Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes holdning.

Bare rolig, dette indlæg kommer ikke til at handle om 67 forskellige kønsidentiteter, hormonniveauer i elitesport, Ibi-Pippi eller alt muligt andet identitetspolitisk polemik, som har fyldt i både aviser og på sociale medier de seneste år.

Debatten om køn kan ellers lynhurtigt få os til at grave os ned i de identitetspolitiske skyttegrave. Det er ærgerligt, for vi har brug for, at vi sætter spotlys på kønnenes betydning i hverdagen i skolen – og ikke mindst vores forskellige forventninger til, hvordan en såkaldt rigtig dreng og en rigtig pige er og opfører sig i klasselokalet og på legepladsen.

For det er da tankevækkende, at 18 procent af de 15-24-årige ifølge Projekt Sexus havde svært ved at leve op til andres forestillinger om at være ’en rigtig dreng’ eller ’en rigtig pige’, og vi skal da mane til refleksion, når karaktergabet mellem drenge og piger stiger.

Så dette indlæg handler om, at vi bør diskutere, hvordan vi skaber en skolehverdag, hvor alle børn har de samme muligheder for at udfolde deres potentiale uanset hvilket køn, de er – eller identificerer sig med. Det er faktisk ikke så farligt at tale om, som vi måske går og tror.

Det har vi lærere, der er en del af Danmarks Lærerforenings og Villum Fondens ambassadørnetværk, oplevet, da vi i efteråret var ude på en lang række skoler i hele landet og lave workshops for lærere, pædagoger og andre med deres daglige gang på lærerværelserne.

Tonserdrengene

Til en workshop mødte vi en idrætslærer, der gerne ville organisere sin idrætsundervisning på en ny måde. Derfor foreslog hun at lave et hold for ”tonserdrenge" og så noget andet for pigerne. Herefter gik snakken, om det kun er drenge, der tonser? Og hvad med de drenge, der slet ikke har lyst til at tonse?

Det endte ud som "tonserholdet" og "skillsholdet". Ugen efter havde samtlige elever haft forrygende idrætstimer. Der havde været drenge og piger på begge hold, og ingen havde følt sig forkerte eller på det forkerte hold.

Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan vi ved fælles refleksion kan arbejde med en nuanceret tilgang til køn. For hvis vi i den bedste mening laver tonserdrengehold, risikerer vi at lukke et fællesskab for de piger, der ønsker at tonse igennem, og vi risikerer at reproducere en kønsstereotyp om, at en rigtig dreng er sådan en, der tonser.

For når drenge lærer, at tonseri er deres domæne, og piger lærer, at omsorg og bløde værdier er deres, begrænser vi både drengenes og pigernes udvikling. Det skal ikke være en pædagogisk automatreaktion at opdele i køn, vi bør i stedet udvikle aktiviteter, der inviterer til fællesskab og samarbejde på tværs af køn.

Bredere kønskasser

Det handler ikke om at gøre alting kønsneutralt, men om at sikre, at ingen udelukkes af fællesskaber, der er meningsfulde for dem – hverken drenge, piger eller dem, der ikke identificerer sig med de traditionelle kønskategorier.

Målet er at skabe en mere rummelig skolehverdag, hvor alle elever føler sig set og hørt. For hvis vi lærere kan hjælpe til med at gøre kønskasserne bredere for, hvordan man er en dreng, og hvordan men er en pige, kan vi styrke både trivsel, fællesskaber og elevernes fremtidsmuligheder.

Hvis vi ønsker at styrke fællesskabet og sikre lige muligheder for alle, skal vi begynde med at tage køn alvorligt som en del af løsningen, og vi skal reflektere over vores egen praksis for, hvornår det giver mening at kønne undervisningen, og hvornår det ikke gør.

Det kræver måske en anelse nytænkning og mod, men det er en indsats, der kan gøre en verden til forskel for vores elever.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk