Danmarks Specialpædagogiske Forening, DSF, blev dannet i 1921 under navnet Dansk Værneskoleforening. Dengang havde man primært øje for såkaldte sinker blandt eleverne. I dag arbejder foreningen for hele folkeskolen ved at tale om pædagogik i bred forstand.

”Vi er ikke en fagspecifik forening, men en forening, som alle kan blive medlem af. Der er ingen begrænsninger. Vi har blandt andre ledere, ansatte på sygehuse og i psykiatrien og lærere som medlemmer”, fortæller Steen Polk, som selv har en mangeårig baggrund i PPR Svendborg og nu er privatpraktiserende konsulent. Han er kasserer i DSF og har også været formand i en periode. Med sine 15-16 år i bestyrelsen er han den med størst anciennitet.

Foreningen har det grundsyn, at det er skolens opgave at sørge for, at eleverne kan udtrykke deres kompetencer.

”Vi taler blandt andet deres sag. Det kan handle om den måde, PPR agerer på i forhold til lærere, vejledere, institutioner og forældre, eller at folkeskolen i højere grad kan tilrettelægge undervisningen ud fra elevens pædagogiske færdigheder og kompetencer. Man kan sige, at vi påvirker medlemmernes mindset og den måde, der tænkes inklusion på”, siger Steen Polk.

Bestyrelsen er forankret mange steder

En af foreningens styrker er, at medlemmerne kan sparre med i hinanden, især om specialviden, vurderer Tina Reimann. Hun er formand for DSF og lærer på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

”Vi har medlemmer med stærke praksiserfaringer, så der er vægt bag det, vi sparrer om. Når der bliver vedtaget noget politisk, kan man nemt føle, at det ikke kan lade sig gøre, men vores medlemmer er gode til at dele deres praksiserfaring med hinanden, så de får en følelse af, at de sammen kan lykkes med forskellige indsatser”.

Tina Reimann ser det også som en fordel, at bestyrelsen er forankret mange steder. Selv arbejder hun primært med hospitalsundervisning, både det somatiske og psykiatriske område, en kommer fra den kompenserende specialundervisning for voksne, og tre arbejder som pædagogiske konsulenter i forskellige PPR-kontorer.

”Tilsammen har vi en stor grundviden, og vi bliver budt ind forskellige steder. Jeg har været med til at se på, hvordan anbragte børn og unge kan lære om demokrati og medbestemmelse, og jeg sidder i et advisory board i Medierådet for Børn og Unge, hvor formålet dels er at styrke børn og unges brug af digitale og sociale medier, dels at bekæmpe ulovligt og uønsket indhold, som involverer børn og unge. Vi skal blive ved med at have viden at byde ind med. Samtidig får vi selv ny viden, og der bliver rusket i vores fagligheder , når vi bliver spurgt til vores holdning”, siger Tina Reimann.

Netværk, årskursus og tidsskrift er stærke kort

Det er primært netværk, vidensdeling og foreningens årskursus, som tiltrækker medlemmer, mener formanden. Andre er med for at få Tidsskriftet Specialpædagogik, som foreningen udgiver i samarbejde med DLF for at give plads til synspunkter i den specialpædagogiske debat.

Den vurdering er Steen Polk enig i.

”Folk er primært medlem for at komme billigere på kursus og for at få tidsskriftet, hvor de også har adgang til tidligere numre digitalt. Folk kan godt lide at få noget i hånden, og der er meget viden at hente i bladet”, siger han om tidsskriftet, som udkommer fire gange om året med artikler om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand for småbørn, elever og voksne.

Selv om årskurset betragtes som en sværvægter, oplever bestyrelsen faldende interesse for at deltage.

”Vi var omkring 200 til kurserne, da jeg kom i bestyrelsen for 15-15 år siden. Det er vi ikke længere. I dag er der mange private udbydere, og kommuner og skoler holder deres egne kurser, så de ikke behøver bruge penge på kørsel og vikardækning. Men desværre betyder det, at der ikke bliver udvekslet erfaringer på tværs af skolerne”, siger Steen Polk.

Niche-ansatte finder sammen på årskurset

Tidligere gav årskurserne overskud, men nu løber de kun rundt. Sidste år måtte foreningen endda aflyse for ikke at risikere et stort underskud.

”Vi sagde stop, da der kun var 20 tilmeldte, så vi ikke skulle hænge på en stor regning fra hotel og oplægsholdere. Det var første gang, vi måtte aflyse, og det var ikke sjovt at sende besked ud til de tilmeldte”, fortæller Steen Polk.

Næste årskursus finder sted til november, og det bliver gennemført.

”Vi bliver omkring 50, og det er bæredygtigt. Vi har altid holdt vores kurser med overnatning, og det holder vi fast i, for så kan folk få tid til at tale sammen”, siger Steen Polk.

Det er vigtigt, at deltagerne har god tid til at mødes med kolleger fra andre dele af landet, pointerer Tina Reimann.

”Det er nemmere for os lærere i sygehusverdenen at søge råd hos hinanden, når vi har talt sammen på et årskursus og fået et fælles afsæt i ny viden. Læringskonsulenter og trivselsvejledere på tværs af kommunerne udbygger også deres netværk. De nicher, mange af os sidder i, mødes på årskurserne, og når vi i bestyrelsen bliver kontaktet af for eksempel undervisere, som har brug for viden fra en kollega, henviser vi videre”, siger formanden.

Unødvendigt at rejse til Lillehammer

DSF er sammen med DLF tilsluttet Nordisk Forbund for Specialpædagogik. Siden 1922 har forbundet arrangeret konferencer cirka hvert tredje år, og til næste år bliver det med DLF som vært.

Steen Polk er spændt på kurset i Nyborg.

”Vi skal gerne samle 200 deltagere, og som værtsland skal vi stille med de fleste” siger han og peger på, at samarbejdet giver viden om, hvordan de arbejder med inklusion i de andre lande.

”Nordmændene undrer sig over, at danskere strømmer til Lillehammer for at se på inklusion. De siger, at det ikke har noget på sig, at det skulle være så godt. Vi har skoler i Danmark, som gør det ligeså godt som i Lillehammer og måske også bedre. Man behøver ikke rejse til Norge, Canada og New Zealand for at få inspiration. Vi har selv mange dygtige lærere og ledere, som arbejder på at gøre skole til et godt sted at være”.

Drastisk fald i medlemstallet

Trods foreningens brede sigte på pædagogik og inklusion er medlemstallet faldet. For 15 år siden talte DSF 600-700 medlemmer I dag betaler 70 medlemmer 475 kroner i kontingent om året. Dertil kommer 350 kursusmedlemmer á 20 kroner om året. Det skyldes, at DSF ikke er momsregistreret og derfor kun må holde kurser for medlemmer.

Foreningen har også omkring 25 institutionsmedlemmer, blandt andre heldagsskoler. Her koster et medlemskab 590 kroner om året. Til gengæld må skolen sende tre medarbejdere på kursus med rabat.

Samlet set har foreningen et budget på 150.000 kroner.

”Vi bruger blandt andet penge på medlemskabet af det nordiske forbund, hvor vi besøger et land en gang om året. Tidligere var vi to af sted fra DSF, men nu rækker økonomien kun til en, og det er primært mig”, siger Steen Polk, som i foråret var i Norge og om kort tid rejser til Færøerne.

Bestyrelsen må ikke gå i panik

Det er kedeligt at tale om økonomi, synes Tina Reimann. Men hun medgiver, at dårlig økonomi kan spænde ben for aktiviteter.

”Foreningen skal løbe rundt, så vi kan blive ved med at tilbyde oplægsholdere fra øverste hylde på årskurserne. Samtidig vil vi holde deltagergebyret så lavt, at prisen ikke bliver afgørende for, om folk kommer eller ej”, siger formanden.

At medlemstallet falder, er hun ikke voldsomt bekymret over.

”Det kan godt være, at kun et par stykker fra hver arbejdsplads er medlem hos os, men det er værdifuldt, at de får noget med hjem, som de kan dele med deres kolleger. I dag er det eller ikke normalt for unge at være tilknyttet en forening. De er til gengæld gode til at søge den viden, de har brug for, så de kan godt orientere sig ind i vores felt. Vi skal ikke gå i panik over, at de ikke går 100 procent ind i foreningen, men kun køber en artikel i vores tidsskrift. Så må vi finde ud af, hvordan vi opfylder vores rolle bedst muligt ud fra det”.

Fusion førte formanden ind i DSF

Selv kom Tina Reimann med i DSF via en fusion.

”Vi havde en forening for hospitalsundervisere, som jeg vist var formand for til sidst. Jeg var i hvert fald med til at beslutte, at vi skulle fusionere med DSF for cirka ti år siden. Vi manglede medlemmer, og vi havde mange fælles interesser med DSF”, fortæller hun.

Året efter kom hun med i bestyrelsen og har nu været formand i tre år.

”Det er vigtigt at se bredere på undervisning og samle fortællinger om, hvordan man kan få succes med at undervise i de givne rammer. Det er spændende at følge med i, hvordan skoler begynder at organisere undervisningen lidt anderledes, så den bliver god for både elever og lærere. Det er også spændende at være til bestyrelsesmøde, fordi vi kommer fra forskellige hverdagsopgaver, så jeg lærer altid noget nyt. Det er fedt”.

Råbte op om læreruddannelsen

Et årskursus over tre dage med 220 deltagere vakte for flere år siden Steen Polks interesse for DSF.

”Det var super spændende. Jeg var ansat i PPR Svendborg og underviste i specialpædagogik på professionshøjskolen UCL. En kollega derfra spurgte, om vi ikke skulle gå med i bestyrelsen, som manglede medlemmer. Så det gjorde vi. Nu er jeg så den, som har siddet der længst”.

Han arbejder for at skabe ændringer, som gavner børns udvikling. Han har blandt andet sat sit aftryk på læreruddannelsen fra sin plads i Undervisningsministeriets fagudvalg for dansk og ved at dele viden med DLF.

”Der var ikke meget specialpædagogik med i første udkast til den nye læreruddannelse, men vi var nogle, som råbte op om, at det skulle med. Jeg taler ind i, at vi kan inkludere mange flere elever i almenskolen, hvis vi vil, men når lærere skal undervise op til 28 elever ad gangen, skal ingen fortælle mig, at alle får noget ud af det”.

Steen Polk er fortaler for, at skolen bliver mere fleksibel, så en lærer, der er god til at undervise i praksiskonkret matematik, får de elever, som vil undervises på den måde. Imens underviser en anden lærer ud fra en teoretisk tilgang.

”Det vil være det samme, der undervises i, bare på forskellige måder. Så kan det godt være, at den ene lærer har 10 elever og den anden 34. Det skal også være muligt, at elever fra klassetrinet over og under er med. Det koster ikke penge, men det kræver, at man ændrer på skemalægningen”, siger Steen Polk.

DSF kan give DLF niche-eksempler

Tina Reimann og Steen Polk repræsenterer DSF i Samrådet for Specialpædagogiske Foreninger i DLF, hvor Logopædisk Forum, Læsekonsulenternes Landsforening og Pædagogisk Psykologisk Forening også er med.

”Det giver mig mulighed for at præge DLF til at arbejde for en ændret folkeskole, så lærerne kan designe undervisningen til deres elever. Når eleverne skal sidde på deres flade, skaber vi børn, som ikke orker skolen. Mit største ønske er at få en skole med gode og store forhold. Der er nok at se til”, siger Steen Polk.

Tina Reimann er på linje.

”Vi kan bidrage med eksempler fra vores nichepraksis, så vi kan holde hinanden skarpe på, om vi går den rigtige vej i forhold til at udvikle undervisningen for alle elever. Det er godt at stå sammen om forandringer”, siger formanden om samarbejdet med DLF og de andre specialpædagogiske foreninger.