Søren Madsen blev uddannet lærer i 2007. Han har tidligere arbejdet som både beskæftigelseskonsulent og fængselsbetjent. Alligevel er det kun i folkeskolen, at han er blevet konfronteret med vold på jobbet.

»Her oplever jeg, at kolleger kan blive spyttet i ansigtet, slået og sparket af frustrerede elever. Den slags oplevede jeg ikke som fængselsbetjent i Herstedvester og Vridsløselille. Al den vold, jeg har oplevet arbejdsmæssigt, er sket i folkeskolen«, siger Søren Madsen.

»Alle lærere kender til det, og det bliver kun værre, når eleverne oplever at blive presset mere og mere«.

Alligevel er Søren Madsen glad for at være lærer. Han har 2. klasse i 15 timer om ugen på Kastrupgårdsskolen i Tårnby Kommune, hvor han har arbejdet i fem år. Dertil underviser han i 2. klasse på specialklasserækken. Han kalder inklusion for en fantastisk tanke. Men det skaber problemer i hverdagen, og det er hårdt - for både lærerne og børnene.

»Der bliver faktisk begået vold mod eleverne, selv om deres tolerance er virkelig stor. Verbale overgreb og skub er blevet normalt, og en del af eleverne klarer det og holder ud. Men jeg ser også elever knække på det. Det er især nogle af de inkluderede elever, der reagerer ved at skubbe og udsætte andre for verbale overgreb«, siger han og fortsætter:

»Som lærer når du bare ikke alle elever i en lektion. Det er en lille håndfuld elever, der får min tid, og de, der får opmærksomheden, har brug for den. Men der er også en fem-seks elever, jeg ikke når at tale med. De sidder og er lidt stille«.

Inklusionen har gjort det farligt at arbejde i folkeskolen 

Duer jeg som lærer?

Nogle af de elever, der tager Søren Madsens tid, er fagligt stærke, men de har svært ved at begå sig i et klassefællesskab. De er meget urolige og udadreagerende. Meget af tiden går også med en fagligt svag elev, der har svært ved at læse de sociale koder, ikke kan skrive sit navn og nok ikke burde gå i 2. klasse. Der er også eleven, der måske senere vil blive udredt til en ADHD-diagnose, som ofte kommer i konflikt med de andre elever, fordi eleven ikke kan »læse« sine klassekammerater. Her er forældrene meget på banen og gør en masse for at give barnet struktur i hverdagen. Eller det er eleven, der på et »god morgen« svarer »århh, hold kæft«. Eleven, der ikke kan fordrage skolen, ikke kan vente, taler grimt, vælter tasker og stole, slet ikke kan klare, at de voksne bestemmer. Eleven har en grænseoverskridende adfærd, hvor alle ord laves om til noget frækt.

Disse elever tager tid hver dag. Hver eneste time. Tid, de tager fra de andre og fra det faglige indhold. Og de presser lærerne. Søren Madsen kan tydeligt huske en situation, hvor han selv reagerede for voldsomt over for en elev.

»Jeg fik taget for hårdt fat i en elev. Jeg kunne mærke, at nu måtte jeg ikke gå længere. Det var ikke godt for ham, og det var heller ikke godt for mig. Jeg reagerede uprofessionelt, og det dur ikke. Min grænse blev nået. Jeg vil ikke bruge min fysik over for en elev. Og dér fik jeg da tanken: Dur jeg egentlig til dette job? Jeg fik heldigvis sat ekstra resurse ind en tid og havde en god snak med ledelsen«, siger Søren Madsen.

Han fortæller, at han også har overværet en kollega bande højt ad en elev. Læreren blev selv rystet og sagde undskyld til eleven. Det var ude over kanten.

»Vi har jævnligt kolleger, der går ned med stress og er sygemeldte i en længere periode. Nogle kommer aldrig tilbage. Det har jeg oplevet flere gange. Også kolleger, der længe kæmper for at holde sig oven vande. Der er kommet klart flere krav til både lærere og elever i folkeskolen. Når eleverne reagerer voldsomt, sker det jo i frustration. De kan ikke være i deres krop«.

Hold op med at klare det

Få elever tager tiden

Søren Madsen kalder selv sin 2. klasse for en lille klasse med kun 23 elever, men samtidig vurderer han, at fem af eleverne kunne have glæde af at være i et andet skoletilbud. En af dem ville tidligere slet ikke være begyndt i almenklassen, skønner han. Og så går det endda bedre i år end sidste år. Overgangen fra børnehaveklassen til 1. klasse er voldsom for nogle elever.

»Dér vælter det for flere af børnene. De er frustrerede. Så der er bestemt fremskridt i klassen sammenlignet med sidste år«, forklarer han.

»Jeg føler mig ikke altid rustet til de udfordringer, klassen og enkelte elever byder på. Jeg er læreruddannet, jeg har mange specialpædagogiske redskaber, og så har jeg en kandidatuddannelse fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse i generel pædagogik, som jeg slet ikke kan bruge til noget her. Det er ikke de specialpædagogiske redskaber, jeg har brug for i almenklassen - det handler om noget andet. De specialpædagogiske redskaber kan jeg bruge i specialklasserækken, hvor det slet ikke er nær så hårdt at arbejde. Faktisk kan specialklassen i lange perioder fungere som et åndehul, fordi det lave antal elever og de ekstra resurser gør, at overskuddet dér er større«.

I specialklasserækken oplever lærerne slet ikke samme grad af udadreagerende elever som i almenklasserne. Ofte ser Søren Madsen, at eleverne får skoleglæden tilbage, når de kommer ind i andre rammer i en specialklasse.

»Indimellem oplever jeg specialklasserne som et åndehul i hverdagen. Der er vi to voksne - enten to lærere eller en lærer og en pædagog«, siger han og peger på, hvad der kunne være med til at gøre hverdagen lettere i almenklasserne.

»Den våde drøm for indskolingslærere er tolærerordninger. Det ville være fantastisk med en ekstra lærer. Det ville gøre en enorm forskel, men jeg ved godt, at resurserne ikke lige kan trylles frem«, siger han.

#inklusion 2: Lærer: Meget ubehageligt at være nødt til at holde fast i en elev

Grænseoverskridende adfærd i 2. klasse

Et stort problem i skolen er elevers grænseoverskridende adfærd. Der er elever, der tager lærerne i skridtet eller tager kvindelige lærere på brysterne. Lærere kaldes ludere, møgsække og lignende, når nogle elever bliver frustrerede.

»Vi har her i en periode været to voksne i halvdelen af tiden i 2. klasse. Det er fire skolefritidsordningspædagoger, der er med i klassen på skift, fordi vi har arbejdet med at være tydelige, og nogle elever har brug for tæt voksenkontakt. Men det er jo kun i en periode, hvor vi er to, så den ene kan gå udenfor et øjeblik med en elev, der har en grænseoverskridende opførsel«, siger Søren Madsen.

På Kastrupgårdsskolen bruger lærerne tid på at dokumentere problemerne, og skolen har også haft et projekt, hvor lærere fra kommunens specialskole blev brugt i en periode som ekstra resurse for enkeltelever.

»De var med for at arbejde med hele klassen og hjælpe med at skabe en tydelig struktur. De var meget dygtige, men de endte som brandslukkere for nogle af de elever, der havde problemer med at være i klassefællesskabet«.

»Når du står alene med klassen, bliver det svært. Så må jeg sende klassen ud på en ekstra pause, mens jeg taler med et par elever. Men problemet er, at eleverne jo skal klædes på til almindelige klassefærdigheder, til at begå sig, at kunne modtage en fælles besked, få et fagligt udbytte og være i fællesskabet«, siger Søren Madsen.

Selv om elevsammensætningen gør lærerjobbet svært for Søren Madsen, kalder han dem alle for skønne unger. For det er de også. Han mener, at forældrene langt hen ad vejen gør alt, hvad de kan. Det samme gør skolens ledelse. Skolen har for eksempel besluttet, at nyuddannede lærere har færre lektioner.

Og på Kastrupgårdsskolen må man gerne tale om de udfordrede elever, og at det kan være et stort pres at gå på arbejde.

»Vi har tillid til hinanden, og der er tillid til os fra ledelsens side. Her er gode kolleger og sammenhold. Jeg er egentlig optimistisk lige nu, hvor jeg har en ekstra resurseperson i klassen, men jeg kan godt være bekymret for nogle af børnene. Man følger jo deres liv og føler med dem - og de er udsat for et stort pres i skolen«.