Langt de fleste af de 412 klager,
som Klagenævnet for Specialundervisning modtog på folkeskoleområdet i 2024, handler
enten om afslag på undervisning i en specialskole eller i en specialklasse.
I 47 procent af de behandlede
folkeskolesager havde forældrene fået afslag på deres ønske om at få deres barn
på en specialskole. Det er et fald i forhold til 2023, hvor kategorien udgjorde 52 procent af sagerne. Det viser klagenævnets årsrapport for 2024.
Til gengæld er der sket en stigning
i den næststørste kategori, som handler om afslag på undervisning i en
specialklasse. I 40 procent af de behandlede folkeskolesager var dette tilfældet,
hvor det drejede sig om 32 procent i 2023.
Langt de fleste klagesager fra
folkeskolen handler om elever med autisme, ADHD/ADD eller generelle
indlæringsvanskeligheder.
Afgørelsen har ikke altid været
forkert
Klagenævnet har været enig i
kommunens afgørelse i 99 af sagerne, svarende til 37 procent.
Det er samme
niveau som i 2023, hvor det var 36 procent. Til gengæld har nævnet ændret kommunens
afgørelse i 113 sager. Det er et lille fald fra 44 procent af sagerne i 2023
til 42 procent i 2024.
Klagenævnet gør opmærksom på, at høje
ændringsprocenter ikke altid er udtryk for, at kommunens afgørelse var forkert
på tidspunktet for afgørelsen.
”Der kan, mens sagen behandles i
klagenævnet, fremkomme nye oplysninger i sagen, som giver et andet billede af
elevens aktuelle vanskeligheder og undervisningsbehov, og som derfor kan føre
til, at nævnet ændrer afgørelsen”, skriver nævnet i årsrapporten.
Elever i mistrivsel får nedsat
undervisningstid
Igen i år fokuserer klagenævnet på
udvalgte emner i årsrapporten. Et af dem handler om nedsat undervisningstid
grundet manglende trivsel. Denne tendens gør sig også gældende i 2024.
”I disse sager ses det ofte, at
barnet opleves overstimuleret og belastet af at gå i skole på fuld tid.
Nedsættelsen af undervisningstiden sker ofte på forældrenes foranledning, men
kan også ske på skolens initiativ, eller fordi skole og forældre er enige om det”,
skriver klagenævnet.
I nogle sager har eleven faste
afkortede skoledage og i andre én eller flere faste fridage i løbet af ugen for
at have overskud til at deltage i den resterende undervisning.
Det er muligt at gøre undtagelse
fra undervisningstidens samlede længde for elever, som får støtte i mindst ni
undervisningstimer ugentligt, går i specialklasse eller er på specialskole. Nævnet
ser imidlertid også eksempler på nedsættelse af undervisningstiden og
fritagelse for fag for elever, som ikke modtager specialundervisning.
Fritagelse kan ikke træde i stedet
for støtte
I 60 af de 267 realitetsbehandlede
folkeskolesager i 2024 var der en elev, som har fået nedsat sin
undervisningstid.
Klagenævnet ser, at eleven fritages for undervisning i fag i
stedet for, at kommunen eller skolen tilbyder eleven relevant støtte i
undervisningen og uden at tilbyde anden undervisning i de timer, eleven er
fritaget for et fag.
”I nogle få sager ses det
endvidere, at elevens timetal nedsættes over en længere periode, uden at der er
taget stilling til, om specialundervisning vil kunne afhjælpe elevens
vanskeligheder og øge elevens deltagelsesmuligheder i undervisningen”, skriver
nævnet og tilføjer, at en skole ikke kan vælge at nedsætte undervisningstiden eller
fritage en elev for undervisning i fag i stedet for at tilbyde eleven relevant
støtte i undervisningen, herunder specialpædagogisk bistand.
”En nedsættelse af
undervisningstiden over en længere periode kan derfor ikke træde i stedet for
visitation af eleven til et relevant specialundervisningstilbud”, fastslår
årsrapporten.
Hvis en elevs timetal har været
nedsat over en længere periode, kan nævnet bemærke, at der må laves en plan
for, hvordan eleven kommer op på fuldt timetal inden for en overskuelig
fremtid.
Nævnet kan også bemærke, at PPR og skole må følge elevens trivsel og
udvikling tæt, og at elevens undervisningsbehov må genvurderes, hvis det ikke
lykkes at få eleven på fuldt timetal, uden at han eller hun får overbelastningsreaktioner.
Skoler er opmærksomme på
elever med fravær
Der er i de senere år sket en
stigning i andelen af sager med børn, som ikke er i skole. I 2024 har
klagenævnet behandlet 57 af den slags sager svarende til 21 procent af
folkeskolesagerne. Det er på niveau med 2023, mens det i 2021 ”kun” drejede sig
om 16 procent.
”Der har som i de foregående år
igen været en overrepræsentation af elever med en diagnose inden for
autismespektret, som ikke var i skole under sagsbehandlingen i klagenævnet”,
skriver nævnet i årsrapporten.
I de fleste tilfælde har eleven haft
et stigende fravær gennem en længere periode inden det fulde fravær, og i flere
af sagerne har eleven fået nedsat sin undervisningstid i en længere periode
forud for, at eleven helt er holdt op med at komme i skole. I enkelte sager har
eleverne været hjemme i mere end et år.
Det betyder dog ikke, at skolerne
har ladet stå til. I flere sager har skolen været særlig opmærksomhed på at
tilrettelægge undervisning og særlige indsatser for at tilgodese den enkelte
elevs vanskeligheder og behov i løbet af skoledagen.
”Ofte arbejdes der ud fra
individuelle mål med brug af udvidet elevplan eller handleplaner og løbende
evaluering. Klagenævnet ser i nogle sager, at eleven profiterer af de
iværksatte tiltag, og der beskrives øget trivsel og udvikling samt øgning af de
timer, barnet kommer i skole. I andre sager ses det, at tiltagene ikke i
tilstrækkelig grad har ført til trivsel, udvikling og stabil skolegang”.
Eksempel på klagesag
En normaltbegavet elev i 3. klasse
med infantil autisme havde gennem hele sin skoletid været udfordret i at
deltage i sit almene undervisningstilbud og havde fremstået med varierende
grader af mistrivsel og skolefravær.
Eleven blev beskrevet sansesart,
udfordret i forhold til koncentration, impulshæmning og følelsesregulering og
med vanskeligheder i socialt samspil. Eleven havde svært ved uforudsigelighed
og skift, var vanskelig at motivere for opgaver og fremstod særdeles
kravundgående i undervisningen.
Eleven havde ikke hidtil modtaget
specialundervisning.
Forældrene beskrev i både den
pædagogisk-psykologiske vurdering (PPV’en) og i bemærkninger til nævnet,
hvordan de oplevede, at processen med at få iværksat relevant og tilstrækkelig
støtte til deres barn i skoleregi havde været langvarig og var gået i ring,
uden at der for alvor var sket noget.
Forældrene havde længe givet udtryk
for, at de var bekymrede for, at deres barn ikke modtog tilstrækkelig støtte i
skolen. Barnet havde i forbindelse med sin skolestart været visiteret til en
specialklasse, som var blevet nedlagt hen over sommerferien. Eleven begyndte i
stedet i en mindre almenklasse uden tildeling af specialundervisning.
Allerede i 0. klasse fremstod
eleven udfordret i forhold til at deltage i undervisningen og havde højt
fravær. I 1. klasse sås tiltagende mistrivsel, og forældre og skole efterlyste
støtte fra kommunen til elevens deltagelse i undervisningen.
Eleven blev ikke visiteret til
specialundervisning, men der blev forsøgt med nye tiltag, herunder undervisning
på et lille hold med andre elever med specialpædagogiske behov. Det reagerede eleven
kraftigt på og blev oplevet i forværret mistrivsel og med højt fravær.
I 2. klasse blev eleven beskrevet i
stigende mistrivsel. Eleven fremstod massivt udfordret i forhold til at deltage
i undervisningen og blev oplevet på overarbejde både fagligt og socialt. Eleven
sås med tiltagende verbal og fysisk udadreagerende adfærd og kunne også finde
på at forlade skolen ved frustration. Forældrene oplevede deres barn meget
utrygt i undervisningstilbuddet.
I foråret 2024 iværksatte skolen
otte timers voksenstøtte om ugen, som også cirka var det antal timer, det
lykkedes eleven at være i skole. Forældrene beskrev store udfordringer med at
få eleven afsted i skole.
Kommunen visiterede eleven til
specialundervisning i skoleåret 24/25. Kommunen vurderede, at det med mindst ni
timers støtte ville være muligt at tilgodese elevens undervisningsbehov i det
almene undervisningstilbud, herunder at tilrettelægge en skoledag med struktur,
forudsigelighed, pauser, afskærmning og støtte til at indgå i undervisningen og
det sociale fællesskab.
Forældrene klagede over afgørelsen.
De oplevede deres barn i massiv mistrivsel og vurderede, at almenskolen ikke
kunne tilbyde den rette specialpædagogiske tilgang, og at mulighederne for at
skabe trivsel for deres barn var udtømte i det almene undervisningstilbud.
Forældrene ønskede et specialskoletilbud, hvor barnet ville kunne indgå i et
lille undervisningsmiljø præget af en gennemgående autismepædagogisk tilgang og
støtte igennem hele skoledagen.
Det fremgik af udtalelsen fra
skolen, hvor eleven var startet op med specialundervisning, at elevens
mistrivsel og voldsomme reaktioner var fortsat ind i det nye skoleår til trods
for støtten og de iværksatte tiltag. Skolen måtte tage eleven helt ud af sin
klasse, og eleven var en-til-en med sin støtteperson i en anden bygning på
skolen.
Eleven modtog her undervisning i
det omfang, det lod sig gøre, men blev af både skole og forældre beskrevet
frustreret over eksklusionen fra klassefællesskabet. Fokus lå derfor på at
forbedre elevens trivsel frem for på faglig udvikling. Elevens undervisningstid
var fortsat markant nedsat, og eleven var kun i skole omkring ti timer om ugen
fordelt på tre ugedage.
Klagenævnet vurderede, at elevens
undervisningsbehov ikke kunne tilgodeses i almenklassen med tildeling af
specialundervisning i mindst ni timer om ugen. Nævnet vurderede, at eleven
havde behov for at indgå i et segregeret specialundervisningstilbud målrettet
normaltbegavede elever med autisme. Nævnet var opmærksom på, at eleven ikke
tidligere havde været visiteret til mindst ni timers specialundervisning i
almenklassen, men lagde vægt på, at eleven fremstod præget af sin autisme og
udviste tydelige reaktioner på ikke at være blevet mødt tilstrækkeligt i sine
autismespecifikke behov gennem hele sin skolegang.
Nævnet lagde ligeledes vægt på, at
eleven til trods for tiltag, nedsat undervisningstid og en til en-voksenstøtte
fortsat sås i mistrivsel og med højt fravær. Eleven reagerede stærkt på flere
af de iværksatte tiltag, som ikke førte til trivsel, udvikling og stabil
skolegang. Tværtimod sås eleven over tid i stadigt stigende mistrivsel i
undervisningstilbuddet.
Kilde: Klagenævnets årsrapport for
2024
Hos nogle skoler går der for lang
tid
I andre sager ser klagenævnet, at
der kan være gået forholdsmæssigt lang tid, fra en elev observeres i mistrivsel
og med eventuelt begyndende skolefravær, til der blive iværksat indsatser for
barnet i undervisningstilbuddet.
Der er også sager med få iværksatte
tiltag, eller tiltag som mangler kvalificering i forhold til elevens
vanskeligheder og behov, eksempelvis gennem inddragelse af PPR. Herudover kan
der i nogle sager være utilstrækkelig opfølgning, evaluering og justering af de
iværksatte tiltag.
Klagenævnet har i 2024 ændret flere
afgørelser om specialundervisning til elever, der beskrives i omfattende
mistrivsel og med højt eller fuldt skolefravær, og hvor det samtidig har taget
lang tid at få iværksat indsatser, eller hvor indsatserne ikke har været
tilstrækkelige.
I nogle få tilfælde har klagenævnet
vurderet, at en elevs mistrivsel har været så bekymrende, at nævnet har ændret
elevens undervisningstilbud fra en almen klasse til et vidtgående
specialundervisningstilbud.
PPR må på banen
Nævnet påpeger i sager med børn, som
ikke er i skole, vigtigheden af, at eleven snarest får hjælp til at genoptage
sin skolegang, og at den nuværende skole eller det nye undervisningstilbud i
samarbejde med PPR og familien og eventuelt eleven lægger en plan for opstart
og indkøring.
Ligeledes bemærker nævnet ofte
også, at PPR og skole må følge elevens udvikling tæt, og hvis det ikke lykkes
at få eleven på fuldt skema inden for en overskuelig fremtid, må elevens
undervisningsbehov genvurderes.
