Debat

"Vi har behov for et DCUM, der aktivt styrker vores fælles indsats for gode undervisningsmiljøer og trivsel – ikke unødigt bureaukrati, som dræner energi og ressourcer", Skriver Dorte Andreas og Gordon Ørskov Madsen.

Formænd: ”Vi vil på det kraftigste appellere til, at politikerne trækker forslagene tilbage”

Det er nødvendigt at rydde op i unødvendigt bureaukrati, men når man vil pille ved områder, der rent faktisk understøtter skolerne i dagligdagen, så undrer vi os.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

De fleste af os kan efterhånden blive enige om, at det på sigt betaler sig at investere i vores fælles folkeskole og dermed vores børn. Derfor er det også vigtigt, at vi tænker os ekstra godt om, når vi omfordeler eller fjerner økonomiske midler, som har betydning for skolehverdagen. For at få en stærk folkeskole skal vi have tilført penge – men selvfølgelig er vi også parate til at diskutere de forskellige prioriteringer inden for folkeskolens økonomi.

Desværre har vi for nylig set flere eksempler på decideret ukloge forslag til besparelser på folkeskolen.

Lærernes eneste mulighed

I regeringens finanslovsudspil lægges der op til en stor besparelse på Center for Undervisningsmidler (CFU), hvilket mange steder er lærernes eneste mulighed for at låne bøger og materialer til undervisningen. Det hænger ikke sammen med ønsket om at opprioritere brugen af analoge undervisningsmidler og dermed få mindre skærm i skolen. Det vil ganske enkelt svække lærernes mulighed for at lave varieret og motiverende undervisning. 

Samtidig er det som led i besparelserne på den statslige administration hensigten at nedlægge Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), som til daglig arbejder for at skabe gode børne- og undervisningsmiljøer ved hjælp af råd, vejledning og værktøjer. Det står dog ikke klart, om det også betyder, at den nationale klageinstans mod mobning i den forbindelse nedlægges, eller om den flytter et andet sted hen. 

Vi mener, at DCUMs fokus bør styrkes, så centret i endnu højere grad kan understøtte skolerne i arbejdet med antimobning og uddanne undervisningsmiljørepræsentanter. Det er det forebyggende arbejde, skolerne har brug for – ikke en klageinstans, der ofte trækker gamle sager frem og skaber mere bureaukrati end løsning. Klagesagerne kan i flere tilfælde handle mere om at få ret end om reelt at støtte trivsel, og vi ser ofte, at lærere og ledere presses til uhensigtsmæssige procedurer, der ikke er fremmende for det gode samarbejde på skolerne. Det virker heller ikke som den rette prioritering i forhold til at nedbringe bureaukrati.

Langt væk fra skolerne

Hvis vi lærere og skoleledere skulle pege på, hvor det ville give mest mening at spare, ville det i hvert fald ikke være på den del af DCUM, der arbejder forebyggende ogS konfliktnedtrappende, og som er med til at forstærke tilliden til skolen.

Vi har behov for et DCUM, der aktivt styrker vores fælles indsats for gode undervisningsmiljøer og trivsel – ikke unødigt bureaukrati, som dræner energi og ressourcer.

Forslagene om at spare på CFU og DCUM er sandsynligvis opstået et sted meget langt fra skolernes hverdag. Vi vil på det kraftigste appellere til, at politikerne trækker forslagene tilbage i den kommende finanslov.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk