Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Specialområdet i danske dagtilbud og skoler står over for store udfordringer. 

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser en markant stigning i antallet af børn, der visiteres til specialtilbud. Det er en stigning på 33 procent på blot 10 år. Det peger på behovet for at finde nye løsninger, som sikrer, at flere børn får den rette hjælp tidligt, samtidig med at vi styrker mulighederne for inkluderende fællesskaber. 

Jeg har arbejdet med børn og unge i både almene og specialiserede skoler de sidste 11 år og hører alt for ofte, at henvisninger til specialtilbud kan føles som en parkering eller nødløsning – ikke som en langsigtet løsning på udfordringerne. 

Mange børn, der flyttes fra almensporet til specialområdet, føler sig afkoblet fra deres klassekammerater og den normale skolegang. Når først de er flyttet, er der for sjældent en vej tilbage til den almene skole.

Hjælp afhænger af diagnose 

Det er en problematisk tendens, at børn, der skiller sig ud, ofte og hurtigt bliver ekskluderet fra fællesskabet. Klasserne og de voksne omkring børnene skal være bedre klædt på til at støtte og inkludere. 

Heldigvis ved vi meget om, hvad der virker, og hvordan vi kan vende udviklingen.

Forebyggelse er langt billigere - og mere effektivt - end de symptombehandlende løsninger, vi ser i dag. Hvis vi undgår, at bare én elev bliver sendt fra almen- til specialområdet, kan det finansiere trivselstiltag på en skole i flere år. Det handler ikke om at erstatte specialtilbuddene, som gør et fantastisk arbejde, men om at sikre, at de bruges til dem, der virkelig har brug for det. På den måde kan vi sikre bedre vilkår for alle.

I dag oplever mange forældre, at hjælp til deres børn afhænger af en diagnose. Det skaber et system, hvor diagnosen bliver en forudsætning for støtte, men også en byrde for barnet. Det er vigtigt, at vi i stedet ser børn som hele mennesker med mange styrker og ikke kun gennem deres udfordringer. 

Invester i trivsel og inklusion

På en skole mødte jeg en dreng, der på daglig basis blev hevet ud af undervisningen, fordi læreren mente, at han ikke kunne følge med. Efter dialog blev vi enige om at give ham en chance i fællesskabet.

Lidt efter lidt begyndte han at deltage mere aktivt i undervisningen. 

På et tidspunkt turde han stå frem foran klassen og fortælle, at det kan være rigtig svært at være ung med en diagnose. Hans klassekammerater tog så godt imod det, at de endda kårede ham som klassens modige forbillede. Den slags fællesskab er uvurderligt – og et stærkt eksempel på, hvad inklusion kan føre til. 

Vi skal sætte fokus på at bygge stærke fællesskaber, hvor forskellighed ses som en styrke. Når vi investerer i trivsel og inklusion, investerer vi i børn, der kan klare sig gennem hele livet. 

Som samfund står vi overfor et valg: Enten fortsætter vi ad en vej, hvor flere og flere børn ekskluderes fra fællesskabet, eller også vælger vi at styrke vores folkeskoler med inkluderende løsninger.

Valget er vores. Lad os vælge fællesskabet. For børnene, familierne og fremtidens folkeskole.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk