Foto: Thomas Arnbo
Gratis debatmøde: Inklusion bliver kun løftet med flere resurser
Fagbladet Folkeskolen har zoomet ind på udfordringer ved inklusion i folkeskolen med artikelserien #inklusion. Torsdag i næste uge inviterer vi til debatmøde med fokus på løsninger. Jeanette Sjøberg fortæller på mødet om DLF’s løsning på inklusion.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fagbladet Folkeskolen inviterer på torsdag til debatmøde i Bella Center, hvor redaktionen har bedt skolens parter medbringe og diskutere løsningsforslag til, hvordan skolerne skal håndtere inklusionen.
En af deltagerne er formand for undervisningsudvalget i DLF, Jeanette Sjøberg. Hun mener ikke at inklusionsudfordringen kan løses uden flere resurser til skolerne.
"Hjælpen skal helt ud i klasselokalet. Læreren skal støttes af resursepersoner, der har erfaring med inklusion".
Hun peger også på, at co-teaching kan være en del af løsningen på inklusionsudfordringen.
Ny forskning: Hjælpen til inklusion er mest dekoration
"Hvis vi har en almen lærer, der samarbejder med en lærer, der har særlig viden om specialundervisning, kan opgaven løftes bedre. Lærerne laver et forløb sammen og bruger hinandens ressourcer. Det giver to syn på barnet og flere tilgange til pædagogikken", mener Jeanette Sjøberg.
Hurtigere hjælp
Det går generelt for langsomt, når lærere skal have hjælp til at løfte inklusion. Systemet er for rigidt og kræver for meget dokumentation før læreren kan få hjælp, mener hun:
"I alt for lang tid skal lærerne dokumentere, hvis de har brug for ekstra hjælp eller er bekymret for et barn, derfor kan der gå utrolig lang tid før, der kommer støtte i klassen til at håndtere situationen. Vi foreslår at processen forkortes. Det skal være muligt at handle hurtigt og få hjælp, så eleven og læreren kan løse opgaven. Visse steder skal læreren gennem en labyrint for at få hjælp", siger hun.
Fagbladet Folkeskolen inviterer til gratis debatmøde om løsninger på inklusionen
Du kan høre Jeanette Sjøberg fortælle mere og debattere med andre skoledebattører på torsdag til Folkeskolens Debatmøde om bedre inklusion.
Debatmødet finder sted i Bella Center i København kl. 10-12 den 14. marts. Der er gratis adgang for alle. Vær sikker på at få en plads ved at skrive til inklusion@folkeskolen.dk - noter 'Debatarrangement' i emnefeltet. Du kan se programmet for debatmødet her.