Finanslov

"Jeg er stor tilhænger af skolemad", sagde Mattias Tesfaye (S) under formiddagens præsentation af årets finanslov.

Indfører forsøg med skolemad og tager penge fra centre til udlån af undervisningsmidler

854 millioner kroner til en forsøgsordning med skolemad i folkeskoler og frie grundskoler. Til gengæld mister Center for Undervisningsmidler en femtedel af deres budget. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Forsøg med skolemad på nogle af landets skoler og færre penge til de centre, der udlåner undervisningsmidler til skolerne. 

 Det er en del af indholdet i årets finanslov, som SVM-regeringen har indgået med Radikale Venstre og SF.

Konkret er partierne blevet enige om at afsætte 104 millioner kroner næste år, og det beløb stiger til 250 millioner kroner om året de tre kommende år frem til 2028. Forsøget har til formål at indsamle viden og erfaringer.

Børne- og Undervisningsministeriet skriver, at forsøget skal tilrettelægges "under hensyntagen til bl.a. en balanceret geografisk fordeling. Forsøget vil både rumme mulighed for fuldt finansieret skolemad og skolemad med delvis forældrebetaling".

Det fremgår også, at forsøgsordningen skal "tilrettelægges under hensyntagen til De officielle Kostråd, som viser vejen til mad og drikke, der er sund, og som samtidig har et lavere klimaaftryk". 

Det er uvist, hvor mange af landets omkring 500.000 folkeskoleelever, der kan se frem til ordningen. Det skal partierne forhandle på plads på et senere tidspunkt. Men på pressemødet blev det nævnt, at pengene rækker til, at mere end 20.000 børn skal have skolemad allerede fra august.

”Der er mange gode grunde til at afprøve ideen om skolemad. Hvis man går i skole på tom mave eller ikke har en god og sund madpakke med, så kan det være svært at koncentrere sig i løbet af en skoledag", siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse. 

"Samtidig tror jeg, det kan skabe noget godt for sammenholdet i klassen, at man sætter sig ned og spiser et måltid sammen. Men der er begrænset viden om skolemad i Danmark. Jeg er derfor utroligt glad for, at vi nu har afsat et stort beløb til en forsøgsordning med statsligt finansieret skolemad", tilføjer ministeren.

Børne- og Undervisningsministeriet estimerende i 2021, at en indførelse af skolemad på alle landets folkeskoler vil koste omkring 3,3 milliarder kroner. Året efter lød det imidlertid fra daværende landbrug- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S), at prisen en landsdækkende skolemadsordning vil løbe op i omkring 6-8 milliarder.

I mange år er der blevet serveret dagligt og gratis måltider til alle elever i grundskolen i Sverige, Finland og Estland.

Markant besparelse på CFU

Finansloven indeholder en markant besparelse på Center for Undervisningsmidler (CFU), der står for udlån af undervisningsmidler til landets skoler. Besparelsen bliver på 20 procent af CFU’s budget svarende til næsten 40 millioner om året.

På forhånd var regeringens spareplaner blevet stærkt kritiseret af skolens parter, men regeringen har valgt at holde fast.

Regeringen havde allerede lagt spareplanerne på forhandlingsbordet ved sidste års finanslovsforhandlinger, men her blev partierne enige om at droppe planerne. 

Der er også afsat en pulje på 8,4 millioner kroner til en række lokale initiativer på børne- og undervisningsområdet, herunder midler til Dansk Skoleskak (målrettet Skakkens Hus), etablering af værkstedsfaciliteter på Campus Frederikssund, samt renovering af Bornholms Videnspædagogiske Aktivitetscentre, NaturBornholm og Bornholms Middelaldercenter.