Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Børn gør det godt, hvis de kan. Det er vores børnesyn i Danmark. Det er helt vildt, landets skoler lige nu ledes af en minister, som er uenig.

Regeringens indførelse af mere straf og sanktioner er ikke bare en uskyldig ændring i et par paragraffer. Ministeren vælger helt bevidst at sende et signal til landets skoler og forældre om, at børn med udadreagerende adfærd skal mødes med mere straf og eksklusion i stedet for med hjælp og støtte.

Lærere og skoleledere bliver opmuntret til at sende elever hjem og smide dem ud, og ministeren beskylder forældre til børn med autisme, ADHD og lignende for at lave ”pissedårlig opdragelse”.

Det er uklogt. Det får ikke børn til at opføre sig bedre. Tværtimod giver det mere vrede og dermed endnu mere dårlig adfærd. Det får ikke nogen ind i skolefællesskabet, men skubber børn og unge over mod dårligere fællesskaber og ungdomskriminalitet.

Så ministeren lykkes måske med at lyde hård i filten, men gør selv problemet større.

Kæden hopper af

Jeg vil noget helt andet. Jeg vil tage ansvar for, at vi som samfund lykkes med at opdrage børn til at indgå i fællesskab.

Diskussionen går ikke på, om man skal opdrage sine børn. Selvfølgelig skal man det.

Børn har brug for både selvstændighed og struktur. Både autoritær og eftergivende opdragelse har negative konsekvenser. Som Edward L. Deci og Richard M. Ryan har vist gennem et halvt århundredes forskning over hele verden, behøver børn autonomistøtte og kompetencestøtte, herunder struktur og tydelighed.

De har brug for tryghed gennem samhørighed og hjælpsom guidning fra de voksne. Logiske og naturlige konsekvenser, som for eksempel at rydde op efter sig – når man er faldet til ro – giver mening. Men ikke som en straf i form af en eftersidning flere timer senere.

Kæden hopper altså af for regeringen, når de kobler konsekvenser med straf. Moderaternes undervisningsordfører Rasmus Lund-Nielsen skrev forleden i Folkeskolen: ”Sanktioner og konsekvenser behøver ikke at være hårde eller ekskluderende – de kan også være udtryk for omsorg og ansvarlighed”. Men regeringen har lige præcis foreslået sanktioner, som er hårde og ekskluderende.

Det er én stor selvmodsigelse.

Advarede mod straf

Rigtig konsekvenspædagogik handler om at vise børn og unge, hvilke konsekvenser deres handlinger har, og hjælpe dem til at se, at de har et valg. Ophavsmanden til konsekvenspædagogikken, Jens Bay, advarede mod straf.

Det betyder ikke, at det aldrig nogensinde kan være rigtigt at flytte et barn for at opretholde fællesskabet. Det gjorde Marianne Jelved en gang. Men straf og sanktioner skal ikke være en almindelig del af hverdagen.

Derimod skal de voksne altid sætte sig ind i årsagen, når børn reagerer dårligt. Er barnet oppe i det røde felt, fordi forældrene drikker, slår eller skal skilles? Er barnet blevet drillet fem minutter før timen? Føler barnet sig dum i matematik og prøver at vinde en plads ved at være sjov eller grov? Har barnet brug for at få en fælles besked forklaret eller brug for lidt længere tid til at svare?

Der er en vigtig forskel på, at "børn gør det så godt, de kan" og så Ross Greene's oprindelige formulering "børn gør det godt, hvis de kan". Rammerne er vores ansvar.

Skolen kan kun være god for alle børn, hvis dét er det bærende børnesyn. Og vi kan kun være et trygt og velfungerende demokrati, når vi laver en skole, hvor de børn, der ikke har lært at opføre sig ordentligt, bliver hjulpet ind i fællesskabet, i stedet for at blive skubbet længere ud.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk