Vi bliver efterspurgt

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frederik Vinther Reimer er 22 år, og windsurfing er hans store passion. Han har arbejdet som surf-instruktør for 8-14-årige. Han har været tjener og arbejdet i halvandet år på et hjem for voksne udviklingshæmmede.

»Uddannelsen her lå lige til højrebenet. Jeg har længe vidst, at jeg ville arbejde med børn, og jeg tror gerne, at jeg vil have noget at gøre med autister. Der var nogle med Asperger dér, hvor jeg arbejdede, og det fascinerer mig. Jeg tror, det er rigtig svært, men det tænder mig, at der er en udfordring«, siger Frederik Vinther Reimer.

Han synes, at introdagen på Metropol har givet et godt billede af, hvad uddannelsen handler om.

»Det har givet ro. Jeg forventer at få en masse kompetencer til at kunne hjælpe børn og unge, der har det svært. Jeg har da overvejet, om det måske bliver svært at få job efter uddannelsen her, men der er så mange diagnosebørn og så meget fokus på specialundervisning, at jeg tror, der vil være efterspørgsel efter os«. |