Første gang folkeskolen.dk talte med Andreas Rasch-Christensen var i 2008 i en artikel om den nye læreruddannelse. Havde vi dengang spurgt ham til hans ambitioner, havde svaret hverken været forskningsleder og politisk rådgiver eller "fadder til læringsmålstyring" og "den nye Egelund". Men det er ikke desto mindre, hvad han er blevet - og blevet kaldt.

"Jeg var rigtigt glad for at være seminarielærer i Skive og undervise i historie på linjefag. Jeg har aldrig fortrudt mine valg, men det var et enormt lykkeligt og ubekymret arbejdsliv med meget tid sammen med unge mennesker, der var dedikeret til det, de læste, og med fordybelse og didaktisering. Men den måde at være læreruddanner eksisterer ikke længere", fortæller han til folkeskolen.dk, da vi beder ham se baglæns på sit arbejdsliv i anledning af hans 50-års fødselsdag i dag.

Prorektor: Noget af dannelsen i læreruddannelsen forsvandt med seminarierne

Det er tydeligt, at man taler med en mand, der er runden af seminariekulturen, og han mener, at der er ting, der er gået tabt ved sammenlægningerne til først CVU'er og siden professionshøjskoler.

"Det betyder meget, at man er sammen med de studerende over flere timer, både for kvaliteten af undervisningen og for deres viden om, at man som lærer skal være et helt menneske. Seminarierne havde stærke kulturer, traditioner, normer og værdier, som jeg tror er vigtigt for lærere, der skal ud i en folkeskole med en formålsparagraf. Politikerne taler meget om en forsknings- og vidensbaseret læreruddannelse, men jeg mener, at den sikre vej til kvalitet er at give rammer, der gør, at vi har tid til de studerende".

Han skynder sig dog at understrege, at der også er kommet gode ting ud af sammenlægningerne.

"Det er en klar styrkeside, at vi har fået mulighed for at forske i tæt samarbejde med skoler, og at vi har fået opbygget stærke forskningsmiljøer på professionshøjskolerne", siger han.

Stolt af forskningsmiljøerne

I dag sidder han som forskningschef for Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse på professionshøjskolen Via. Og det er opbygningen af det miljø, han nævner, når man spørger, hvad han er stolt af fra de seneste godt 20 års arbejde i skoleverdenen.

"Jeg er glad for, at vores forsknings- og udviklingsmiljøer har udviklet sig, som de har. Jeg har været glad for at kunne rekruttere dygtige medarbejdere med de meget omskiftelige vilkår, vi har haft. Vi har skullet kæmpe enormt meget for synligheden i forhold til alt fra forskningsråd og -institutioner, ministerier og så videre, samtidig med, at vi ikke ville gå på kompromis med, at vi skulle være til gavn for vores uddannelser. Når jeg ser på den måde, vi har organiseret os på nu, og de mennesker, der udgør kernen, så er jeg stolt på deres vegne".

Fem nye docenter ansat på Via 

Han er ikke en mand, der er født med en lederdrøm i maven, og han lægger da heller ikke skjul på, at det har givet ham knubs.

"Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle udvikle sig sådan her, men jeg har været privilegeret og heldig, at organisationen har ændret sig og budt på chancer. Jeg er her, fordi jeg brænder for vores uddannelser og det, vi uddanner til - lærere og pædagoger. Jeg har fået lov til at være med til mange utroligt spændende ting, men det fører også bekymringer med sig, for de beslutninger man træffer, berører utroligt mange mennesker, og kan være store budgetmæssige beslutninger. Men sådan er det, og jeg har jo selv valgt at være chef".

Ham der designede folkeskolereformen

En søgning på Andreas Rasch-Christensen på folkeskolen.dk viser, at han optræder med jævne mellemrum i 00'erne med viden og holdninger til historiefaget, læreruddannelsen, undervisningsassistenter og specialpædagogik. Men fra 2012 tager det fart. Der bliver han nemlig leder af en projektgruppe, der skal skabe kompetencemål for den nye læreruddannelse. De skal fungere som ledestjerne for læreruddannelsen, forklarede han dengang. Samtidig kommer drømmene om Ny Nordisk Skole, hvor han også kommer med i en rådgivningsgruppe, han kommer også med i et panel, der skal indsamle viden om inklusion til den nyudnævnte undervisningsminister Christina Antorini. Og i forlængelse af det, bliver han formand for mastergruppen bag de nye fælles mål til folkeskolen.

Adspurgt om der er noget, han fortryder, er det den tid, han peger på.

"Der er vel næsten altid ting, man fortryder. Der er i hvert fald ting, jeg kunne have gjort bedre. Jeg har været involveret i mange opgaver, hvor jeg har leveret faglig rådgivning til politikere. Når jeg tænker tilbage, så ville jeg gerne have stået stærkere i forhold til tidlige faser".

Forskere: Godt at målstyringen rulles baglæns

Han mener, at formidlingen går galt i mange medier, for pludselig kom han til at fremstå som ham, der var med til at designe folkeskolereformen, og ham der stod fadder til læringsmålstyring.

"Selvfølgelig har jeg været med til diskussionerne, men der er langt derfra til at designe og beslutte. Vi arbejdede jo i gruppen omkring Fælles Mål ud fra, at de skulle være vejledende. Havde vi vidst, at de skulle være juridisk bindende, så havde vi lavet en noget anden opbygning. Og havde jeg vidst, da vi diskuterede Ny Nordisk Skole, at lærerne skulle lockoutes, og at alt skulle koges ned til tre operative mål, så havde jeg også sagt noget andet der".

Men med de forbehold in mente, så ville han alligevel ønske, at han havde stået stærkere på formålsparagraffen som den vigtigste, også selv om han ikke mener, at det reelt havde gjort den store forskel.

"Det arbejde, jeg har gjort de seneste fem år med læreplaner til daginstitutionsområdet og i lærerkommissionen, synes jeg er lykkedes bedre for mig, end det jeg gjorde dengang. Man udvikler erfaring og skarpere blik for, hvordan man gør tingene, og man har mere vægt og kan træde i karakter på de centrale ting, men det kan også være svært at sammenligne, for tiden er en anden".

Han oplever også, at han har lært utroligt meget af den kritik og de tilbagemeldinger, han har fået blandt andet fra lærerne på folkeskolen.dk

"Man skal have en vis grad af robusthed, når man vælger at gå ind i diskussioner om folkeskolen og læreruddannelsen. Selv om jeg ikke vidste, hvordan målene og reformen ville ende, så kan kritikerne have ret i, at jeg kunne have set risikoen. Det ville jeg have haft for øje på en anden måde i dag. Jeg er blevet meget klogere og har nydt stor gavn af at gå i dialog med Folkeskolens læsere, og jeg har i dag lærere, jeg jævnligt mødes med og overværer deres undervisning. Det der har ramt mig allerhårdest, det er, når jeg har hørt lærere sige, at det har ødelagt deres job, eller at jeg taler ned til deres faglighed, for min ambition var jo netop det modsatte".

Ridser i faglig identitet gør ondt 

Man må stå på mål for den kritik, der kommer, inden for rimelighedens grænser, siger han. Det med rimeligheden, det handler måske særligt om en enkelt skolesag, som han ikke kan få ud af systemet igen.

I 2018 forsvarede lektor Keld Skovmand sin ph.d-afhandling om læringsmålstyret undervisning, som rettede en skarp kritik mod Andreas Rasch-Christensen og professor Jens Rasmussen for deres arbejde med udarbejdelsen af målene. Året efter udgav han en bog med en videreførelse af kritikken og han sendte en lang række klagepunkter afsted, som blev til en sag i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Nævnet afviste samtlige punkter og sendte den tilbage til Aarhus Universitet, hvis praksisudvalg ligeledes afviste, at der var tale om tvivlsom forskningspraksis.

Alle forskerne er frikendt for videnskabelig uredelighed

"Sådan noget kommer man aldrig nogensinde over personligt. Man kunne godt have kaldt mig en dårlig leder og chef, det er jeg sluppet for, men det ville ikke have givet mig søvnløse nætter. Men når man går ind og ridser i min faglige identitet, det er jo alt. Nu kan der godt gå 2-3 dage uden, at jeg tænker på det, men jeg tror aldrig, det forsvinder"

For et par måneder siden skrev Jens Rasmussen sammen med en af de andre anklagede forskere, Lars Qvortrup, en bog om forløbet, men den havde Andreas Rasch intet behov for at deltage i.

"Jeg føler mig ikke dårligt behandlet af medierne. Jeg skrev en kronik i Weekendavisen, hvor jeg forsøgte at redegøre for, hvordan man kan betragte samarbejde mellem forskning og politik. Det er sådan, jeg har valgt at tilgå det".

Den nye Egelund

Andreas Rasch-Christensens forhold til medierne har givet ham endnu en titel. Han er blevet omtalt som "den nye Egelund", fordi han optræder i mange sammenhænge og udtaler sig om mange forskellige skoleemner på samme måde, som professor i specialpædagogik Niels Egelund tidligere har haft ry for. Det får dog kun Andreas Rasch-Christensen til at grine.

"Jeg kender Niels og sætter stor pris på ham som menneske. Man skal nok ikke tale ret meget med os for at se, at vi er meget forskellige. Jeg bliver spurgt om mange ting, og jeg siger ja til meget, men jeg siger også nej til meget. Man skal være opmærksom på, at ekspertbetegnelsen kan bruges om mangt og meget. Der er jo ikke nogen, der direkte forsker i skoleskemaer, men når man er med i mange projekter ude på skoler, så får man en viden om, hvordan skoler fungerer, og hvad der er god undervisning, som jeg synes er vigtig at få med i debatten".

Han har ikke haft en plan om at blive medieekspert, men han lægger ikke skjul på, at det har været vigtigt for ham, at de nye forskningsmiljøer på professionshøjskolerne blev synlige, og det har betydet, at han har lagt en indsats i at formidle praksisnær forskning i medierne.

"Når man har talt i 30 sekunder i Tv-avisen, så kan man godt regne med at sætte et antal timer af til at tale med de mange mennesker, der reagerer positivt og negativt bagefter. Men jeg er blevet skarpere og klogere på, hvor jeg står af at tale med medierne. Og jeg er helt med på, at når man stikker snotten frem, så skal man være klar til at få nogle slag på den".