For flere år siden besluttede man på Søndermarkskolen, at de omkring 50 elever med generelle indlæringsvanskeligheder skulle gå i almenklasserne. 

For et års tid siden blev skolen en del af et netværk etableret af læringskonsulenterne i Børne- og Undervisningsministeriets Styrelse for Undervisning og Kvalitet (Stuk). I netværket deler flere skoler med samarbejde mellem almen- og specialafdeling deres erfaringer, og konsulenterne sørger for, at de involverede skoler indsamler data mere systematisk, evaluerer og inspirerer hinanden. I går var tiden så kommet til at dele erfaringer med omkring 250 konferencedeltagere i København - om co-teaching, elevinddragelse og det fysiske læringsmiljø.

"Vi har oplevet, at nogle børn har fået en anden selvforståelse, og det er meget positivt. Vi har også oplevet nogle forældre, der er glade for, at deres børn nu kan være sammen med de andre børn på skolen og ikke blot er i en specialafdeling. Da vi flyttede eleverne til almenklasserne, oplevede vi også en frygt hos nogle af forældrene til børn i skolen, men det har været min opgave at tale med dem og forklare, hvorfor vi synes, det er en god ide", siger pædagogisk leder Lene Gjøl fra Søndermarkskolen.

"Jeg har vendt den om og fortæller, hvorfor det er en gave for alle eleverne. At det handler om, at alle elever skal være trygge på skolen og i klassen, at det har udviklet omsorgsgenet hos klassekammeraterne og at resurserne fra specialafdelingen er flyttet med, så der er en speciallærer med i klassen i dansk, matematik og engelsk".

Startede med få klasser

På konferencen fortalte skolens pædagogiske leder Lene Gjøl, inklusionsvejleder Jeannette Pedersen og lærer Louise Mahler om deres erfaringer med at flytte elever og lærere fra de små specialklasser og ud til almenområdet. Hvordan de er gået fra en tankegang om inklusion til i stedet at tænke inkluderende læringsmiljøer. At det handler om at være en lærende organisation og at skabe livsduelige elever.

Inklusion og co-teaching kræver et nyt syn på eleverne

"Målet er, at alle elever oplever sig i trivsel, oplever tryghed og forudsigelighed, at alle omkring barnet kender barnets stemme, og at alle medarbejdere har en fælles faglig viden", siger Lene Gjøl.

Skolen arbejder med co-teaching, hvordan man bedst bruger lærerresurserne, når man er to lærere i klassen. At man forbereder sammen, underviser sammen og evaluerer sammen.

De fortæller, at de startede med at overføre elever fra specialklasserne til de klasser, hvor lærerne havde fortalt, at det var en opgave, de syntes var spændende.

"Det er godt at kunne bruge de fyrtårne, der synes det arbejde er spændende. Efterhånden spreder ideerne sig så som ringe i vandet", fortæller Lene Gjøl.

Mere manpower kan løse problemet

Hun fortæller også, at der var modstand hos nogle af lærerne på skolen. Især fremhævede de, at de kom til at mangle tid til arbejdet. Tid til samarbejdet mellem speciallæreren og almenlæreren. Men det er for en del af dem vendt i dag, fordi flere har oplevet, at tiden så at sige kommer tilbage. Når det første arbejde i den nye struktur er overstået, oplever nogle ifølge lederen, at de nærmest får mere tid og at arbejdet går lettere.

Eleverne skal høres

De fortæller, at de er glade for samarbejdet med læringskonsulenterne, der begyndte for et års tid siden. Fordi konsulenterne har høje forventninger til dem, kræver at se forandringsplaner og kommer med forstyrrende spørgsmål. Det fungerer godt.

"Vi bliver holdt til ilden, vi indsamler data mere systematisk, og vi har fået opbygget en mere fast struktur i arbejdet og i evalueringen. Det er læringskonsulenternes fortjeneste", siger pædagogisk leder Lene Gjøl, inklusionsvejleder Jeannette Cederfeldt og lærer Louise Mahler.

Lærere om inklusion: Alle skal udvikle sig - ikke kun 96 procent

De har også udarbejdet en samtaleguide, så eleverne bliver hørt mere.

"Vi troede tidligere, at vi vidste, hvad børnene tænkte. Det er utroligt, at vi først nu har sat arbejdet med at spørge børnene i en fast struktur, men det fungerer meget bedre. Vi bliver ind i mellem overraskede over, hvad børnene fortæller os, når vi spørger dem", siger Louise Mahler.

De oplever også, at børnene udtrykker, at det kan godt være, at en klassekammerat har brug for noget faglig hjælp, men at han er god at lege med. Skolen er blevet mere rummelig, mener de. Og deres samtaler med eleverne, når der skal udarbejdes handleplaner betyder, at børnene bedre kan genkende sig selv i handleplanerne.

"Vi havde for eksempel lavet piktogrammer til en elev, fordi vi var overbeviste om, at hun via dem bedre ville kunne forstå budskaberne. Så fortalte pigen os, at hun har svært ved at aflæse billeder, og at det går meget bedre for hende, når læreren forklarer hende med ord, hvad hun skal gøre", fortæller Jeannette Cederfeldt.

Alle elever til test

På Søndermarkskolen træner de test-situationer med eleverne, så de visiterede elever bliver mere trygge, når de skal arbejde med en test. Og at alle elever på skolen som udgangspunkt tager alle test, afgangsprøver og eksaminer.

De har også oplevet at de klasser, der har to lærere på grund af de visiterede elever, får bedre testresultater. Noget som alle kan glæde sig over - også forældrene til almen-eleverne.

De fortæller, at flytningen af specialeleverne til almenklasserne har været lettere hos dem, fordi der allerede var en specialklasserække og at pengene derfor var på skolen. Så alle kunne se, at pengene fulgte med.

Også det fysiske miljø på skolen har ændret sig. For at regulere støj og for at kunne skabe uforstyrrede hjørner til de elever, der har brug for det, har de sat skærme op i nogle klasser. Der er tale om skærme, der kan flyttes, fjernes igen og sættes op nye steder efter behov.

"Det kan handle om at skabe et pausehjørne i klasselokalet i indskolingen, om regulering af støj og om hvilken stol eller pude, et barn sidder bedst på. De kan også handle om, hvor i lokalet der hænger et alfabet eller andet om dansk eller matematik, så en elev kan finde det, når der er brug for det", forklarer Jeannette Cederfeldt.

Her arbejder de på at skærme og møbler er ensartede, så de forskellige klasselokaler har samme type af skærme og møbler og dermed giver et samlet billede af skolen.