”Man opererer med en diskurs om, at man enten straffer eller tolererer. Det skal vi væk fra. For man kan godt tage uacceptabel opførsel alvorligt på andre måder end ved at ekskludere elever fra klassens fællesskab. Og man kan se i mine cases, at det virker”.

Sådan siger Sigga Waleng, psykolog og ph.d.-studerende ved Institute for People & Technology på Roskilde Universitet om den forskning, der ligger til grund for den ph.d.-afhandling, hun forsvarer fredag den 4. oktober. 

Igennem halvandet år har hun fulgt en skoleklasse og observeret, hvad der sker, når en elev ekskluderes fysisk af lærerne – altså bliver sendt uden for døren. 

Sideløbende har hun lavet kvalitative interviews med elever, der er blevet ekskluderet, deres forældre, lærere og skoleledere, og hendes konklusion er klar: 

Straf i form af eksklusion fra klassefællesskabet er ikke bare uvirksom – ofte gør den ondt værre og bidrager til en ond en spiral af uro og konflikter i en måske i forvejen kaotisk klasse.

Politikere vil straffe elever – lærere vil ikke

Walengs ph.d.-forsvar falder præcis en uge efter, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) annoncerede en stramning af folkeskolens ordensbekendtgørelse, som er det juridiske grundlag for skolernes sanktionsmuligheder over for elever med uacceptabel adfærd.

De nye regler kommer som en reaktion på flere måneders debat om af folkeskolers udfordringer med vold og trusler og indbefatter blandt andet, at en elev kan blive udelukket fra undervisningen mere end to gange om året. Ordensbekendtgørelsen og den dertilhørende vejledning er pt. i høring.

Formålet med stramningerne er ifølge ministeren blandt andet at passe bedre på skolens fællesskab. Men hvis man spørger Sigga Waleng, er mere eksklusion den helt forkerte vej at gå.

”Typisk er dem, der er længst væk fra eleverne, dem der helst vil straffe – skoleforvaltningen, politikerne og forældrene til de andre elever. Dem, som er tættere på, for eksempel lærerne, forstår, at der er mere på spil og kigger efter andre interventioner”, siger Sigga Waleng. 

Når lærere sender elever uden for døren, er det som regel i afmagt, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre, siger hun: 

"Det er en fair nok beslutning, hvis man føler, at man ikke kan mere som lærer, men det er ikke noget, der er til barnets bedste”.

Marginaliserede elever forstyrrer mest

En af Sigga Walengs pointer er, at eksklusion ikke gavner fællesskabet. Hendes forskning peger på, at forstyrrelser i klasserummet ofte bunder i, hvordan eleverne har det med hinanden. 

Hvis der er mange konflikter mellem eleverne, vil det komme til udtryk som forstyrrelser. 

”I konfliktfyldte klasser vil nogle elever blive marginaliserede, og det betyder, at nogle af dem føler, at de bliver nødt til at prioritere at håndtere de konflikter med deres klassekammerater frem for at følge undervisningen. De vil prøve at ’genforbinde sig’ til deres kammerater i timerne, og det kan umiddelbart se ud som uro og forstyrrelser", siger hun.

"Hvis man ekskluderer de elever, begrænser man deres muligheder for at håndtere de konflikter, de er midt i, og så fortsætter konflikten bare i næste time og næste igen. Det bliver en negativ spiral”.

"Skru ned for kravene"

Blå bog: Sigga Waleng

Sigga Waleng er uddannet psykolog med specialisering i narrativ terapi og kritisk psykologi og arbejder som psykolog med egen praksis i København.
Hun har skrevet ph.d.-afhandling om skoleeksklusioner på Roskilde Universitet.

Hun forsvarer ph.d.-afhandlingen: ”Beyond ‘Disruptions’: A Critical Exploration of the Necessity of School Exclusions” fredag den 4. oktober 2024 kl. 13 på Roskilde Universitet.

At en strammere ordensbekendtgørelse ikke er løsningen på problemerne, betyder ikke, at politikerne ikke kan gøre noget for at hjælpe lærerne med at begrænse uacceptabel adfærd. 

Men det er helt andre ting, der skal til, mener Sigga Waleng.

”Politikerne bestemmer rammerne for det, lærerne kan lave. Når politikerne lægger så meget vægt på akademiske krav, gode placeringer i internationale undersøgelser og så videre, presser det lærerne til at handle på bestemte måder, og nogle af de måder er med til at skabe uro og uacceptabel opførsel i klasserne”, siger hun. 

”Når jeg taler med lærerne, kan jeg høre, at de politiske krav presser dem. De skal forholde sig til, hvad hver elev skal lære. Det skaber en individualisering i klasselokalet, som gør det mere kaotisk at være lærer. Man forholder sig til eleverne som enkelte mennesker i stedet for til klassen som helhed”.

Hvis politikerne virkelig vil hjælpe, skal de give lærerne mere frihed, så de får mere fleksibilitet i deres arbejde og kan engagere sig i en demokratisk dialog med eleverne, mener forskeren.

”Vi skal have afindividualiseret tænkningen om uro i klassen. Der er meget mere på spil, end at der er noget galt med et enkelt barn, og at forstyrrelser kan løses med en straf som eksklusion af en elev. Løsningen på uro findes ikke i jura og ordensbekendtgørelser, men i det pædagogiske fællesskab”.

Folkeskolen bringer et længere interview med Sigga Waleng i magasinet, der udkommer den 17. oktober.