Hun oplever at vold, trusler og udadreagerende elever er et stigende problem i skolen.

"Børn bliver presset ud i problemer, de ikke kan overskue. Nogle børn er slet ikke skoleparate, når de kommer, og andre har ikke fået grænser med sig hjemmefra", siger Karin.

For nogle år siden på en anden skole oplevede hun selv en meget voldsom episode med en elev i 2. klasse.

"Eleven havde en saks i hånden, var voldsom og sigtede efter et andet barns ansigt. Jeg fik fat i saksen og eleven, som jeg måtte holde fast i. Jeg sad med eleven fastholdt på skødet. Jeg blev sparket, slået og nevet, så jeg var blåviolet. Bagefter måtte jeg til lægen med en blå og hævet fod. Jeg var alene i klassen og måtte have en anden elev til at hente lederen. Det værste var, at jeg havde rigtig ondt af det barn - og det kan jeg også mærke nu, når jeg taler om det. Jeg fornemmede en stor smerte hos barnet".

Lederen kom, der blev taget hånd om situationen og ringet til forældrene. De blev meget vrede på læreren og valgte at skifte skole. Der havde været flere voldsomme episoder med barnet. Også andre børn i klassen og andre lærere oplevede voldsomme episoder i klassen.

"Jeg kan godt forstå forældrenes frustration. Jeg er selv forælder, og det kan være meget svært at være forælder til et barn, der bliver fastholdt. Men jeg oplevede også, at jeg var nødt til at forsvare de andre elever, og jeg fik ikke selv hjælp. Det var ubehageligt, og det gjorde noget ved mit selvbillede som lærer", siger Karin.

Hun fik at vide af ledelsen, at hun havde gjort det rigtige, men alle var pressede og der skete ikke mere. Ingen talte om det.

"Inklusion bør ikke handle om, at alle kan være i skolen, men om at alle kan lære i skolen. Fokus bør være på, hvordan man tilrettelægger undervisningen og skoledagen, så alle kan udvikle sig - også fagligt".

Karin har valgt at være anonym, men redaktionen kender hendes navn.

»Hvor er det godt, at der er nogle, der tør sige det«