Børnene er pressede, medarbejderne er pressede, og der er ingen hjælp at få. Sådan oplever børnehaveklasseleder Lis det, efter at hun er blevet fyret fra en skole på Fyn under sin sygemelding.

Første gang hun blev langtidssygemeldt var i 2016, hvor en elev i indskolingen kastede en bold i hovedet på hende to gange og derefter ramte hende i nakken med en fyldt colaflaske.

"Jeg når lige at løfte armen og forhindre at flasken også rammer en elev. Jeg bliver vred og ked af det, prøver at få styr på klassen og beder en kollega om at sørge for, at eleven, der kastede flasken, ikke kommer ind i klassen igen. Jeg bliver så træt og beder pædagogmedhjælperen om at gå ud med et par elever. Så sætter jeg mig og laver Lego med resten. Ved middagstid tager jeg hjem og sover i fire timer, så spiser jeg lidt og går i seng".

Lis ryster og har det rigtig dårligt. Næste dag spørger hun på skolen, om hun kan få akut hjælp. Svaret er nej.

"Det har jeg grædt ufatteligt meget over. Jeg har følt mig så svigtet".

Der var flere sygemeldte med stress på skolen samtidig - blandt andet i ledelsen.

Psykolog: Svært for lærerne, at det er så små børn, der slår 

Syg, vred, og nyt job

Hun er sygemeldt fem måneders tid. Har problemer med balancen, har tinnitus og kaster op. Hun er syg og samtidig meget vred. Hun går til behandling hos en kiropraktor med sin nakke. Kiropraktoren fortæller, at det er tydeligt at mærke, at hun er meget presset, og at hun skal passe på sig selv.

Lis kommer tilbage på arbejdet, men beslutter, at hun skal finde sig et andet job.

Hun begynder som børnehaveklasseleder på en anden fynsk skole. Her er mange elever i klasserne og også en del elever med udfordringer. Hun fortæller om børn, der slet ikke er parate til at indgå i de store klassefællesskaber. Børn, der krampagtigt holder fast i deres bamse, i et bord eller i deres mor. Nogle, der slår, sparker, råber og kaster med ting. Det er almindeligt i skolen at blive råbt af og slået på.

"Jeg har en elev, der både er meget bange og meget vred. Det er svært at få ham med til noget. Han råber bare, at det skal jeg ikke bestemme. Han har det så svært med alt det ukendte i skolen. En dag arbejder vi udenfor med matematik. Han har en dårlig dag, deltager ikke, sidder i stedet og messer, at han ikke vil være med, og at jeg ikke bestemmer over ham. Vi lader ham sidde - vi har prøvet alt. Men da vi skal tilbage til skolen, vil han ikke med", fortæller Lis.

Hun må lade pædagogen gå med klassen og ringer til ledelsen. Beder om at der kommer en mandlig leder. Han kommer, men kan heller ikke få eleven med. De ringer til barnets mor og begynder at gå tilbage mod skolen. Langsomt følger eleven efter. Da han når hen til Lis, tager hun ham i hånden. De snakker om, at han skal over i klubben til de andre.

"Så hiver han pludselig bagud i min arm. Jeg kan mærke, at der sker noget i min skulder. Han sparker mig. Jeg må få en kollega til at hente ham. Jeg vil have et møde med ledelsen og med forældrene så hurtigt som muligt. Vi må finde en måde, så han kan få det godt i skolen. Vi svigter det barn", siger Lis.

Men ledelsen skal til møde.

Da Lis kommer hen i sfo'en står hendes kollega opløst af gråd. Hun er blevet overfuset af barnets mor, der er kommet. De to kolleger taler sammen og tager hånd om hinanden.

Flest elever er inkluderet i børnehaveklassen 

Lis er svimmel, har ondt og sygemelder sig. Halvanden måned efter bliver hun indkaldt til afskedssamtale på skolen. Det vil sige, det vidste hun ikke, før hun mødte op, for hun havde ikke fået noget på skrift før mødet.

Dejligt job, men for lidt hjælp

Lis tænker, at hun nu skal prøve at genopfinde sig selv. Hun har tinnitus - har hele tiden en høj diskant-lyd i hovedet - og skal ikke arbejde i en skole igen. Begge oplevelser er anmeldt, men ikke anerkendt, som arbejdsskader.

Hun har via sit pensionsselskab fået psykologhjælp hos Falck Healthcare, og hun har en sagsbehandler i DLF.

"Jeg er stadig sygemeldt. Jeg ved ikke, hvad jeg kan holde til arbejdsmæssigt. Jeg går lange ture og prøver at gøre noget, der er godt for mig selv. Men jeg bliver aldrig den samme igen. Jeg kommer ikke op på det energiniveau, jeg tidligere har været på. Lige nu prøver jeg med yoga, mindfulness og meditation på at få det bedre".

Hun fortæller, at man som børnehaveklasseleder føler sig meget alene på jobbet og med en børnegruppe, der har stadig flere problemer, når de kommer i skole.

"At være børnehaveklasseleder er det mest interessante job, man kan have. Man kommer så tæt på de fleste af børnene, men de senere år har børnegruppen fået helt andre udfordringer. Jeg har ondt af de børn, der slet ikke kan klare at være i børnegruppen, slet ikke ser deres klassekammerater, for det magter de ikke. Vi bekymrer os om de børn, vi ikke lykkes med. Vi tænker hele tiden i løsningsorienterede problematikker med de børn, vi ikke lykkes med. Men vi har brug for hjælp", siger Lis.

"Inklusionen har fejlet. I stedet ekskluderer man de børn, der i forvejen ligger ned. Man bilder sig måske ind, at man inkluderer, men når man ikke har den fornødne tid og uddannelse til disse børn, så ekskluderer man dem i stedet. Den specialpædagogiske viden er gået tabt efter 2013, vi er ikke klædt på til det her".

"Det vigtigste mellem mennesker er tiden til samtale og ikke test, kontrol og mistænkeliggørelse", understreger Lis.

Hun fortæller, at kollegerne har været gode, men at hele organisationen er presset. På begge skoler har der været en del sygemeldte både blandt medarbejdere, ledere og i PPR.

Inklusion kræver mere tid, flere resurser, et godt samarbejde mellem ledelse, lærere, pædagoger og med hjemmet. Men i dag mangler de fornødne resurser - og det gør de efter hendes mening allerede i daginstitutionen, hvor børnene også bliver pressede, fordi der er for lidt tid og for få resurser. Omsorg kræver tid og fordybelse.

"Vi er slet ikke lærere mere. Vi er blevet behandlere, og det er alt det uforløste, der stresser os. At vi ikke kan gøre vores arbejde færdigt. At vi ikke kan hjælpe de børn, der har det så skidt. Vi mangler efteruddannelse i specialpædagogisk viden, supervision og en tydelig ledelse".

Lis har valgt at være anonym, men redaktionen kender hendes navn