Fra 4. klasse har Marcus haft rigtig svært ved at komme i skole. Ofte sad han i forældrenes bil uden for skolen med hjertebanken. Han ville så gerne i skole, men han kunne ikke. Det var uoverstigeligt at stige ud og gå ind på skolen - og han kunne ikke helt forklare hvorfor. For han trivedes jo fint i klassen. Men angsten tog overhånd, han svedte og kunne ikke få luft. Tit måtte hans mor eller far køre ham hjem igen.

I 6. klasse måtte forældrene køre ham på akutmodtagelsen en dag, hvor han ringede, græd og havde det forfærdeligt. På det tidspunkt kom en skolepsykolog også indover.

»Marcus har haft utroligt meget fravær. Han har ikke været i skole i lange perioder«, fortæller hans far, Stig Helmer Jensen.

I dag går Marcus i 8. klasse. Han har et reduceret skema, så han har aldrig fag som idræt, historie eller fysik/kemi. Og siden sommerferien er det gået rigtig godt med at komme i skole. Det skyldes en fælles indsats fra Marcus og alle omkring ham - forældre, lærere, konsulent fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og skoleledelse.

I flere år har han haft svært ved at sove. Han havde ondt i maven og blev nervøs, når han skulle i skole. Nu får han Melatonin og sover meget bedre. Han har et nødskema, som han skal bruge derhjemme, hvis han en dag ikke kan komme i skole, og han har en enetime om ugen med en lærer, hvor de snakker, cykler og går tur. Alt det har betydet, at det nu går så meget bedre.

»Det gik rigtig galt, da antallet af timer i skolen steg, så blev det for voldsomt for ham«, siger hans far.

Forældrene kan se, at problemerne med skolevægring eskalerede, efter at skolereformen blev indført.

»Skolereformen skubbede ham det sidste stykke. Så kunne han ikke mere. I dag, når han kommer hjem efter en skoledag med reduceret skema, er han helt drænet. Batteriet er simpelt hen brugt«, siger hans mor, Charlotte Martinsen.

Samarbejdet med skolen betyder alt

Marcus har nogle autistiske træk og diagnosen »andre psykiske udviklingsforstyrrelser«. Når han holder ferie, synes han, det bedste er bare at lave så lidt som muligt, og han kan sagtens finde på at sige nej tak til en tur på Bakken. Så kan resten af familien tage af sted, mens han bliver derhjemme.

Efterhånden som han er blevet ældre, har han været nervøs for, at han skulle dumpe i skolen, fordi han var der for lidt. Men viceskoleleder Anja Mikolajek på Ishøj Skole har talt med Marcus og forsikret, at han ikke er i nærheden af at blive smidt ud af skolen. Det har hjulpet meget.

Forældrenes råd til andre i en lignende situation er at være åben over for den hjælp, man kan få, og samarbejde med skolen og med PPR-konsulenterne.

»Skolen har været en samarbejdspartner hele vejen igennem, og Susanne (Pliniussen) fra Ishøj Kommunes PPR har været bindeleddet. Susanne har været Marcus' og vores bisidder. Det har betydet alt«, siger Charlotte Martinsen.

Stig Helmer Jensen forklarer:

»Vi var desperate. Men som forældre skal man tage boksehandskerne af, for skolen er ikke en modstander, og det eneste, der dur, er, at alle samarbejder og ror samme vej. For vi sidder alle i samme båd«.

Skolevægring kræver samarbejde mellem skole, hjem og forvaltning

Nødskema til fraværsdage

Det første lange stykke tid lå Marcus derhjemme med computeren, når han ikke kunne komme i skole. Sådan er det ikke længere. Hvis han en dag ikke kan klare at komme hen i klassen, har han et nødskema derhjemme. På en tavle står dagens opgaver og aktiviteter, sådan at han får arbejdet med noget af det samme som klassekammeraterne.

»Klassen er meget åben og rummelig. Lærerne er rigtig gode til at tale åbent om problemerne, og Marcus kom hjem en dag og fortalte, at klassekammeraterne var glade for at se ham. Det betyder meget«, siger Stig Helmer Jensen.

Forældrene og Marcus sørger også for at komme tidligt hen til skolen om morgenen, så Marcus får tid til at komme ind i klassen.

»Det handler om at stikke en finger i jorden hver dag. Marcus kan godt sige, at han gerne vil i skole, men når vi så sidder i bilen, kan han måske ikke få luft. Så er det vigtigt at trække vejret dybt og se, om angsten letter. Måske skal han ud at gå lidt foran skolen. Måske skal jeg skubbe en lille smule, men jeg skal passe på, at det ikke bliver for meget«, siger Stig Helmer Jensen.

Aftalen er, at de aldrig må give op på forhånd. De skal hen til skolen og se, om det lykkes, hver dag. Og hvis det ikke lykkes, så er det hjem til nødskemaet. Nogle gange kan det være et skridt frem og to tilbage. Men nu går de ikke længere i panik, hvis det ikke lykkes for Marcus at komme i skole.

Forældrene har tidligere frygtet, at skolen ikke ville have mere med drengen at gøre, at de ville skrive en underretning, eller at han kunne blive fjernet fra hjemmet, fordi de som forældre ikke formåede at få deres barn i skole. Men den frygt har de ikke længere på grund af den tætte kontakt til skolen og PPR.

»Skolen har været meget favnende. Jeg troede slet ikke, at man kunne køre med reduceret skema så længe«, siger Stig Helmer Jensen.