Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Samtlige elever og lærere i Odder Kommune har i dette skoleår fået en iPad, og i sidste uge præsenterede kommunen sine erfaringer på en konference for 225 lærere og skoleledere fra andre kommuner. I en workshop gav lærer Inge Boudigaard Nielsen fra Hou Skole eksempler på, hvordan hun inddrager iPad'en i sin klasse med ti let til middel retarderede elever på seks-syv år.
"Det er elever, der ikke altid er så nemme at få til at lære noget, men jeg har fået stor hjælp af iPad'en, som rykker dem i den rigtige retning. Jeg bruger for eksempel 'Matemaslik', som blandt andet indeholder en talquiz. Børnene synes, det er en hyggelig app", sagde Inge Boudigaard.
Eleverne tæller slik i 10, 20, 30…
I quizzen fortæller en stemme, at eleven skal finde for eksempel tallet syv blandt de små tal. Svarer eleven rigtigt, sluger en fjollet figur syv stykker slik. Eleverne kan også tælle slik, og når de har talt til ti, bliver det samlet i en pose. Når de har fyldt ti poser, kan de tælle 10, 20, 30… De kan også arbejde med de fire regnearter.
"Jeg kan højst få dem til at sidde med opgaverne i fem minutter ad gangen. Men det er fem minutter, som er godt givet ud, fordi de regner rimelig koncentreret. Hvis de skal regne på papir, tager det oceaner af tid for dem at regne blot to stykker", sagde Inge Boudigaard.
Bogstaver får lyd og form
I dansk bruger hun app'en "Knæk læsekoden", hvor eleverne blandt andet kan arbejde med alfabetet. Når de bliver præsenteret for et bogstav, skal de skrive det på skærmen, mens en pil viser skriveretningen, og en stemme fortæller dem, hvordan bogstavet lyder.
"Det er god træning for små elever at følge bogstavernes former, også motorisk, og høre deres lyde. Men igen, de sidder ikke med det i lang tid".
Eleverne laver ivrigt bøger på ti sider
Også Bookcreater står på Inge Boudigaards repertoire. Her kan eleverne selv lægge tekst, billeder og lyd ind.
Hun arbejder med app'en på tre måder: Det typiske er, at hun og eleverne har været ude at tage billeder sammen. Hun kan også lave en skattejagt på skolen, hvor eleverne skal beskrive, hvad de ser. Eller hun har fundet billeder, som eleverne skal hente i deres Dropbox, der tilbyder gratis online lagerplads.
"Eleverne sætter billederne ind i bogen og skriver en tekst til, som de kan flytte hen på siden, hvor de synes, den skal være. De kan også indtale en speak", fortalte Inge Boudigaard og demonstrerede, hvor let app'en er at arbejde i.
"Pludselig har de ti sider, for de gider godt arbejde i Bookcreater i længere tid. Det fede er, at de har bøgerne med hjem på deres iPad, så jeg kan skrive til forældrene, at de skal kigge i barnets nye bog. Så kan de følge med i, hvad vi laver i skolen".
Pudsigt, at eleverne laver bøger på deres iPads
Det fik en deltager i workshoppen til at reagere.
"Det er pudsigt, at eleverne sidder med iPad'en som medie og så laver en bog. Skyldes det, at det er nemmere for dem at sidde med én side ad gangen", ville hun vide.
"Ja, det er nemt og overskueligt for elever fra specialundervisningen at flette rundt med tekst og billeder på én side. Det ville være et kæmpe arbejde, hvis de skulle gøre det på papir. Bare det at klippe er svært for dem. Mange af vores elever har også svært ved at håndtere en computer, for dér kan rigtig meget gå galt. På iPad'en forsvinder tingene ikke, fordi man har glemt at gemme", svarede Inge Boudigaard.
Eleverne lærer hurtigt at tage hensyn til hinanden
Inge Boudigaard viste en bog, hun har lavet til eleverne med billeder, hun har fundet på nettet fra undervisningsmaterialet Bogstavhuset.
"Eleverne fortæller om de bogstaver, de møder i skoven. Det kan de godt sidde med alene", sagde hun og afspillede en lydfil med en elev.
En deltager i workshoppen var overrasket over, at der ingen baggrundsstøj var på elevens optagelse.
"Hvordan får du ro til at optage? Jeg har seks elever, så der er altid baggrundsstøj", spurgte hun.
"Hvis jeg spreder eleverne ud i hjørnerne af klassen, kan det lade sig gøre. De lærer også hurtigt at tage hensyn til hinanden. En dreng havde tendens til hele tiden at komme med mobbende kommentarer, men da han hørte sig selv på en af de andres indspilninger, blev han flov. Eleverne finder hurtigt ud af, at der skal være ro, når der bliver optaget", svarede Inge Boudigaard.
Hvorfor har Muh Mor ingen kalv?
Hou Skole har et læsebånd på 20 minutter hver morgen. I klassen med de ti specialelever læser Inge Boudigaard højt.
"Vi har læst mange Mor Muh-bøger. En dag spurgte en elev, hvordan hun kan være mor uden at have en kalv. Så måtte jeg selv lave en Mor Muh-historie om familielivet, og nu kommer børnene med ideer til, hvordan den kan fortsætte. Det er en god måde at lave en fælles historie på, og jeg fører den op på den elektroniske tavle, så alle kan følge med", sagde Inge Boudigaard.
Odder-lærere: Lad vær' med at jagte den gyldne app
225 lærere lytter til Odders erfaringer med iPads til alle