I årtier har lærere skelnet mellem almene elever og elever med særlige behov eller i vanskelige situationer. De sidste er typisk blevet skilt ud til specialtilbud, men det gør inklusionsdagsordenen op med. Derfor er lærere nødt til at ændre deres mindset, mener ph.d. og centerchef Janne Hedegaard Hansen fra Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge. Hun er aktuel med bogen »Co-teaching«, som udkommer i dag i DLF-serien »Pædagogisk rækkevidde«. Bogen bygger blandt andet på hendes forskning i Californien, hvor hun i efteråret 2018 studerede skoler, som praktiserer co-teaching.

Du skriver, at lærere skelner mellem den normale og den afvigende elev ud fra en ikke tilsigtet konstruktion af »den ideale elev«, som er fagligt stærk, motiveret, koncentreret og aktiv i undervisningen. Hvorfor gør lærere det?

»Vi har brug for at kategorisere for at skabe orden, system og overskuelighed. Vi skelner for eksempel mellem køn, alder og religion. Det er der ikke noget mærkeligt i. Samtidig har vi en forestilling om, at det er godt for børn med særlige behov, at vi spotter dem så tidligt som muligt, så vi kan sætte ind med støtte. Vi har i mange år skilt elever ud til individuelle, kompenserende løsninger i specialtilbud, og derfor er vi vant til at skelne mellem almene elever og elever med særlige behov. Det er en kæmpe udfordring at ændre ved.

Det tankevækkende og inspirerende i Californien er, at lærerne ikke problematiserer elevernes forskellighed. Californien har mange forskellige kulturer, etniciteter og racer, hvor vi i Danmark historisk set er et homogent folk. Vi skal vænne os til både en større diversitet og at inddrage specialpædagogik i den almene undervisning frem for at give eleven med særlige behov et særligt tilbud uden for klasserummet. Det er den udfordring, de professionelle står med«.

Brattingsborgskolen: »Vi inkluderer meget - bare der er progression« 

Hvordan skifter lærerne syn på eleverne, så de undgår at betragte nogle af dem som afvigere?

»Lærerne må spørge sig selv, hvordan de tager den udfordring op, at løsningen ikke længere er at udskille elever til særlige tilbud. Den enkelte lærer skal være åben for at tænke anderledes og må sammen med sine kolleger arbejde med sin forståelse af eleverne. Samtidig skal skolelederen bakke op ved at skabe forandringer i lærernes forestilling om eleverne. Men det handler ikke kun om, at lærerne skal tænke anderledes. De skal også have betingelser, som gør det muligt for dem at møde elevernes forskellighed som et vilkår. Det er ikke viljebestemt, at nogle lærere har svært ved at skifte syn på eleverne, for når en lærer er alene om at løse inklusionsopgaven, kan jeg godt forstå, at hun tænker om en elev, at han ikke får det rette tilbud. Selve den måde, skolen er organiseret på, har ikke forandret sig, og det er nok der, vi skal begynde, for i dag er de rammer, der skal gøre det muligt at arbejde inkluderende, ikke til stede.

Skolerne har ganske vist uddannet lærere til vejledere og rådgivere, og man forsøger at trække Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) tættere på lærernes praksis, men det er stadig op til den enkelte lærer at omsætte vejledningen i praksis. Men man kan ikke overlade det til den enkelte lærer at løse opgaven alene i klasserummet, for det kræver forskellige fagligheder, kompetencer og viden at håndtere elevernes forskellighed i undervisningen. Co-teaching er et bud på, hvordan det kan lade sig gøre, fordi det er en samarbejdsform, som aktiverer specialpædagogikken i almen undervisning. Ikke parallelt, hvor læreren underviser klassen, mens speciallæreren tager sig af eleverne med særlige behov, men så de to lærere har et lige ansvar for alle 25 elever i klassen. Co-teaching kobler og transformerer almen pædagogik og specialpædagogik til inkluderende pædagogik, hvor elevernes forskellighed ikke skal løses, men håndteres. Derfor skal lærerne arbejde med deres faglige selvforståelse og med deres mindset, så de får en anden tilgang til eleverne«.

Anmeldelse: Kort og godt om co-teaching

 I Californien bruger lærerne udtrykket exceptionelle om elever i en vanskelig situation eller med særlige behov, uanset om de er højt begavede, har et handicap, er syge, dyrker elitesport eller kommer fra familier med få eller mange resurser. Hvad er ideen med det?

»Jeg har taget udtrykket exceptionelle elever med i bogen, fordi det kan være en måde til at få øje på, hvordan vi kategoriserer eleverne og har forskellige forventninger til dem. Hvis forskellighed er et vilkår, giver det ikke mening at tale om særlige elever, for så er alle særlige. På en skole i Californien diskuterede man, hvorfor det ikke blev betragtet som et problem, når en elev var syg i en periode eller havde fravær på grund af elitesport, mens en elev med en diagnose blev opfattet som et problem. Som én sagde, så kan dygtige sportsudøvere også have udfordringer på grund af højt fravær. Ved at diskutere den problemstilling blev lærerne bevidste om at forstå forskellighed som et vilkår«.

Hvilken betydning har det for tilrettelæggelsen, gennemførelsen og evalueringen af undervisningen, at lærerne betragter elever med særlige behov som exceptionelle frem for som afvigere?

»Hvis man tager det ansvar på sig, at alle skal blive så dygtige, de kan, må man tage konsekvensen pædagogisk og didaktisk og differentiere og skabe variation i undervisningen. Det kan man blandt andet gøre med stationsundervisning, hvor eleverne skal løse forskellige opgavetyper i intervaller på blot 10-15 minutter. Danske lærere arbejder flere steder også med stationer, og det ligger netop i skolereformen, at eleverne skal opleve større variation i undervisningen, og det muliggør co-teaching. Nogle børn har brug for struktur, organisering og ensartethed. I Danmark styrer vi det med, at klokken ringer til frikvarter, og vi skifter mellem fagene, mens de i Californien skaber struktur med skift i undervisningen. Det er en anden måde at tænke struktur på, og jeg så ingen elever, som ikke kunne håndtere det, dels fordi det er så velorganiseret, dels fordi eleverne kender strukturen med jævnlige skift«.

Amerikansk ekspert: Co-teaching skal bruges varieret og med omtanke 

Co-teaching er et bud på, hvordan man kan få lærere med specialpædagogiske kompetencer ind i klassen, men man kan vel ikke bare sige til lærerne, at nu skal de arbejde sammen?

»Nej, det kræver, at skolelederen leder lærernes flerfaglighed og samarbejde og skaber følgeskab til en fortælling om, at elevernes forskellighed ikke skal løses. Det er et vilkår, som skal håndteres, og svaret er ikke bare, at lærerne må tage sig sammen, for det tager lang tid at lære at co-teache. Der er ingen uddannelse at få, så det kan være en god ide med kurser på skolen, og ellers handler det ud over faglig ledelse om coaching og sparring. Co-teaching foregår i et samarbejde, og et samarbejde skal være innovativt, så det skaber forbedringer, ellers er det ligegyldigt«.

Ifølge en distriktsleder i Los Angeles er det svært at skabe inkluderende læringsmiljøer ved hjælp af co-teaching, hvis kun to ud af 25 elever adskiller sig fra flertallet. Hvorfor siger han det?

»I co-teaching forbereder lærerne sig sammen, og de underviser og evaluerer sammen, så det er en dyr arbejdsform. Derfor må skolelederen vurdere, hvornår behovet er størst. Flere sagde til mig, at cirka 30 procent af eleverne skal have særlige behov, ellers kan co-teaching ikke betale sig. En anden pointe var, at hvis der kun er to elever med særlige behov i klassen, bliver undervisningen tilrettelagt ud fra majoriteten. De to elever fylder for lidt, mens det er svært at se bort fra otte elever med særlige behov.

At de co-teacher i USA, skyldes ikke, at de har flere midler end os. Nok snarere færre. Man kan selvfølgelig sige, at forandring altid kræver resurser, men primært handler det om at omorganisere på mange niveauer på kommunalt plan og anvende kompetencer, viden og medarbejdere på en smartere måde. I en kommune skal lærere fra specialklasser og specialskoler ind at arbejde i klasserummet sammen med lærerne i almenskolen. Det samme skal de interne og eksterne resursepersoner som for eksempel PPR-medarbejdere«.

Du slår et slag for, at det ikke kun er skolen, som har et ansvar for, at inklusion lykkes, men at den enkelte elev skal lære at forpligte sig på fællesskabet, selv om han er forskellig fra de fleste. Hvorfor det?

»Hvis man alene giver eleven en ret til inklusion, lægger man hele ansvaret på fællesskabet, men alle er nødt til at tilpasse sig i en eller anden grad for at blive en del af samfundet. Man er også nødt til at følge reglerne, hvis man spiller fodbold. Man kan så ændre lidt på reglerne, så flere kan være med, så man skal lære eleverne at magte at være en del af fællesskabet. Det er lærerne dygtige til i USA. Her siger de ikke: 'Jeg kan se, at du sidder uroligt på stolen, løb en tur i skolegården', for en 'lufter' har intet med aktiviteterne i klassen at gøre. I stedet beder læreren eleven om at hjælpe med at dele stilehæfter ud, eller hun gør en tur i skolegården til en fælles aktivitet. På den måde får eleven både en pause og bliver integreret i det, der foregår i klassen.

Det har vi ikke tilstrækkeligt fokus på i en dansk sammenhæng, men et fællesskab fungerer netop, fordi vi har noget til fælles. Derfor skal alle elever lære at forpligte sig, og det er en pædagogisk opgave, danske lærere gerne vil arbejde med, fordi de ser dannelse og socialisering som en af skolens opgaver.

Ny forskning: Hjælpen til inklusion er mest dekoration  

De skoler, der arbejder med co-teaching i Californien, udskiller ikke nogen. De håndterer dem. Jeg tænkte indimellem: For hvis skyld er det, at en elev med for eksempel spastisk lammelse er i en almen klasse? Er det for elevens egen skyld eller for vores samvittigheds skyld? Når jeg spurgte til det, fortalte både den handicappede elevs forældre og de andre forældre, at inklusion er vigtigt i forhold til at være medborger i samfundet. Det kan godt være, at den spastisk lammede ikke lærer så meget som de andre i klassen, og han får måske heller ikke et job, men han kan bedre indgå i civilsamfundet, når han har haft samme opvækst som alle andre.

Det er tankevækkende at se almene børn lege naturligt med børn uden sprog og børn, som er blinde eller sidder i kørestol, i frikvartererne. Der findes ikke én måde at løse inklusionsopgaven på, men co-teaching er et bud, og når de kan lykkes med det i Californien, kan vi også«.

Anmeldelse: Kort og godt om coteaching