Hvordan blev en forenkling af Fælles Mål til et »målstyringsregime«? Lå der forskning bag? Intention? Og i så fald hvis intention?

Professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Jens Rasmussen og forskningschef på professionshøjskolen Via UC Andreas Rasch-Christensen spillede en stor rolle i forarbejdet til forenklingen af målene. Siden er de af mange blevet set som ophavsmændene til målstyringen. Det seneste år har de været anmeldt for videnskabelig uredelighed af ph.d. Keld Skovmand, som satte sig for at vise, at målstyringen ikke var forskningsmæssigt funderet, og at de to forskere havde fordrejet international forskning for at understøtte indførelsen af målstyring i skolen.

Keld Skovmand tabte sin sag i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i sidste måned. I forhold til at få væltet målstyringsregimet har han i nogen grad sejret, idet det seneste år har budt på den ene tilbagerulning af målstyringstiltag efter den anden.

Det kammede over

Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen er ikke overraskende glade for, at alle anklager er afvist i nævnet, men de er også glade for lempelserne af Fælles Mål.

»Nu er det meningsfuldt og fornuftigt, og som jeg forestillede mig, det skulle være. Man kan faktisk sige, at nu er det der, hvor jeg troede, at det skulle være. Det giver mening, at færdigheds- og vidensmålene er vejledende. Vi havde ikke forestillet os, at det skulle ende i 3.000 bindende mål«, siger Jens Rasmussen. Og Andreas Rasch-Christensen supplerer:

»Det kammede over, efter at vi slap det. Fokusset på læring blev for snævert, alle de juridiske bindinger var aldrig noget, vi havde ønsket. Jeg er også meget glad for den modbølge, der har været i forhold til dannelse og fokus på formålsparagraffen, som jeg mener burde have været med i arbejdet fra starten«.

Sagen behandles i praksisudvalget

Betyder det så, at Keld Skovmand, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen i virkeligheden er enige om mål, læring, kompetencer og dannelse? Nej, det er at trække samdrægtigheden for langt. Og sagen om videnskabelig uredelighed har næppe bragt dem tættere på en forståelse af hinandens synspunkter.

De i alt fem sager indeholder 55 punkter, hvor Keld Skovmand mener at finde manglende eller forkerte referencer, skæve oversættelser af international forskning, overdrivelser af resultaterne af dansk forskning og plagiater fra egne eller ministerielle tekster. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har afvist samtlige punkter, med henvisning til at der enten er tale om forskningsmæssige uenigheder, at unøjagtighederne er for små til at have betydning, eller at der er tale om selvplagiering, hvilket ikke er uredeligt. Sagerne er sendt tilbage til Aarhus Universitet og bliver i øjeblikket behandlet i universitetets praksisudvalg for at afgøre, om der kan være tale om såkaldt »tvivlsom forskningspraksis«. I så fald skal universitetets rektor tage stilling til sagen.

Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen har gjort sig klar til en eventuel partshøring med svar på samtlige anklagepunkter. Fagbladet Folkeskolen har interviewet dem om de vigtigste.

Rasch og Rasmussen: Der er intet at komme efter i Skovmands kritikpunkter

For dem er sagen om uredelighed afsluttet. Det er de glade for. Jens Rasmussen har ikke lagt skjul på, at han har syntes, at forløbet var ubehageligt, og hvis man spørger direkte, kommer der også relativt hårde ord ud om anmeldelserne. Men når det kommer til resultatet på skoleområdet, er de altså ikke utilfredse. Hvordan kunne det så gå så galt?

Mål eller målstyring

Keld Skovmand giver i sin bog forskellige forklaringer på »den opståede misere«, som han kalder det. Han peger på »ønsket om indflydelse og prestige hos de involverede forskere«, »et reform- og tidspres i det politiske system«, »en OECD-dagsorden, der har handlet om at sikre Danmarks fremtidige økonomiske konkurrenceevne«, og Moderniseringsstyrelsens »ønske om at målstyre skolen til at være mere effektiv«.

»Videnskab er blevet til magtudøvelse, fordi den er blevet brugt til at fremme nogle bestemte politiske interesser om mere styring, højere effektivitet og øget uddannelsesretfærdighed«, skriver han.

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har et noget anderledes billede af sagen. De afviser enhver form for magtudøvelse eller ønske om samme fra deres side.

»Læringsmålstyret undervisning er et politisk begreb, som går tilbage til VK-regeringens skoleudspil i 2010, hvor regeringen ønskede mål for elevernes udbytte og ud fra tanken om accountability flyttede fokus fra processer over til resultater. Det blev gentaget i Thorning-Schmidt-regeringens udspil i 2012, og det ligger i aftalegrundlaget for reformen, som hele forligskredsen var enige om. At flere partier så er løbet fra det bagefter, er en anden sag«, siger Jens Rasmussen.

Begge forskere var med i arbejdet med den nye læreruddannelse i 2012, hvor man fra uddannelsernes side ønskede mindre detailstyring. Det passede fint med de politiske ønsker om mål og rammestyring og om at gå over til en bekendtgørelse, som lettere kan ændres end en lov.

På folkeskoleområdet var Fælles Mål indført, og nu ønskede man fra politisk hold, at de skulle være læringsmål. En mastergruppe blev nedsat med en embedsmand som formand, Andreas Rasch-Christensen som arbejdende formand, Jens Rasmussen, professor Morten Misfeldt fra Aalborg Universitet, repræsentanter fra DLF, Skolelederforeningen og KL samt læringskonsulenter og embedsfolk fra ministeriet.

»Vi fik i mastergruppen det opdrag at skabe kompetencemål, som skulle være læringsmål. De skulle være forenklede og evaluerbare. Jeg mente, og det mener jeg stadig, at det var en god ide at få et fokus ikke bare på, hvad der undervises i, men også på hvad eleverne får ud af det. Det var også en god ide at forenkle målene«, siger Jens Rasmussen.

Når evalueringen bliver til test, er han dog mere skeptisk og medgiver, at det kan have betydning for, hvordan mål bliver udfærdiget.

»Testning er et helt afgørende element i accountability som statslig styringsstrategi, og jeg er grundlæggende skeptisk over for brugen af test og den information, de kan give til undervisningen. Test handler ikke først og fremmest om pædagogik, men om statslig styring«.

Savnede mere formål og værdier

Keld Skovmand peger i sin kritik blandt andet på, at forskerne siger, at de bygger skabelonen over EU's Key Competences for Lifelong Learn­ing, hvis kompetencebegreb indeholder viden, færdigheder, værdier og holdninger. Men værdier og holdninger er væk i skabelonen.

Her fortæller Jens Rasmussen, at det ikke var mastergruppens ønske.

»Forskerne i mastergruppen - og sikkert også andre - ville gerne have haft værdier og holdninger med. Ingen kan bagefter sige, hvorfor det ikke blev sådan. Men mit gæt er, at embedsfolkene vurderede, at det ville have voldt for mange vanskeligheder at opnå enighed om konkrete værdier og holdninger i den meget brede forligskreds«.

»Forenklingen af Fælles Mål kunne føre til justering af fagenes formål, men i princippet skulle de ikke ændres«, siger Jens Rasmussen og gør opmærksom på, at revisionen af Fælles Mål foregik under den forudsætning og med den intention, at Fælles Mål skal lede frem til fagenes formål, som igen skal lede frem til folkeskolens formål. »Om de forenklede Fælles Mål rent faktisk gør det, er, så vidt jeg ved, ikke undersøgt«, siger Jens Rasmussen. Andreas Rasch-Christensen ville gerne have haft formålet tydeligere ind i processen.

»Jeg synes, det er et problem, at vi ikke arbejdede med formålet som en del af processen. Det skal jo være styrende. Jeg tror ikke, det nødvendigvis ville have ændret noget, hvis jeg havde fremført det, og jeg mener også, at der er masser af formål og dannelsesmæssige overvejelser i fagenes mål. Men jeg ville alligevel ønske, at jeg havde stået hårdere på det«.

Alle forskerne er frikendt for videnskabelig uredelighed

Fælles Mål mistede balancen

Mastergruppen udarbejdede en skabelon, ministeriet forfattede en skrivevejledning, og ud fra den gik skrivegrupper for de enkelte fag i gang. De tre forskere fortsatte som sparringspartnere i skrivegrupperne, men ifølge Jens Rasmussen var deres rolle at holde fast i forenklingen. Derudover holdt de oplæg om, hvad de nye mål gik ud på.

»Det specielle ved den tid var, at når jeg kom ud blandt lærerne, var deres reaktion: 'Det er jo det, vi allerede gør'«, fortæller Jens Rasmussen. Stort set hver gang var der en ellers kritisk lærer, der efter oplægget mente, at det faktisk lød som en styrkelse af deres professionalisme, fordi de havde et bedre grundlag for lærersamarbejdet og nu kunne fortælle forældrene, hvorfor de gjorde, som de gjorde.

»For mig handlede det jo om, hvordan Fælles Mål kommer til at virke ude i skolerne. Det handlede ikke om læringsmålstyring«, fortæller han.

»Vi ønskede, at det skulle være lærernes didaktiske planlægnings- og evalueringsredskab. Der kan man godt sige: Er det overhovedet muligt, når læreplaner og formål er udtryk for de centralpolitiske forventninger til skolen? Hvis det bliver helt overordnet, så bliver det intetsigende. Bliver det for præcist, bliver det hæmmende. Jeg tror ikke helt, vi fandt balancen i første hug, men det synes jeg egentlig ikke er så overraskende«, siger Andreas Rasch-Christensen.

Efter skrivegrupperne slap de to forskere arbejdet med målene.

»Sagen er, at jeg ikke opdagede, at over 3.000 mål blev gjort bindende. Det var bestemt ikke det, der var tanken. Intentionen var jo at forenkle, og forståelsen i mastergruppen var, at målene kun skulle bindes på de klassetrin, hvor der hidtil havde været trinmål, hvilket måske allerede havde været for mange, men trods alt mindre end en tredjedel af, hvad det blev til«, siger Jens Rasmussen og fortsætter:

»Da loven om lempelse af bindingerne i Fælles Mål blev vedtaget for lidt over et år siden, skrev jeg en kronik i Politiken, hvor jeg søgte at forklare, hvordan det var gået så galt, og hvor jeg finder undervisningsministerens ihærdighed med at få ændret loven prisværdig«.

Målene møder læringsplatformene

Andreas Rasch-Christensen fortæller, at de i mastergruppen diskuterede, hvordan man kunne styrke Emu'en (Danmarks Læringsportal), så den kunne blive et sted, hvor man kunne søge undervisningsmaterialer og lignende inspiration. I stedet kom læringsplatformene.

»Læringsmålstyret undervisning var i mine øjne et helt forvrøvlet begreb. Alle de juridiske bindinger oven i et i forvejen for snævert læringsbegreb - og så læringsplatformene, der lænede sig op ad de juridiske bindinger. Så får du et snævert og meget styrende system. Det blev målstyring, som fratager lærerne mulighed for at udøve deres undervisning. Det var virkelig noget skidt«, siger Andreas Rasch-Christensen.

Man kan undre sig over, hvorfor de to forskere ikke i højere grad råbte vagt i gevær over, at deres arbejde endte i noget, som de begge mener var pædagogisk uhensigtsmæssigt.

Derfor blev forskerne frikendt for videnskabelig uredelighed 

»Det understreger forskellen mellem intention og virkelighed. Da vi sluttede arbejdet med udformningen af Fælles Mål, tog andre over - ikke mindst kommunerne. Det er selvfølgelig en rigtig dårlig ide at bruge målene som styringsredskab snarere end et didaktisk redskab for lærerne. Det handler om elevernes udbytte, ikke om at lærerne kan sætte et hak for at have undervist«, siger Jens Rasmussen.

Andreas Rasch-Christensen understreger, at han gerne vil tage ansvar for det, han har stået for. Men ikke for alt det, der er foregået, efter at han gik ud af processen.

»Jeg kritiserede fra starten fokus på reformens operative resultatmål. For eksempel at de kun forholder sig til ganske få og snævre sider af skolen og fagene. De andre sider blev først besluttet efterfølgende. Og det er jo ikke sådan, at fordi jeg har været involveret i arbejdet, så bliver jeg informeret efterfølgende fra ministeriet om, hvad man beslutter«.

Målstyring er ikke pædagogik

Siden er dele af målstyringen blev rullet baglæns. Styringsmekanismerne er de to forskere glade for at se forsvinde.

»Målstyring knytter sig til statslig styring og ikke først og fremmest pædagogik. Fælles Mål udtrykker samfundets forventninger til, hvad eleverne lærer i skolen, og er samtidig et udtryk for, hvad forældre kan forvente af skolen«, siger Jens Rasmussen.

Alene at have formålsparagraffen, som nogle ønsker, mener han er at gå for langt. Han mener fortsat, at det i den grad giver mening at arbejde med mål i undervisningen - både for, hvad der undervises i, og for, hvad eleverne skal have ud af det. Andreas Rasch-Christensen er enig.

»Er der forskningsmæssigt belæg for at sætte mål for elevernes læring? Ja, selvfølgelig. Men Keld Skovmand har rejst en vigtig diskussion om begreber og oversættelsen fra andre lande. Hvad mener man for eksempel med bildungstandard? Det er ikke dannelsesmål, men heller ikke snævre læringsmål. Måske uddannelsesmål. Det er en vigtig drøftelse«, påpeger Andreas Rasch-Christensen.

Han mener, at Keld Skovmand har haft vigtige pointer i sin generelle kritik, og han hilser en tværgående analyse af den måde, målene er formuleret på, velkommen.

Hvad kan forskning bruges til?

Begge forskere undrer sig dog over, at mange af de politikere, som var med til at beslutte læringsmålene, er løbet fra aftalen.

»Jeg kender ikke politikerne og har ikke noget forhold til dem, jeg har alene arbejdet sammen med embedsfolkene. Men jeg synes, det var usympatisk over for alle de lærere og skoleledere, som arbejdede med at få målene til at virke i skolen, at give dem en minister, som grundlæggende var imod hele projektet«, siger Jens Rasmussen.

Og de ser begge gerne en diskussion af, hvordan forskning indgår i politisk arbejde.

»Jeg tror, der er brug for en erkendelse af, at politik - uanset om man siger, at det er baseret på forskning - er meget mere end forskning. Det influeres af mange typer af hensyn: Det skal kunne bruges, der er internationale udviklingstendenser, forskning og viden, politiske visioner og normer, DLF, KL. Det er vigtigt at få sat fokus på, hvordan man indgår som forsker i den type processer. Man skal forholde sig til, hvad man kan, og hvad man ikke kan bruge forskningen til«, siger Andreas Rasch-Christensen.

DLF: Læringsmålstyringen er død - men ikke stendød