”Jeg har aldrig været i et helt stille klasserum, hvor en elev pludselig giver sig til at skrige. Aldrig. Jeg har én gang set en elev, der kastede med en stol, og det kunne måske se ud, som om det kom ud af ingenting, men det viste sig, at han følte sig holdt udenfor af de andre elever på en måde, som var svær for læreren at se”.

Psykolog Sigga Waleng har forsket i skoleeksklusioner – elever, der bliver sendt uden for døren, hjem på tænkepause eller er blevet tvunget til at skifte skole på grund af deres uacceptable, forstyrrende eller voldelige adfærd. 

Gennem halvandet år har hun fulgt en skoleklasse og observeret, hvad der sker, når en elev ekskluderes af lærerne. Hun har også gennemført kvalitative interview med lærere og skoleledere om eksklusionerne og talt med de ekskluderede elever, deres forældre og klassekammerater. Hendes forskning er samlet i ph.d.-afhandlingen ”Beyond ‘Disruptions’: A Critical Exploration of the Necessity of School Exclusions”, som hun forsvarede tidligere på måneden.

Undervejs i projektet gik det op for hende, at hun skrev om nogle processer, hvor marginalisering var på spil.

”Flere af de unge, jeg mødte, fortalte mig, at de var blevet smidt ud af en eller flere skoler. En var blevet smidt ud af fem skoler. Det fik mig til at tænke over den form for sanktioner. Hvis man har smidt et barn ud af fem skoler, så havde han nok lært ’lektien’, hvis han ellers kunne lære noget af at blive smidt ud. Det gjorde mig ret indigneret, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi som samfund sender elever rundt på den måde, tilsyneladende uden at interessere os for, hvad der ligger bag deres måde at være på”.

Dengang læreren havde lov til at slå – et tilbageblik på straf i skolen

Den oplevelse blev inspiration til Sigga Walengs ph.d.-afhandling, som derfor ikke bare handler om de ekstreme og sjældne tilfælde, hvor en elev bliver pålagt at skifte skole, men også de små eksklusioner, hvor en elev sendes uden for døren af en lærer.

Marginalisering fører til uro

Sigga Walengs forskning viser, at når elever sendes uden for døren, er det ofte på baggrund af konflikter mellem eleverne og/eller lærerne. Og konflikterne kom til udtryk som forstyrrelser i timerne, observerede hun.

”Nogle gange trænger konflikterne sig på, og det betyder, at nogle elever føler, at de bliver nødt til at prioritere at håndtere de konflikter – også i timerne. De prøver så at ’genforbinde sig’ til deres klassekammerater, og det kommer til udtryk som forstyrrelser. Når de bliver sendt uden for døren, bliver det arbejde faktisk forstyrret og konflikten forlænget. Hvilket igen kan betyde, at der bliver flere forstyrrelser i næste time. Så er både elev, lærer og klasse i gang med en negativ spiral”.

Netop den negative spiral er grunden til, at Sigga Waleng er utrolig kritisk over for brugen af eksklusioner i skolen, uanset om det er en kort tur ud på gangen eller den helt store sanktion, som et tvunget skoleskift udgør.

”At sende en elev uden for døren kan være en fair nok udvej, hvis man føler, at man ikke kan mere som lærer. Men man skal ikke tro, at det er noget, der er til barnets bedste. Når lærere sender elever uden for døren, er det som regel i afmagt, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre”, mener hun.

Som lærer kan man godt forebygge situationer, hvor elever forstyrrer så meget, at eksklusion kommer til at virke som den eneste løsning. Men det er svært, fordi lærerne er under stort politisk pres for at levere faglige resultater. Derfor vælger lærere ofte at lade eleverne arbejde på måder, der ikke fremmer klassefællesskabet – og dermed forstærkes konflikterne, argumenterer forskeren.

Om forskeren

Sigga Waleng er uddannet psykolog med specialisering i narrativ terapi og kritisk psykologi og arbejder som psykolog med egen praksis i København.

Hun har skrevet ph.d.-afhandling om skoleeksklusioner på Roskilde Universitet, Institut for Mennesker og Teknologi. Afhandlingen “Beyond ‘Disruptions’: A Critical Exploration of the Necessity of School Exclusions” blev forsvaret 4. oktober 2024.

”Undervisningen består ofte af individuelle opgaver, som gør det umuligt for eleverne at forbinde sig med venner, samtidig med at de følger med i undervisningen. Det kan endda blive selvforstærkende, fordi lærere vælger at lade eleverne arbejde individuelt, netop fordi der er mange konflikter, og det bliver meget synligt, når de for eksempel skal lave gruppearbejde. Der er en grundlæggende modsætning mellem den individuelle opgaveløsning og elevernes interesse i at forbinde sig med hinanden”.

En anden individuel løsning, som forskeren er kritisk over for, er forklaringer, der gør det forstyrrende barn til problemet, der skal løses.

”Mange af de elever, jeg har observeret i forbindelse med min afhandling, har været igennem et vredeshåndteringskursus. Det er løsningen på en urolig klasse med mange forstyrrelser. I stedet bør læreren arbejde med sin pædagogiske praksis og være i demokratisk dialog med sine elever. Det kræver selvfølgelig, at lærerne har et råderum i forhold til, hvad undervisningen skal handle om”.

Problemet er systemisk, ikke individuelt

Sigga Waleng er ikke meget for at komme med gode råd til, hvad lærerne konkret skal gøre i stedet for at sende elever uden for døren. Primært fordi hun ikke vil give den enkelte lærer ansvaret for at løse et problem, hun opfatter som systemisk. Og at undervisningen er blevet så individualiseret, tilskriver hun en masse politiske reformer.

”Politikerne lægger rammerne for det, lærerne kan lave. Når politikerne lægger så meget vægt på akademiske krav, gode placeringer i internationale undersøgelser og så videre, bliver det sværere for lærerne at have undervisning, der begrænser uroen”.

Løsningen skal i stedet findes et helt andet sted: mere fleksibilitet i lærernes arbejde, sådan at de kan engagere sig i en demokratisk dialog med eleverne om, hvad der er meningsfuldt at lære i skolen.

Sigga Waleng mener også, at der skal gøres op med kompetencekravet i skolen, så eleverne kan have færre lærere – og lærerne kan have færre elever. Kommer lærere og elever til at kende hinanden bedre, vil det nemlig betyde, at lærerne nemmere kan gennemskue, hvilke konflikter eleverne har med hinanden, og dermed bedre kan arbejde med at løse dem. Resultatet vil være mindre forstyrrende adfærd i klassen.

”Når jeg taler med lærerne, kan jeg høre, at de politiske krav presser dem. De skal forholde sig til, hvad hver enkelt elev skal lære. Det skaber en individualisering i klasselokalet, som gør det mere kaotisk at være lærer, fordi man forholder sig til eleverne som enkelte enheder i stedet for til klassen som helhed”, siger Sigga Waleng.

Hvad er der på spil for eleverne?

Ideelt set skal læreren forene elevernes behov for at føle sig forbundet med klassekammeraterne med undervisning med meningsfuldt fagligt indhold. Hvis læreren kan lykkes med det, vil behovet for at bruge tid på ”trivsels-” eller ”relationsarbejde” som noget adskilt fra den faglige undervisning blive markant mindre, mener Sigga Waleng.

”Hvis man skiller det faglige fra det sociale, risikerer man let, at det sociale bliver tomt, fordi det ikke rigtig handler om noget”, siger hun. ”Men der er masser af forskning, som peger på, at et ’fælles tredje’, for eksempel undervisningens indhold, kan organisere en måde at være sammen på og skabe relationer. Det er bare ikke noget, man kan etablere en gang for alle. Man er nødt til at være i dialog med sine elever hele tiden, og det er svært med det entydige fokus på fagligheden i dagens skole”.

Mest af alt håber psykolog og ph.d. Sigga Waleng på, at hendes forskning kan bidrage til, at lærere, skoleledere, forældre og politikere interesserer sig mere for, hvorfor der opstår kaos i et klasselokale, frem for automatisk at gribe til eksklusion som løsning på forstyrrelser i skolen.

”Hvad er det egentlig, der er på spil for eleverne? Det skal vi tænke over i stedet for med det samme at konkludere, at det er barnet, der er noget galt med – eller at det er barnets forældre, der har opdraget deres barn dårligt”.

Eksklusioner sætter alle elever i et dilemma, mener Sigga Waleng: Skal de følge undervisningen og være ”gode elever”, eller skal de bruge deres energi på det, der fylder i deres hoveder, nemlig det sociale i klassen.

”Hvis børn får valget ’sid stille og hør efter, eller gå udenfor og larm’, vælger de aldrig at gå, uanset hvor uengagerede i undervisningen de virker”, siger hun. ”Så der må være noget andet på spil for de her børn, og det er, at de er i social panik. De har brug for fællesskabet, ikke at blive sendt væk fra det. Derudover kan man også se, at selv de elever, der ikke bliver ekskluderet, bliver meget negativt påvirket af eksklusioner. De bliver bange for, at det er dem, der bliver ekskluderet næste gang. Så det påvirker hele klassen”.

Det påvirker for så vidt også læreren negativt, mener Sigga Waleng.

”Typisk er det dem, der er længst væk fra eleverne, der helst vil løse problemer med forstyrrelser gennem straf. De, der er tættere på, for eksempel lærerne, forstår typisk, at der er mere på spil, og kigger efter andre måder at gribe ind på”.