6,5 procent af eleverne i folkeskolen henvises til specialtilbud, viser en opgørelse, KL offentligjorde i nyhedsbrevet Momentum i sidste uge. I reelle tal undervises omkring 34.400 elever i et specialtilbud i dette skoleår. I 15/16 var det omkring 27.300 børn. Altså en stigning på 26 procent.

Udviklingen bekymrer Bjarne Nielsen, som var formand for Pædagogiske Psykologers Forening gennem en årrække, indtil han trådte tilbage i 2020. Han har nu sendt en længere redegørelse til Folketingets børne- og undervisningsudvalg, uddannelses- og forskningsudvalg og de to berørte ministre, hvori han peger på årsager og løsninger.

”Et formål med min henvendelse er ikke mindst at bibringe viden, der kan sikre en forståelse for, hvorfor der ikke findes hurtige og enkle løsninger. Det viser inklusionsloven fra 2012 tydeligt”, indleder Bjarne Nielsen.

Rekordmange skoleelever går i specialskole eller specialklasse

Diagnoser får børn til at føle sig syge

Bjarne Nielsen fordeler ansvaret for den højeste udskillelse nogensinde mellem samfund, stat, kommune, skoler, PPR, forældre og pressen.

”Alle disse parter har også et ansvar for at finde løsninger. Vi ved, at udskilte elever generelt får et ringere skoleudbytte, og at de klarer sig dårligere i voksenlivet. Det stiller krav om, at ingen børn bliver udskilte, medmindre det fagligt kan konstateres, at det er absolut nødvendigt”, skriver Bjarne Nielsen og peger på, at kommunerne løser opgaven forskelligt, idet de 6,5 procent dækker over en variation mellem de 98 kommuner fra 12,2 til 2,1 procent.

Bjarne Nielsen hæfter sig ved, at 6,1 procent af de 5- til 15 årige har en psykiatrisk diagnose. Det er en stigning på 42 procent fra 2011 til 2022

”WHO’s definition af diagnoser indebærer, at der altid er tale om et øjebliksbillede, men en diagnose omsættes lynhurtigt til en livslang psykisk sygdom af psykiatere, forældre, forældreorganisationer og bredt i skoleverdenen. Det giver anledning til selvopfyldende profetier, som i høj grad medvirker til, at barnet selv opfatter sig som syg og anderledes”, skriver han.

Udviklingstiltag når ikke at blive indarbejdet

Det spiller også ind, at flere end hver femte lærer ikke har en læreruddannelse, for det gør det svært at skabe et skolemiljø og tilrettelægge en undervisning, som tilgodeser elevenes behov. Bjarne Nielsen problematiserer også, at ændringer i lovgivningen sjældent besluttes på baggrund af viden og samtidig uden tilstrækkelig dialog med skoleverdenen. Derfor når de politiske beslutninger ikke at gøre gavn for de 15-20 procent af eleverne, som har det sværest.

På samme måde strander mange udviklingsarbejder på manglende vedholdenhed.

”Udviklingstiltagene når ikke at blive indarbejdet i daglig praksis, før de er blevet erstattet af nye. Resultatet bliver let udviklingstræthed og frustrationer hos lærerne og manglende betydning for de elever, der skulle profitere af det”, konstaterer Bjarne Nielsen.

PPR-psykologer mangler kendskab til skolen

Det halter også for PPR.

”PPR er bemandet med flere end 1.200 psykologer, som hverken har rod i eller kendskab til skolen, og kun de færreste har klinisk uddannelse eller erfaring. Mange PPR’er har heller ikke ansat konsulenter med lærerbaggrund på for eksempel læse- eller adfærdsområdet”, argumenterer Bjarne Nielsen.

Hertil bliver mange nyuddannede psykologer kun i PPR, indtil de har fået autorisation. Det umuliggør, at PPR kan blive nyttig i forhold til at udvikle hensigtsmæssige læringsmiljøer for flest mulige elever.

”Skolen må klare sig selv, for psykologerne beskæftiger sig i vid udstrækning primært med udredning og beskrivelse af elever til eventuel udskillelse fra den almene undervisning. De er dermed med til fagligt at legitimere den store udskillelse på 6,5 procent”, skriver Bjarne Nielsen, som også gav PPR et kritisk blik i et interview med folkeskolen.dk, da han gik af som formand for Pædagogiske Psykologers Forening.

De 15-20 procent må sætte dagsordenen

Nest-klasserne på Katrinebjergskolen i Aarhus er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at skabe inklusion, fremhæver Bjarne Nielsen. Her indrettes undervisningen efter behovet hos elever med autisme, og skolen viser dermed i praksis, hvordan man laver god skole for alle de 15-20 procent af eleverne, som har det sværest.

”Disse elever har behov for at føle sig trygge i skolesituationen med høj grad af forudsigelighed og overskuelighed, med tætte relationer til voksne og kammerater og med alderssvarende krav på de fleste faglige områder”.

En større grad af inklusion kræver blandt andet, at skole og undervisning indrettes efter behovene hos de elever, der har det sværest, anbefaler Bjarne Nielsen. For de svageste elever kan ikke klare store krav til fleksibilitet og ansvar for egen læring. De har behov for trygge rammer med få skift, overskuelighed og forudsigelighed. Samtidig viser forskning, at selv om de 80 procent af eleverne godt kan gives mere frie rammer, så profiterer de også af struktur og overskuelighed.

”Vi har også megen viden om, at co-teaching er en særdeles effektiv undervisningsform, hvor der kan indrettes den fornødne hensyntagen til alle elever i klassen”, uddyber Bjarne Nielsen, som tidligere har argumenteret for en skole for alle i et interview i Folkeskolen.

Læreren i den enkelte klasse skal støttes

Læreruddannelsen skal indrettes, så den giver lærerfaget tilstrækkelig prestige til at tiltrække et stort antal ansøgere, skriver Bjarne Nielsen.

”Undervisningen i folkeskolen kræver et tæt og kvalificeret teamsamarbejde, og det er umuligt, hvis mange lærere ikke har uddannelse. Det er også nødvendigt at sikre kontinuerlig efteruddannelse af samtlige lærere i såvel enkeltfag som i for eksempel co-teaching”.

Den enkelte skole må udvikle et resursecenter, så lærerne kan få kvalificeret hjælp fra fagpersoner på for eksempel læse- og adfærdsområdet, anbefaler Bjarne Nielsen.

”Succeskriteriet må altid være, at den enkelte lærer føler sig bedre rustet til at ændre sin undervisning hensigtsmæssigt. Derfor skal rådgivningen være praksisnær. På samme måde har PPR mulighed for at udgøre et kvalificeret tværfagligt støttesystem for skolers og dagtilbuds arbejde med at udvikle faglige udviklings- og læringsmiljøer”.

Det er dyrt at udskille elever til specialtilbud, men Katrinebjergskolen i Aarhus har vist, at der er store muligheder i at bruge økonomien med udgangspunkt i den almene klasse, vurderer Bjarne Nielsen.

”Det giver mulighed for at igangsætte en langsigtet omstillingsproces. Kvalitet kan ikke besluttes gennemført, men der kan arbejdes langsigtet for at opnå det”, lyder hans udgangsreplik til politikere og ministre indenfor undervisning og uddannelse.