”Der er ikke nogen børn, der bør opleve det, som Oliver har gennemlevet. Det er vores ansvar. Men vi har talt for meget og handlet for lidt", lød det torsdag fra Socialdemokratiets politiske ordfører.
Screendump fra Tv fra Folketinget
Nu taler S om Oliver: Folkeskolen har svigtet for mange unge
Det er på tide, at folkeskolen afspejler, hvad samfundet efterspørger. Sådan lød det i dag fra Socialdemokratiets politiske ordfører. ”Vi har talt for meget og handlet for lidt”.
Socialdemokratiet taler ikke længere om eleven Emil. Nu er
det Olivers tur.
Tilbage i 2012 fortalte Helle Thorning-Schmidt i tale ved åbningen af Folketinget, at der var behov
for en reform af folkeskolen.
Her forklarede daværende statsminister sine visioner for skolen ved at henvise til den til lejligheden opdigtede skoleelev Emil, der i en ny skolevirkelighed skulle have flere af sine matematiktimer i skolens
værksted for at bygge et fuglehus.
Argumentet var, at ”lugten af træ, lyden
af saven, den rette vinkel på fuglehusets tag – det får Pythagoras sætning til
at hænge bedre fast”, forklarede hun for mere end ti
år siden.
Visionen blev til den udskældte
folkeskolereform, og siden partiet mistede regeringsmagten i 2015, har
Socialdemokratiet ikke længere talt om Emil.
S: Ingen skal opleve det samme som Oliver
Men da partiets politiske ordfører Christian
Raabjerg Madsen i dag indtog talerstolen i folketingssalen for at åbne dagens politiske
debat, lagde han ud med at citere 16-årige Oliver, der modsat Emil er en ægte
folkeskoleelev.
”’Det var ikke af egen fri vilje, at jeg ikke havde noget at
stå op til. Men jeg vil hellere lave ingenting end at være et sted, hvor jeg får
at vide, at jeg er dum. Jeg er tit blevet fortalt, at jeg nok ikke blev til
noget særligt. På den måde er jeg ofte blevet dømt ude, før jeg overhovedet er
blevet lukket ind’”, citerede den politiske ordfører fra et interview med eleven Oliver, som tidligere på måneden blev bragt i Jyllands-Posten, hvor Oliver blandt andet fortæller, at han har skiftet skole fem gange i løbet af sin skoletid.
Christian Raabjerg Madsen fortalte den fyldte sal af politikere
- der måske mest ventede på at diskutere planerne om
at afskaffe store bededag - at regeringen mener, at folkeskolen har svigtet elever
som Oliver.
”Der er ikke nogen børn, der bør opleve det, som Oliver har
gennemlevet. Det er vores ansvar. Men vi har talt for meget og handlet for
lidt. De danske folkeskoler og børnehaver er rigtigt gode for mange, men de er
slet ikke gode for alle. Og vi har svigtet Oliver, men desværre langt fra alene
Oliver”.
Skolen skal afspejle samfundets
efterspørgsel
Fra talerstolen fortalte den politiske ordfører, at det er ”på tide, at folkeskolen i højere grad afspejler, hvad både
Oliver og i virkeligheden også samfundet efterspørger”:
”Et større fokus på, hvordan man sliber, saver, skruer,
skaber og på, hvor man i processen lærer både dansk og matematik. Folkeskolen
skal være for både den læsende og lyttende dreng og den praktiske og skabende
pige - og for Oliver”, kom det videre fra Christian Raabjerg Madsen.
Den politiske ordfører gentog i talen SVM-regeringens
målsætning om, at flere unge skal søge og gennemføre en erhvervsuddannelse, og
at regeringen vil skabe en erhvervsuddannelse, ”der er bedre i morgen, end den
er i dag”.
Minister vil skrotte urealistisk målsætning
I sidste uge meldte børne- og undervisningsminister Mattias
Tesfaye (S) ellers ud til Ritzau, at han agter at skrotte den officielle målsætning
fra 2014 om, hvor mange elever der skal tage en erhvervsuddannelse.
Det skete blandt andet med henvisning til, at ”alle, der har forstand på det, ved, at
det ikke kommer til at lykkes”.
Mattias Tesfaye fortalte, at han hellere
vil have fokus på erhvervsuddannelsernes ”enorme frafald”, og at han ikke ser
et problem i, hvis de unge først tager en anden ungdomsuddannelse.
"Jeg
kan sagtens forstå, hvis man som 16-årig synes, at det virker lidt for
voldsomt, at man om ganske få måneder skal stå på en mark og bygge et hus”, lød
det fra den nye minister, der samtidig slog fast, at der ikke kommer en ny reform
af erhvervsuddannelserne.
"Bare
i mit voksne liv har der været to store reformer af erhvervsuddannelserne. Den
tredje kommer ikke nu", sagde han.
Regeringen skriver i sit regeringsgrundlag, at
den vil arbejde for ”en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne og få
flere til at søge mod en erhvervsuddannelse”.