er gået over. Og den sidste ting er, at vi ikke har – og nok heller ikke kan – udvikle én test, der med stor sikkerhed kan påvise DLD”, siger Rikke Vang Christensen.

Risikoen for, at børnene bliver overset eller misforstået, er derfor relativt stor. En del vil måske blive ordbindetestet, og hvis de ikke har dysleksi oven i DLD, lander de nok i kategorien ”gule børn”, som har udfordringer med at læse uden at være ordblinde.

”Men det, man skal huske, er, at uanset om der er tale om DLD eller ordblindhed eller ADD eller højtfungerende autisme, så har Magnus vist os, at det skolemiljø, vi tilbyder, ikke er et, som han fungerer godt i. Og så må vi se på, hvilke pædagogiske justeringer der skal til, for at han kan fungere bedre i skolen”.

DLD er nok den mest udbredte udviklingsvanskelighed hos børn og unge, som de fleste aldrig har hørt om.

Rikke Vang Christensen, ph.d. og lektor på Københavns Universitet

Usynlig udfordring

Men hvad kan man så gøre? Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne ved, at DLD findes, understreger forskeren. Lærere skal have sprogvanskeligheder i baghovedet som en mulig årsag, når de oplever, at det, der plejer at virke i undervisningen, ikke virker for Magnus.

Et skridt på vejen kan være at interessere sig for, om han har været forbi talepædagogen, da han gik i børnehaven.

”Da jeg startede som logopæd for 20-25 år siden, var det nyt for os at træde ind i vuggestuen. Det er helt normalt i dag, fordi man ønsker at sætte ind tidligt. Udfordringen er bare, at resurserne til at sætte ind tidligt er taget fra skoleområdet. Så man kan risikere, at den viden, der kom i den tidlige indsats, ikke følger med videre op”, siger Rikke Vang Christensen.

Ændringen af de sproglige vanskeligheder over tid betyder typisk, at børnenes talefejl forsvinder. Men når de tydelige fejl er borte, kan det blive usynligt for den nye lærer, der kommer til, at det er sproget, der er årsagen til barnets udfordringer.

”For selv om de sproglige udfordringer ikke længere kan høres, så er de der stadig, og hver gang børnene kommer til et nyt område, et nyt fag eller emne, skal de kæmpe igen. Vi har alle sammen været for dårlige til at se, at når man holder op med at begå fejl, så betyder det ikke, at man er færdig med at have sproglige vanskeligheder”, forklarer hun.

Jo højere op i skolesystemet barnet kommer, jo sværere bliver det, for der er færre og færre voksne til at gentage på nye måder og mindre og mindre sproglig hjælp at hente.

”At børnene kommer af med de tydelige talevanskeligheder, er jo både af det gode og det onde, for det er dejligt, at de har udviklet sig, men det gør ikke deres vanskeligheder mindre. Det kan få os til at fejltolke deres adfærd som ligegyldighed eller dovenskab eller sociale vanskeligheder, mens det i virkeligheden stadig handler om, at de ikke forstår, hvad det er, vi siger til dem”.

Om forskeren

Rikke Vang Christensen er uddannet cand.mag. i audiologopædi på Københavns Universitet i 2004, hvor hun i dag er ansat som lektor.

I 2010 skrev hun ph.d.en ”Om fællestræk og variation: en undersøgelse af verbers præteritumbøjning hos danske børn med sprogforstyrrelser” ved Københavns Universitet.

Hun har skiftevis været ansat som børne­logopæd, blandt andet i PPR i Brøndby og Rødovre Kommuner, og forsket og undervist på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun har været en del af en række forskningsprojekter om børns sprogforstyrrelser.

Tydelig struktur og visuel understøttelse

Hvis læreren er nået til at have en mistanke om, at sproget måske er udfordringen, er det en god ide at holde et møde med kollegerne og se, om eleven fungerer bedre i nogle fag end andre, og om der er måder at organisere undervisningen på, som fungerer bedre for eleven.

At få en logopæd med til mødet vil også give god mening, for selv om der ikke er en egentlig DLD-test, vil en sammensætning af forskellige observationer kunne vise, at udfordringerne bunder i sproglige vanskeligheder.

”Overordnet kan den almindelige distriktsklasse med viden og understøttelse fra AKT (adfærd, kontakt, trivsel), PPR, læsevejleder og måske ordblindevejleder fint skabe en god ramme for barnet. Men der skal lægges en plan for, hvad der kan hjælpe. Og for en del lærere vil det også kræve en vaneændring, for meget handler om, hvordan man strukturerer sin undervisning”, siger Rikke Vang Christensen.

Det handler om at have en tydelig struktur, at understøtte det sproglige visuelt og om at hjælpe børnene til at vide, præcis hvilken rolle de skal have i for eksempel gruppearbejder og andre løsere former. Langt hen ad vejen er det didaktiske metoder, som kommer de fleste børn til gode.

Så er det overhovedet nødvendigt at give de her børns udfordringer et navn?

”For nogle børn er det dejligt at vide, at det, de kæmper med, har et navn og ikke bare handler om, at de er dovne. Fra min stol her på universitetet ser det også ud til, at det er lettere at gøre noget ved ting, der har et navn, i skoleverdenen, også når det handler om at få resurser til støtte oppefra”, siger Rikke Vang Christensen og fortsætter:

”Vi kunne måske godt ønske os det anderledes, men så længe verden ser sådan ud, synes jeg, det er vigtigt, at man som lærer ved, at der er noget, der hedder DLD. Og at man, hvis man justerer sin pædagogik, kan hjælpe den her gruppe af børn. At finde ud af, at barnet har DLD, giver os ikke alle svar, men det hjælper os til at forstå, hvad barnet slås med”.